Kynisk ordleg

Kynisk ordleg

Kynisk ordleg

Anmeldelse af Nikolaj Zeuthen: Nigeriabreve, udgivet på Antipyrine d. 3. december 2015

Anmeldt af Imone Dahl

Foto: Bogens omslag / antipyrine.dk

Nigeriabreve er en velskrevet digtsamling, der tager fat i de små, beskidte og glemte dele af tilværelsen. Mennesker, biologi og sprog bliver hvirvlet sammen, og resultatet er enestående. Dette er det urenes æstetik, så snyd ikke dig selv for at blive klogere på menneskets skyggeside.

Leg med form og sprog
Nigeriabreve er en digtsamling, hvor forfatteren Nikolaj Zeuthen både leger med sprog og form. Formen skifter hele tiden udtryk igennem digtsamlingen, hvor det mere er undtagelsen end reglen, at der optræder versaler. Derfor er det ikke altid til at sige, hvornår et digt starter, og hvornår et slutter.

Derudover leger Zeuthen med formen gennem sine forskellige strofelængder, sine lange passager bestående af ren prosa, opremsninger, trappelignende strukturer, hvor hvert vers starter længere inde på siden end det foregående, og sider, hvor strofer har højre margen i stedet for den klassiske venstre margen. Denne leg med form viser, at sproget bestemt ikke kun er værd at fortolke på indholdssiden, da formen altid vil give det allerførste indtryk. Formen bidrager derfor til, at denne digtsamling er meget levende bare i sit visuelle udtryk. Den anderledes form har en god virkning, da den i sig selv gør opmærksom på, at der er klare regler for, hvordan tekst bør være sat op. Regler som man først studser over, når de bliver brudt. På den måde hænger form og indhold rigtig godt sammen, idet de begge belyser de konventioner, man nemt glemmer.

På indholdssiden er der også meget leg. Zeuthen formår med denne digtsamling at sætte ord på hverdagslivet og specielt på de lettere ubehagelige ting, som vi normalt gemmer væk eller måder, hvorpå vi agerer, men som vi måske slet ikke er bevidste om. Mit favoritdigt er på side 9, og det omhandler det uskrevne høflighedsregelsæt, som vi alle følger i offentligheden. Zeuthen begrebsliggør denne tilstand gennem udtrykket ”krebsegildet” og skriver efterfølgende: ”(’krebsegildet’ er en tilfældigt valgt betegnelse / og henviser til / det mekaniske aspekt ved samværet i det vi bredt kan kalde ’det offentlige eller sociale rum’ (med krebs).)”. Han skriver det, vi alle tænker, nemlig: ”Åh for helvede, siger de når de står op. Skal vi nu ud i det forbandede krebsegildet igen.” ¬– og det er sætninger som denne, der gør, at Zeuthen rammer plet med denne digtsamling, for han giver os et sprog for konventionerne, men også det urene og upassende, som vi normalt ikke værdiger et blik, men formår at undgå ved hjælp af vores normer. Men det beskidte er noget, vi alle ligger under for, akkurat ligesom ”krebsegildet”, og dette italesætter Zeuthen.

Kynisk sprogbrug
Idet Zeuthen tager fat i de ækle aspekter ved livet og os som mennesker, fremstår hans sprogbrug til tider meget kynisk, hvilket dette citat eksempelvis viser:

”når vi bliver morsomme / river vi hår ud af hinandens hoveder som straf / vi tager simpelt-hen fat i en ordentlig tot / og river til og prøver så hvordan det er / at have håret inde i munden // hår er umuligt at tygge i / trods de nedbrydende enzymer / der er i spyt” (s. 19)

Citatet starter med at tage fat i menneskers opførsel over for hinanden, når den er værst, og så tilsat lidt ekstra. Det udvikler sig til at blive ren biologi, hvor Zeuthen kommenterer på spyttets enzymindhold, og netop biologien og livets forgængelighed er også et gennemgående tema i digtsamlingen, hvor biologien og de regler, som vi mennesker har opsat for at omgås hinanden i et samfund, skal formå at indgå i et samarbejde, hvor der skal tages hensyn til de menneskelige regler, men også biologiens.

Alt i alt har Zeuthen skrevet en meget levende og kynisk digtsamling, som jeg vil anbefale, at man læser. Zeuthen er utrolig velformuleret og sætter ord på meget, som jeg kan nikke genkendende til og identificere mig med, hvilket er denne digtsamlings store styrke. Den lidt negative side er, at der også optræder digte, der kan være svære at forstå, hvorfor budskabet ikke bliver så tydeligt fra Zeuthens side. Alt i alt er Zeuthens legende og kyniske sprog med til at gøre disse digte til kunst, så tag dig endelig tid til at læse nogle af dem.