Månesyg Voetmann i topform

Harald Voetmann: Alt under månen, Gyldendal, udgivet 28. marts 2014.

Anmeldt af Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

’Skrev han virkelig det?!’ spørger man gang på gang sig selv under læsningen af Harald Voetmanns nye roman Alt under månen. Voetmanns barokke groteskheder og absurditeter folder sig ud i al deres hæslige vælde i et 1500-tals-scenarium centreret omkring Tycho Brahes astronomiske virksomhed på Uranienborg.

Det er nok ingen overdrivelse at påstå, at vi danskere bruger rigtig megen tid på at tale om vejret. Men det til trods, hører det vist alligevel til sjældenhederne i litteraturen, at fortælleren fortløbende rapporterer om meteorologiske forhold. Alt under månen er undtagelsen. Regnen og sneen, solen og månen, lyset, mørket og blæsten – alle sammen allestedsnærværende i de dagsbogslignende optegnelser, som umærkeligt indfletter disse observationer mellem de almindelige hændelser i det barske liv på øen Hven i Øresund:

”Jeg sad øverst på skrænten med min ølkande og med ulveskindet om mig, så dem ro ind fra skibet. Tyge oprejst i bådens midte, en tændt lanterne dinglede fra hans næve. Fire mænd sled ved årerne omkring ham, og bagerst så jeg , hvad jeg vidste var bødlen og hans hjælper, selvom formerne ikke nøje kunne skelnes i tusmørket. Sydvest, temmelig klart og stille, mod middag tågeagtigt, mod aften og om natten uklart. Skrædderen og mølleren flygtede i ly af natten. Men her på slottet giver natten ikke ly.”

Jeg-fortælleren i ovenstående citat er angiveligt en af Tyges (dansk for Tycho) drabanter (i øvrigt en dobbelttydig betegnelse, som både kan betyde en personlig vogter og et objekt i kredsløb om en planet). Gennem hans blik følger vi, i afsnittene navngivet ”Drabanternes år”, årets gang på Uranienborg, hvor død, hor og bestialitet kun sporadisk afbrydes af de daglige og natlige vejrobservationer.

I andre afsnit, navngivet ”Breve fra Uraniborg”, er stemmen Tyges i en fjern og dyster melankolsk henvendelse til den allerede ved undfangelsen afdøde tvillingebroder. Om månen skriver han bl.a.:

”At jeg forstår hendes væsen, gør ikke hendes blik på mig mindre koldt […] Der bliver ikke tale om nogen tilnærmelse eller optøen fra hendes side. Hun er smuk som et flækket lårben. Hun er smuk som en hugtand, der lyner gennem rabiesfråde. Alt og alle, hun skinner på; vi er alt og alle i færd med at visne.”

En hæslighedsæstetisk gennemsyrer bogens metaforiske udtryk, som er tæt knyttet til en usleben korporlig råhed. Tyge fortsætter således ufortrødent:

”Skamben gnubbet mod svedigt skamben. Altid de forbandede skød, der åbner sig , sluger slim og harker blod ud. Altid den kyske måne, der glor ned på alle jordens harkende og slubrende skød. […] Et stort ondt øje, jeg har gloet op i livet igennem.”

Uden som læser nogensinde at komme helt ind på livet af den næseløse Tyge og hans tyngende verdenslede, beskrives i stedet på afstand hans skiftevise ønske om at glæde børnene på slottet med gaver og leg for kort efter blot at lade dem prygle i opbyggelighedens navn.

Som gæst på borgen har Tyge Per Lange; mislykket alkymist med hang til kostbare remedier som fx en bog skrevet med myrrha og abeblod på et tyndt pergament af hjortefosterhinde. En anden, om muligt endnu mere uduelige gæst er Falk Gøye, der mener at have modtaget en åbenbaring på en kro i Midtjylland, om hvilken han skriver en alenlang kommentar til Apokalypsen (illustreret i bogen ved at springe fra afsnit 4 til afsnit 23).

Absurde vanskabninger optræder og forsvinder på stribe, som fx Tyges perverse husdværg og den gamle mand, der dør siddende på hug med ekskrementerne på vej ud af tarmen og bliver stående vinteren over som en isstøtte. Eller den arm- og benløse Nikolaj, der agerer hofnar på en herregård, mens han på abnorm vis hopper og vrikker sig rundt på sin bagdel, der ved senere lejlighed viser sig at have tre lange tæer til støtte under den venstre balle.

Kort sagt: Voetmann boltrer sig med sin evigt kulsorte humor i en verden, hvor Oplysningen endnu har lange udsigter, og alting er udspændt mellem Guds retfærdige tordenrøst og jordelivets fordærv og livets flygtighed. Hvor en fragmentarisk plotmæssigfremstilling spejler den magtesløshed, fra hvilken mennesket betragter verdenshjulet rulle, og hvor vejret blot er ét af mange vilkår, man ikke er herre over. Det er eminent godt skrevet og rasende frastødende!

Udgivet: maj 19, 2014 | Kategori: Anmeldelser, artikler | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *