Anmeldelse af Niels Henning Falk Jensby: Techno, udgivet på Gyldendal d. 1. september 2016

Anmeldt af Mai Odgaard Petersen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Lige så voldsom en oplevelse musikgenren techno kunne tænkes at være for enhver bedstemor med hang til en tilforladelig omgang P4, lige så sindssyg en skrift er Niels Henning Falk Jensbys debutroman, Techno, for en læser uden kendskab til det miljø, bogen undersøger. Træd inden for i en lun hule af langsommelighed, liderlighed og smerte.

Der er meget, der gør ondt i Techno, men der er også et væld af nydelse. Bogen vil flere ting, og noget af det vigtigste – og hvad der også synes at fylde mest – er selve kroppen: dens mange dimensioner, dens styrker, dens svagheder, dens begrænsninger, dens udfordringer. Fortællingen tager sin begyndelse i en dunkende masse af dansende, svedende kroppe, hvor et jeg og et du svimler rundt i hinandens arme, mod hinandens kroppe, pikke, hænder, øjne. Ekstatiske, ude-af-kroppen-vilde, bankelamme, sindssyge og – ikke mindst – på narko.

Tempoet i Techno er én af de ting, man som læser bemærker. Det går indimellem sindssygt langsomt, og man må sindssygt mange gange læse sig igennem nogle af de samme ord (eksempelvis “sindssygt”). Romanen er skrevet på en klangbund af techno, men paradoksalt nok med en langsomhed, der gør, at man næsten får lyst til at ruske jeget. Som når han tilbereder og spiser en kylling, vælter en potteplante og rydder op efter sig selv over tre sider:

“Jeg tager en klud fra vasken og væder den, går sløvt hen til der, hvor jeg sad, giver mig sløvt til at tørre kyllingefedt op fra bordet. Jeg tager tallerkenen, og uden at jeg lægger mærke til det, gør min venstre hånd en spontan bevægelse, agerer, uden jeg ved af det. Ved et uheld kommer jeg til at vælte planten i vindueskarmen. Jeg ser den falde mod jorden, ser potten smadres mod gulvet. Nu dette: den hvide blomst for enden af den grønne stilk på gulvet. Blandt potteskår, muld. Jeg kan ikke overskue det.”

Der er noget galt med ham, og netop derfor bør man afholde sig fra at ruske og så prøve at forstå i stedet: Jeget er forelsket i en ældre og mere erfaren mand, duet. De har et forhold, de boller skamløst meget. Jeget bliver via duet introduceret til nogle helt særlige miljøer, hvor kroppene og liderligheden er i fokus. Der sker på et tidspunkt halvvejs gennem bogen noget virkelig grimt i jegets liv, noget traumatiserende, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her, men det er med til at kickstarte et kropsligt forfald; det indfinder sig helt fysisk hos jeget, hvis hud begynder at falde af i flager.

Romanen synes at ville frem i verden med en miljøfortælling om bøsser, techno, stoffer, kærlighed og sex, og samtidig ligger der en lurende kritik af måden, vi er kroppe på. Der er en distance mellem det, der handler, og den, der udfører handlingen. Som om krop og sind ikke kan følges ad, som om noget forhindrer sindet i at følge med, holde trit. Kroppene bliver ivrigt brugt til at penetrere hinanden, hvilket for så vidt synes opløftende, men samtidig klinger det hult. Jeget er ikke i sync med sig selv. Kroppen kører sit eget sindssyge show.

Bogen er uden tvivl en oplevelse, man bør unde sig selv. Sprogligt er den en anelse træg, knap så voldsom og sindssyg som selve værkets tematiske vilje. Der skabes et kig ind til en verden, der er anderledes end normen, og heri ligger dens styrke nok: Den udfordrer blikket for, hvad der er normalt for en krop at gøre. Den peger på et misforhold i vores blikke på kroppe. Kroppe kan mange ting, kroppe er mange forskellige ting, og det samme er mennesket. Det får bogen os til at huske på og tænke over.