Anmeldelse af Viktoria Jäderling: Åh Lunargatan, udgivet 18juni 2019 på Forlaget Silkefyret, oversat til dansk af Maria Pedersen  

Anmeldt af Cecilie Bøgh Pedersen 

Foto: Cecilie Bøgh Pedersen  

Viktoria Jäderlings forfatterdebut, Åh Lunargatan, er en samling af noveller, som på én og samme tid handler om alting og ingenting. Faktisk er det svært at koge både novellesamlingen og de enkelte noveller ned til nogle få beskrivelser, der passende kan indramme, hvad Åh Lunargatan egentlig er. Men de har dog én sikker ting til fælles: Alle novellerne indeholder både absurde og smukke beskrivelser, der få læseren til at stoppe op og tænke sig om en ekstra gang.  

Meget kan man sige om Jäderlings novellesamling, men kedelig er den i hvert fald ikke. Og det på trods af, at de enkelte noveller ikke handler om så vanvittigt meget. Det er nok heller ikke så meget handlingen og plottet, som driver de små fortællinger fremad, men derimod de flotte beskrivelser, der pryder næsten hver eneste side og gør en simpel fortælling om en ung kvinde på sprogrejse til noget mere; helt præcis hvad, de bliver til, er også svært at sige. For alle historierne er besynderlige, finurlige og har en snert af noget absurd over sig. Det gør dem både mere interessante, fordi det får læseren til at tænke sig om en ekstra gang. Men samtidig kan det også blive svært at være helt sikker på, hvad man overhovedet læser, og hvor historierne egentlig er på vej hen.  

Mødre og døtre  

Åh Lunargatan er en utrolig flot bog med sin smukke, lysende-blå forside. Bag på den flotte bog står en beskrivelse af novellesamlingen, som blandt andet lyder: ”Viktoria Jäderlings debut består af 15 noveller, der handler om jagt og slagtninger, enorme brænde og tiltrækningskraft som en superpower, om mislykkede mødre, barnløse mødre og besværet ved at indgå i en familie.” Mere præcist kan det næppe siges, for novellesamlingen er som sagt svær at sætte en definitiv beskrivelse på. Som bagsideteksten dog også siger, så spiller mødre en gennemgående rolle gennem historierneDette ses blandt andet i novellen “Åh Lunargatan”, som deler navn med novellesamlingen, hvor en mor og datter tager på besøg i det hjem, hvor moderen voksede op. I huset bor nu en ældre dame ved navn Evy og hendes mand, som var øre-næse-hals-læge, før han blev helt blind. Novellen er på mange måder meget simpel; den handler kort og godt om Margaretha og Hild, som går igennem det gamle hus sammen med Evy, imens særligt Margaretha fortæller om sin egen barndom i huset. Hun fortæller blandt andet om, hvordan hendes far slog nogle små kattekillinger ihjel ved at putte dem i en pose og binde dem til bilens udstødningsrør, imens hun kunne høre, hvordan de mjavede desperat. Det er foruroligende beskrivelser som dette, der er med til at gøre det tydeligtat novellen handler om meget mere end blot tre kvinder, det går igennem et stort hus. Der er også flere decideret underlige beskrivelser i novellen – og hele samlingen generelt – hvor grænsen mellem virkelighed og fantasi pludselig udviskes. Hild kigger på et tidspunkt igennem et pynteæg, der står på kaminhylden, og kan pludselig se sin mors barndom for sig, og samtidig begynder hun pludselig selv at føle, at hun skal føde. Men mere end disse lettere urovækkende øjeblikke, så er det især bogens flotte beskrivelser, der bærer læseren fremad gennem virvaret af historier:  

Jeg siger mor. Og det er dig, jeg tænker på, O Hus. Det går op for hende, at hun aldrig selv kommer til at blive et hus. Hun vasker sine hænder. Sæben er hulgrøn og tør, skummer næsten ikke. Over for badeværelset ligger Margarethas gamle pigeværelse. Nogen har vippet persiennerne, så lyset fra Lunargatan falder ind. Hun kigger på stolen, som står tom midt i rummet. Men hun er også mere end dette hus, tænker Hild med en kuldegysning. Hun forlod mig for længe siden.”

God tid  

Selvom bogen er flot skrevet og historierne er unikke og tankevækkende, så er det alligevel som om flere af dem aldrig helt kommer i mål med det, de vil.  Det er en skam, for de starter ofte med at være meget smukke i deres simplicitet og den måde, de sjældent handler om noget alt for komplekst. Måske er det bedst blot at give sig god tid til at læse hver eneste novelle, for flere af passagerne skal helst læses en ekstra gang eller to gange for virkelig at få fat på, hvad der står. Og det skylder man både Jäderling og Maria Pedersen, som har gjort et godt stykke arbejde med at oversætte hver enkelt novelle. Men tager man sig den tid, som novellerne kræver og fortjener, kan man få meget ud af de korte, besynderlige, bemærkelsesværdige historier om livet og alle de måder, det kan leves på:  

”At væve er at gå i barndom igen, at være tilbagestående. Hun skal vokse baglæns på en måde, hun ikke forstår. Hun skal mislykkes. Hun skal mislykkes med kærligheden. Hun skal rødme, til hun dør.”