Essay om litteraturformidling i praksis og refleksioner over eventplanlægning

Af Mette Grandahl

Foto: Morten Grandahl

Hvad er litteraturformidling? Eller måske endnu vigtigere, hvad er god litteraturformidling? I dette essay reflekterer jeg over min og min studiegruppes proces med et formidlingsprojekt, som mundede ud i et litterært arrangement i Aarhus. Udefra kan det syne som blot et hyggeevent med et litterært indspark, som umiddelbart virker indlysende, når man tager vores faglighed i betragtning. Men så simpelt er det slet ikke.

Skælvende står jeg med mikrofonen i hånden foran knap tres gæster. Ved min side sidder en forfatter og en professor. Jeg byder velkommen og glemmer i min nervøse forvirring at præsentere mig selv. ”Mit navn er Mette, og jeg er kandidatstuderende på Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet. Jeg har i aften fået æren af at styre forløbet her og gå i samtale med vores to spændende gæster.” Dét havde vi i min studiegruppe få minutter inden aftalt, at jeg skulle sige. Både for at publikum var klar over, hvem jeg var – altså at jeg ikke var en tilfældig person, der bare stillede sig op og sagde noget – og desuden ville det skabe en form for autoritet for mig til overhovedet at skulle forestille mig at sige noget klogt eller interessant, som er gæsternes penge værd.

Måske burde jeg have øvet min præsentation noget mere. Måske er det i stedet, fordi jeg ikke føler den autoritet, som jeg skulle iscenesætte mig selv med. Eller måske havde jeg været for optaget af, hvordan man får en mikrofon til at virke uden at hyle. I hvert fald glemmer jeg det og springer direkte ud i rammesætningen af aftenens tema.

Mine to medstuderende og jeg havde stablet et event på benene. ”En litterær tænkepause: Erindring” havde vi kaldt det. I korte træk bestod aftenen af to elementer: en folkekøkken-agtig middag og et temabaseret litteraturarrangement. Det foregik i Huset Carmels smukke lokaler i det gamle missionshus på Nørre Allé i Aarhus, og hovedattraktionen var de to gæster: psykologiprofessor og ekspert i erindring, Dorthe Berntsen, som blandt andet har forfattet Tænkepausen Erindring (2014), og forfatteren Sebastian Bune, som står bag romanen Min familie (2017).

Vores rolle som litteraturformidlere bar præg af overvejelser om kultur og litteraturens rolle i samfundet, hvilket var bærende for vores udformning af arrangementet. Idéen med eventet var at skabe en oplevelse, som ikke havde litteraturen i sig selv som tema, men som i stedet havde et tema, som litteraturen på en måde kunne belyse. Vi valgte ”erindring” og forestillede os, at man i løbet af en halvanden times tid kunne blive klogere på konceptet både fra en psykologisk og en litterær vinkel – at man kunne få en dybere forståelse af noget almenmenneskeligt ved at anskue det fra både et videnskabeligt og et kunstnerisk perspektiv. Vi havde valgt, at aftenen skulle starte med en middag for at give publikum en forhåbentlig mere fuldendt aften.

Jeg ønsker her at forklare nogle de tanker, som vi i min studiegruppe gjorde os i den temmelig lange proces, der skulle vise sig at ende ud med et event. Jeg ønsker at delagtiggøre min læser i det, da skabelsen og udførslen af eventet har fremkaldt en frygtelig masse tanker hos os, om hvordan vi overhovedet taler om litteratur. Hvorfor er det lige, at vi formidler litteratur, der kan siges at være formidling i sig selv?

Man kan også spørge om, hvordan man så udøver denne litteraturformidling på den mest rigtige måde. Jeg er bare ikke sikker på, at der findes et svar. Og hvis der gør, kender jeg det ikke. Hvad jeg i stedet måske kan svare på, er hvordan vi, både personligt og fagligt, forestillede os, at man kunne inkorporere litteratur på en meningsfuld måde i en oplysende og inkluderende oplevelse, hvor litteraturen hverken reduceres eller ophøjes, men bliver talt om og talt med af forskellige mennesker på en måde, der kan være berigende.

Litteraturfaglig og ”redelig” formidling?

Niels D. Lund, professor i kultur- og litteraturformidling, pointerer i sin artikel ”Litteraturformidlingens betingelser” (2001), at der kan være ”både fornuft og logik i”, at det er litteraturfagfolk, der formidler litteratur, ”men om det er litteraturen eller faget om litteraturen, der skal formidles, eller om de to dele overhovedet kan skilles ad i dag, er et relevant spørgsmål”. Det faglige element var en essentiel del af vores projekt, da vi valgte at formidle litteraturen gennem emnet erindring og dermed valgte at formidle faget om litteraturen, som Lund kalder det. Hvilket er årsagen til, at vi altså ikke gik med den klassiske værkoplæsning. Vores produkt var til dels også styret af en markedsorientering og konkurrence med andre litteraturoplevelser, hvilket førte til, at vi inddrog det velkendte Tænkepause-brand som ekstra trækplaster.

Vi ønskede at italesætte Sebastian Bune i sin rolle som forfatter til en roman, hvori erindring både har spillet en rolle i hans arbejde med den – han har i diverse artikler i forbindelse med udgivelsen i 2017 kommenteret, at værket ikke er selvbiografisk, men at han trækker på både sine og andres oplevelser og erfaringer og i romanens sprog, udtryk og form (se bla. artikler fra Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Pov.international, Jyllands-Posten, Information). Det var meget vigtigt for os, at det ikke kom til at handle om, at hverken publikum eller jeg som moderator skulle forsøge at udrede, hvor stor en del af romanen, der er ”egentlige erindringer”, sande eller noget i den boldgade. Eventet var et forsøg på at skabe en litterær oplevelse, hvor publikum kunne få indblik i, hvordan man kan tale om erindringens udtryk ved både at forstå det psykologiske aspekt og blive introduceret for et eksempel på erindrings udtryk.

Skal litteratur være underholdning?

Samtidig måtte eventet være underholdende. Publikum betalte en pris på 120 kroner pr. næse, hvilket dækkede både deltagelse i spisningen og det litterære event. På trods af at prisen kan siges at være relativt overkommelig, skulle publikum også gerne gå derfra med en følelse af at have fået noget for pengene – udover den aldeles velsmagende risotto, som køkkenet havde disket op med.

For os var det ret intuitivt, at vi var nødt til at skabe en oplevelse med en form for merværdi til litteraturen for at kunne trække mennesker til. Det er dog en generel tendens, hvilket Anne Line Dalsgård, lektor i antropologi, og tidligere nævnte Niels D. Lund beskriver i artiklen ”Danmark læser – en kulturkampagne mellem flere tider og mange dagsordener” (2016). De fremhæver ”en nutidig fremherskende begivenheds- og oplevelseskontekst – eventkulturen.”. Også formidlingen af litteratur er præget af, hvordan den nuværende eventkultur er, hvilket de fremhæver som en generel tendens i kultursektoren.

Der er altså sket en forandring i, hvordan vi taler om brugen af litteraturen. Niels D. Lund henviser i ”Litteraturformidlingens betingelser” til en undersøgelse fra 1983, Bøger i Danmark, hvor litteraturformidling blev forstået som ”et samlebegreb for en række institutioner, foranstaltninger og metoder, der har til formål at orientere om og fremme brugen af litteraur” (side 9). Her skal brugen af litteratur forstås som konsumptionen heraf, altså læsning. Lignende påpeger Dalsgård og Lund i artiklen om kampagnen Danmark læser, at den oprindelige intention med kampagnen var at få danskerne til at læse mere. I artiklen beskriver de dog, at man kan observere, at denne intention lod til at ændre sig i takt med kampagnens forløb. Kampagnen og dens sprog ændrede sig, og formålet med den blev påvirket af eventkulturen, hvor aktivitet og begivenheder med litteratur kom i fokus.

Litteraturformidlerens betingelser

Men hvordan balancerer man som formidler mellem en faglig selvforståelse, som man ønsker at respektere, og et publikums ønske om – eller krav på – underholdning, uden at et event bliver hverken for tørt eller for udvandet? Hvordan undgår man hverken at blive for indforstået og kun for nogle få medlitterater, eller blot endnu en repetition af diverse forfattermøder eller -interviews, hvor en journalist-lignende karakter forsøger at afdække procentdelen af såkaldt virkelighed i en forfatters fiktive (eller autofiktive, om man vil) litterære værk? Det er svært for mig at svare på. Vi gjorde et forsøg med vores koncept, men i min personlige nervøsitet over at stå i rampelyset medførte nok, at jeg lod mig styre af ønsket om at please mit publikum.

Alligevel håber vi, at vi fik givet et budskab videre med vores arrangement. En opfordring til brugen af litteratur, og her skal det ikke blot forstås som læsning, men som et engagement. Vi ville med eventet vise, hvordan en faglig indgang til litteraturen kan være interessant og givende for publikum såvel som oplægsholdere, uanset de deltagendes litteraturfaglige kundskaber. Dette budskab kom forhåbentlig til udtryk gennem vores valg af, at eventet skulle være temabaseret, hvor det ikke var et kendisnavn, som var bærende, men hvor vi i stedet appellerede til folks interesse for et givent emne. Vi ville invitere folk ind i et rum, hvor de fik mulighed for at opnå større indsigt i erindring gennem både psykologien og litteraturen uden forudgående faglig viden.

Om eventet havde den ønskede virkning, er svært for mig at svare på. Hovedsageligt fordi jeg gennem hele arrangementet var så opsat på at stille gode spørgsmål og tale på den rigtige måde og sidde med ret ryg, at jeg ikke rigtigt selv oplevede det. Og bagefter kunne jeg kun tænke på, hvor meget jeg trængte til en kold øl.

Henvisninger

Dalsgård, Anne Lise, & Lund, Niels D. (2016). ”Danmark læser – en kulturkampagne mellem flere tider og mange dagsordener” i Nordisk kulturpolitisk tidsskrift, vol. 19, nr 2 (2016), s. 250-272.

Lund, Niels D. (2001). ”Litteraturformidlingens betingelser” i Biblioteksarbejde, årg. 21, nr. 61, s. 7-23.

Avisartikler

Blegvad, Ole (2017). ”Barsk barndom interview med forfatteren Sebastian Bune” i Pov.international 12. august 2017.

Ehrhorn, Michael (2017). ”Ny roman foregår i ringkøbing: Sebastian bune vil bryde tabu” i Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Sektion 1, side 7. 11. august 2017.

Ravn, Anna Raaby (2017). ”’Litteratur kan bryde med stereotype forestillinger om vold og omsorgssvigt’” i Information, Sektion 2 (Litteratur), side 4. 12. august 2017.

Schütt-Jensen, Kasper (2017). ”Jeg er vokset op med mangeorskellige forældrepar, og ikke alle var gode for os børn” i Jyllands-Posten, Sektion 1, side 16 (Kultur). 18. august 2017.