Krimihåndværk og metaleg

Krimihåndværk og metaleg

Krimihåndværk og metaleg

Anmeldelse af Kristina Ohlsson: Mios Blues, udgivet på Modtryk d. 28. januar 2016

Anmeldt af Simon Johannesen

Foto: Bogens omslag / modtryk.dk

Mios Blues er anden og sidste roman om advokaten Martin Benner. I slutningen af første roman, Lotus Blues, er jorden i høj grad begyndt at brænde under fødderne på ham. Nogen forsøger at bure ham inde for en række mord, han ikke har begået, og den mystiske mafiaboss Lucifer har et horn i siden på ham. Sammensværgelsen mod Martin stikker dybt, og alt afhænger af, om han kan finde den forsvundne dreng Mio i tide.

Ligesom i forgængeren er der i Mios Blues en række metaafsnit, der tjener som rammefortælling til den egentlige historie. I dem fortæller Martin Benner freelancejournalisten Fredrik sin historie. Imidlertid er Fredrik blevet skiftet ud siden første bog; han er nemlig blevet dræbt. Det er en vigtig detalje, for det viser, at selvom en karakter kan befinde sig i fortællingens periferi, er han ikke nødvendigvis i sikkerhed i Ohlssons barske univers. Mordet på Fredrik ender desuden med at have en reel betydning for bogens handling, hvorfor det ikke blot fungerer som en intetsigende metagimmick. Faktisk hører vi, at bogen Lotus Blues netop er en tekst, Fredrik har skrevet. Den nye journalist, Karen, siger, at hun gerne vil ”omarbejde den længere tekst til en bog,” (10) og det er jo så den bog, vi allerede har læst. Den oplysning bliver interessant, når man læser, hvad Martin eksplicit fortæller den nye journalist: ”Det er kun, hvis jeg dør eller forsvinder, at du har lov til at udgive historien” (10). Så må man jo overveje, hvad det betyder for hovedpersonen, at bogen altså er blevet udgivet.

Denne leg med metalagene giver lidt krydderi til læseoplevelsen, og det er fint, for handlingen kan godt være lidt langsom fra tid til anden, særligt i første halvdel af bogen. Der er mange twists og chok, men der er lidt langt mellem dem i begyndelsen, og de lange perioder med relativ stilstand gør, at bogen nogle gange er lidt træg. Til tider sidder man egentlig bare og venter på, at Martin skal finde ud af et eller andet nyt, så historien kan komme videre. Det er ikke en fortælling, hvor man som læser har mulighed for selv at regne ud, hvordan det hele hænger sammen, så derfor kunne man godt ønske sig, at Martin skyndte sig lidt. Derudover tager metalegen måske lidt overhånd af og til; det er jo f.eks. vældig belejligt, at den dræbte journalist også skrev et resumé af første bog, som denne så kan indledes med. Det fungerer dog godt det meste af tiden, særligt i samtalerne med journalisten, hvorfor disse ofte er højdepunkter. På et tidspunkt siger hun, at hun har en mistanke om, hvordan historien ender, hvortil han svarer: ”Det havde jeg også. Man kan roligt sige, at jeg blev overrasket. Det bliver du også” (239). Du er selvfølgelig journalisten, men det er vel egentlig også læseren, og det giver et godt afbræk i krimien, at man bliver gjort opmærksom på sin egen læserposition.

Martin Benner er en tjekket advokat, der ved et tilfælde er kommet ud, hvor han ikke kan bunde. Spændingen mellem at være en presset mand og en hip advokat giver nogle sjove situationer, men af og til bliver det også lidt kluntet, f.eks. når Martin fortæller: ”Kørte forbi byer, jeg aldrig havde været i, og som jeg ikke følte mig den mindste smule nysgerrig i forhold til. Jeg hader små byer” (248). Man kan ikke lade være med at tænke, at Ohlsson til tider smører lidt for tykt på for at illustrere, at Martin altså er en pokkers sej fyr. Flere steder fungerer Martins tjekkede advokatpersona dog rigtig godt, f.eks. når han siger: ”Lucy stillede sit vinglas fra sig. Hun havde mørke rande under øjnene. Det siges, at alt klæder en rose, men træthed klæder sgu ikke nogen” (222). Det er friskt og let, og det er også nødvendigt, for handlingen er temmelig mørk sine steder.

Det kan synes fjollet, at skurken i romanen hedder Lucifer, for større kliché kan man vel dårligt finde. Men Ohlsson formår at få noget godt ud af det, som når Martin fortæller: ”Kun Gud (og måske også Djævelen) ved, hvor meget jeg ønskede at grave videre i det, Bobbys kæreste havde fortalt mig” (177). Læseren må vurdere, om det udelukkende er den bibelske djævel, der er tale om her, eller om det også er skurken. Så her pustes der altså nyt liv i en ellers noget slidt kliché, som så faktisk bliver brugt til at ændre læseoplevelsen. Det er godt håndværk. Men det kan diskuteres, om skurken i bogen helt lever op til de forventninger, der ligger i navnet og i romanens beskrivelser af ham.

Ligesom sin forgænger er Mios Blues en solid krimi, og man må flere gange helt ud på kanten af stolen, før man opdager, hvor dybt sammensværgelsen mod Martin Benner egentlig stikker. Er man glad for forgængeren, er Mios Blues bestemt også værd at læse.

Fik du ikke læst anmeldelsen af Lotus Blues? Læs den her!