Anmeldelse af Katrine Quorning: moderGALskab, udgivet på Forlaget Forår d. 1. december 2019

Anmeldt af: Cecilie Bøgh Pedersen

Foto: Cecilie Bøgh Pedersen

Livet som nybagt mor er langt fra en dans på roser. Slet ikke når man ovenikøbet er arbejdsløs og har en femårig universitetsuddannelse i kommunikation, som – mildest talt – viser sig at være ubrugelig i virkeligheden. Det er dog lige præcis virkeligheden i Katrine Quornings nyeste bog, der fortæller den virkelige historie om, hvordan det er at få børn. Den handler ikke om graviditeten eller fødslen. Den handler om en ny mors forsøg på at balancere et liv med barn, mand og et nyt job, som hun faktisk ikke vil have. Og den er både brutalt ærlig, humoristisk og overraskende vemodig.

Bogen er inddelt i måneder og strækker sig over et år fra august til juli. Mellem fortællingen om livet som nybagt mor er der Quornings egne tegninger, som tilføjer ekstra liv og humor til historien. Ligesom i Quornings forrige bog Flaskebarn, så supplerer tekst og billeder hinanden, men modsat hendes forrige bog, så er man med moderGALskab slet ikke i tvivl om, at bogen ikke just er tiltænkt børn og unge. Den er nemlig brutalt ærlig og viser også de mindre kønne sider af forældrelivet. Det er på en og samme tid både dejligt befriende og skræmmende. Selvom bogen helt sikkert er mere relaterbar for folk med egne børn – måske især de nybagte forældre – så er den så underholdende og ærlig, at man sagtens kan læse den, hvis man er et helt andet sted i sit liv. Særligt som universitetsstuderende er det underholdende at læse om den nybagte mors kamp med et få et job med en universitetsuddannelse i kommunikation i bagagen. Underholdende og en kende skrækindjagende.

Hverdagslivets små mirakler

Quornings bog er først og fremmest en fortælling om hverdagslivet. Den har ikke noget egentligt handlingsforløb, men fortæller om alle de forskellige scenarier, man pludselig står overfor, når man har fået et lille barn. Alt fra sten-saks-papir-kampe om, hvem der putter den lille Jonathan til racerløb mod vuggestuen for at nå det i tide bliver fortalt på Quornings dejlig humoristiske måde – som i al sin absurditet alligevel forbliver realistisk. Især forholdet til kæresten Mark bliver sat på spidsen efter, at de er blevet forældre, og dette kommer til at blive et vigtigt element i bogen. Samtidig er den nybagte mor også på jagt efter et nyt job, men da hun endelig får det, opdager hun hurtigt, at hun slet ikke har lyst til at arbejde på et kontor, hvor opgaver hober sig op, og alle kollegaerne lægger sig syge med stress. Til tider bliver historien da også decideret vemodig eller trist at læse. Især når Musse – den nybagte mors veninde – får en depression og beskriver, hvordan hun har svært ved at stå op om morgenen og ikke kan få sig selv til at ringe til lægen. Særligt imod slutningen af fortællingen lægger Quorning virkelig ikke fingre imellem, hvordan det er, at være en nybagt mor; med kærlighedsproblemer, jobproblemer, en omklamrende familie og en svigerfamilie, der slet ikke forstår én. På den måde bliver virkelighedens kampe og problemer pakket ind i en tilpas portion humor, som får dem til at glide lidt lettere ned, når man læser dem:

”Jeg speedfodrer Jonathan med lidt for varm havregrød. Han får skoene omvendt på, og vi styrter ud ad døren med kun én vante. Jeg smider ham i klapvognen og bryder alle færdselsregler. En lille pige står fanget bag naboinstitutionens høje gitre og stirrer på os.”

Håbefuld slutning?

I takt med at historien skrider frem og problemerne gradvist bliver mere og mere seriøse, så kan man som læser godt føle, at der er sket et ubemærket skift et sted. Et skift, som ændrer bogen fra en sjov fortælling om realiteten ved at få sit første barn til en historie om stress, depression og en splittet familie. Først kan dette skift virke en smule abrupt og unødvendigt, men ved nærmere læsning (og eftertanke), så bliver det alligevel tydeligt, at det lige præcis er dette skift, som kan åbne op for noget mere. Bogen kunne nemlig sagtens have været endnu en morsom bog om livet som nybagt mor, men med dette skift lægger den lige præcis ikke skjul på virkeligheden, som ikke altid blot kan grines væk – hvor end man gerne vil. På den måde understreger historien også sin egen aktualitet, og den formår på trods af sin forbløffende dystre tone til sidst også at efterlade læseren med en smule håb om fremtiden. Der er mange andre ting, som er værd at nævne, når det kommer til moderGALskab –  eksempelvis den måde Quorning kommenterer vidunderligt spydigt og med masser af selvindsigt på forholdet mellem mænd og kvinder i forhold til børn og barsel – men så er det nok lettest bare at læse den selv. Der er grunde nok, for fortællingen er sjov, sarkastisk, absurd og, frem for alt, virkelig uden at blive overdrevet pessimistisk og bitter. Det er hårfin grænse, som Quorning lige akkurat formår blive på den rigtige side af.