Anmeldelse af Sanne Gram Fadel: Salon Bagdad: Sådan er livet, Habibti. Portrætter af kvindeliv i Irak, udgivet på Gyldendal d. 18. september 2020.

Anmeldelse af Ditte Plauborg Larsen

Foto: Ditte Plauborg Larsen

Sanne Gram Fadels nyeste bog Salon Bagdad kan jeg på det varmeste anbefale at læse, hvis man kan lide både at få de gode og de rigtig, rigtig dårlige fortællinger. Den er en historiebog, en samfundskritik, og indeholder de bedste træk af erindringsromanen, bortset fra at vi her får erindringer fra en stor gruppe kvinder, der fortæller om deres liv i Irak. Bogens centrum er den lille skønhedssalon, der lader kvinderne tale frit og tage tørklædet af. 

Jeg har efterhånden læst og anmeldt en del bøger, der skildrer livet, og især livet som kvinde i Mellemøsten – blandt andre Sara Omars semi-biografiske romaner om Frmesk, Dødevaskeren og Skyggedanseren og Alaa Al-Aswanys Jeg løb mod Nilen. På mange måder følger Salon Bagdad mange af de forventninger, jeg havde, da jeg begyndte at læse. Mange af de bøger vi i Vesten læser om Østen, af mellemøstlige forfattere, har det til fælles, at det er dybt tragiske skæbner, der skildres, nogle gange med et lille tvist af håb og lettelse til slut. Salon Bagdad er kun delvist anderledes hvad dette angår: vi fortælles om kvindeliv, der er dybt ulykkelige, men vi får også andre sider af Irak at se.

Oppe og nede, høj og lav

Salon Bagdads fokus er den lille skønhedssalon, som en af de mange personer, Madam Huda, driver i det centrale Bagdad, lige udenfor ”Den grønne zone”, hvor det amerikanske militær holdt til efter invasionen i 2003. Huda er den karakter, bogen åbner med, og langsomt åbnes op for andre fortællervinkler; hendes medarbejdere og hendes kunder. Fortællingerne er virkelige, baseret på de historier, Sanne Gram Fadel har fået fortalt af kvinderne selv. Denne vidtrækkende fortælling strækker sig fra de medarbejdere, der kommer fra trænge kår, til Bagdads rigeste kvinder, der kommer i salonen for at få sat håret, før de igen trækker tørklæderne op og bevæger sig hjem.

Denne vekslen i klasse giver bogen et præg, som jeg ellers kun har oplevet på tværs af læseoplevelser; Jeg løb mod Nilen skildrer ligeledes liv på tværs af klasseskel, men har ikke den gribende effekt, som litteraturen har, når vi ved, at den er baseret ikke bare på historiske begivenheder, men virkelige liv, som eksempelvis Sara Omars bøger. Salon Bagdad samler disse elementer, så man går fra bogen med en følelse af, at man ikke bare ved en del mere om Iraks historie, men også om hvad kvindelige irakere tænker om religion, ægteskab, den amerikanske invasion og politik. 

De mørke sider af Irak

Salon Bagdad lægger ikke fingrene imellem; det er det grove og usødede, vi møder. Kvinder fortæller om tvangsægteskaber, der resulterer i vold og i bedste fald skilsmisse, og om hvor svært det kan være at finde en mand, der vil lade kvinden beholde sin frihed til at studere og arbejde. Vi ser de mørkeste sider af Irak og al den fattigdom og nød, kvinderne må arbejde med, og de øjeblikke, hvor kvinderne længes tilbage til Saddamstyret, fordi det i det mindste var mindre voldsomt end det, irakerne lever med i dag. 

Noget, jeg især værdsatte ved denne bog, er at den også skildrer de grovheder, der opstår i landets øverste lag. Yaqeen er datter af en af Iraks førende kvindelige politikere og er kunde i salonen. Hun fortæller om et ægteskab, der først var lovende; hun mødte Raad, søn af en af hendes mors veninder, og de bevægede sig hurtigt mod ægteskab, om end der ikke for Yaqeen var meget kærlighed involveret. Indtil bryllupsfesten virker alt godt, men da den traditionelle overdragelse af guld, i form af smykker, som bruden får på, er overstået, viser Raad et nyt og fremmed ansigt.

”Han hviskede: ’Hvis jeg kidnappede dig nu, og hvis jeg solgte dig. Hvor meget tror du så, jeg kunne få for dig?’”

Yaqeen bliver bange, og det viser sig, at Raad har giftet sig med hende, for at få del i morens store formue, mens han sender kærlighedserklæringer til andre kvinder. Yaqeen er en af de heldige; hun har en mor, der værdsætter sin datters velbefindende over rygter og frygten for social udskamning, og hjælper hurtigt Yaqeen med at få en skilsmisse. Andre kvinder får mindre heldige slutninger på deres ægteskaber, mens andre er tilfredse med deres lod i livet; men for at høre om dem, må du selv læse bogen; den er 250 siders velskreven eftertænksomhed, som jeg er glad for, at jeg har mødt.