Anmeldelse af Erlend Loe: Enden på verden som vi kender den, udgivet på Gyldendal d. 2. februar 2016

Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Vi troede nok, vi havde set det meste og mere til, men Erlend Loes storslåede punktum for trilogien om Doppler overskrider alle civilisationens grænser i en episk fortælling om, på trods af tvivl og alverdens morads, at finde hjem.

Fortællingen om nordmanden Doppler, der forlader familie og job i det velhavende Oslo for at flytte ud i vildmarken med elgen Bongo som eneste ven og selskab, har fundet vej til mange bogreoler i Skandinavien og sågar også til teaterscenen. I 2005 fulgte den selvstændige fortsættelse Volvo Lastvagnar, og nu kommer altså omsider den længe ventede danske oversættelse af afslutningen på trilogien: Enden på verden som vi kender den.

Efter at have tilbragt næsten tre år i de svenske skove længes Doppler atter efter familien, og han anbringer elgen Bongo i en hjorte-pension og begiver sig hjemad – blot for at finde sit navn erstattet med et nyt på postkassen. Livet er tilsyneladende gået videre derhjemme, og Dopplers kone, Solveig, har fundet sig en ulideligt perfekt kæreste ved navn Egil Hegel. Doppler slår sig frustreret, men stålsat ned i et fyrretræ uden for huset, og på en eller anden måde lykkes det ham efter nogle måneder at kæmpe sig vej ind i familien og huset igen. Men da den første gensynsglæde har lagt sig, er intet forandret: Doppler er stadig ude af stand til at leve et almindeligt liv med ansvar og pligter, job og familiepleje. Faktisk er han mere selvoptaget og patetisk end nogensinde. Og selvom Solveig i starten er overbærende og lader Doppler erhverve sig et særdeles dyrt fjernstyret modelfly, ender det alligevel med, at han (efter en overgangsperiode i kælderen sammen med yngstesønnens kanin og opslugt af numse-fetichistisk masseonani) bliver sat på porten og må vandre rundt i sneen. En scene, der efterfølges af en hulkende morsom parodi på Den lille pige med svovlstikkerne.

Udsmidningen bliver starten på et eventyr, som jeg ikke vil afsløre for meget af her, men blot nøjes med at slå følgende fast: I en hæsblæsende og action-packed rejse mod et acceptabelt ståsted i tilværelsen og civilisationen som sådan overskrider Doppler alle tænkelige grænser og sociale konventioner for pinlighedsundvigende adfærd og forebyggelse af ansigtstab. Og det er netop dét, der gør læsningen af Enden på verden som vi kender den så frydefuldt medrivende og tåkrummende. Det er lidt som at sætte sig ind i en forlystelse i Tivoli, som man måske i virkeligheden ikke helt tør prøve, men som efterlader én uden andet valg end at lade sig rive med og brøle af lige dele latter og vantro.

Erlend Loe er tilbage i topform med denne storslåede afslutning på fortællingen om Doppler. Den underspillede, finurlige humor når forfatterskabets hidtidige højdepunkt med kombinationen af et skarpt satirisk blik for det sociale spil mellem mennesker og et musikalsk øre for sproglige floskler og klichéer i samtiden. Loe formår som ingen anden både at latterliggøre sin figur og det samfund, han ikke er i stand til at være en del af. Doppler-figuren står således som en kondenseret spejling af omgivelserne: splittet mellem en egentlig ganske fin og sympatisk menneskelig indsigt og så en fuldstændig irrationel og selvisk hulemandsmentalitet.

Doppler er en af den slags litteraturens antihelte, som man gerne drager på eventyr med igen og igen, netop fordi han er så tilpas menneskelig og uperfekt, at man ikke kan lade være med at holde en lille smule af ham – trods alt.