Manden, damen og dramaet

Manden, damen og dramaet

Manden, damen og dramaet

Interview med Kim Karmark på Løve’s Bog- & VinCafé, Aarhus, februar 2016

Af Sophie Dolmer

Fotograf: Sophie Dolmer

”Jeg kiggede ud på Nørregade. Busserne og alle bilerne, der kørte forbi. Det så næsten storbyagtigt ud.” Sådan tænker roman-heltinden Ninna, da hun befinder sig på Løve’s Bog- & VinCafé. Det er også hér, jeg befinder mig med Kim Karmark; skaberen af Ninna og forfatter til Ud i det hvide. Det er denne debutroman, vi en onsdag eftermiddag mødes over – foruden en kop kaffe og et glas hvidvin. Det skal handle om en debutants skønlitterære udfordringer, kvinder, der lyver, mænd, der lyver og dét drama, det må og absolut skal forårsage.

Skønlitterære skavanker
Springet ud i virket som skønlitterær forfatter har været en længere proces for Karmark. Trods sin mangeårige erfaring som tekstforfatter kræver det øvelse for ham at omlægge sit sprog fra hurtigt fængende overskrifter til virkelighedstro dialoger og tanker. Det er en øvelse, der allerede har resulteret i udgivelsen af både digte og noveller. Romangenren har været den endelige prøve.

Ud i det hvide har været under udarbejdelse i 2-3 år, hvor den ad flere omgange er blevet sendt ind til forskellige forlag, der har givet respons, som Karmark derefter har taget til sig for at gå hele bogen igennem – endnu en gang.

”Bogen har nok været dobbelt så lang. Alt for meget ævl, alt for mange scener, som man godt kunne have undværet, og som gør sindssygt ondt at slette, for her er hun [Ninna, red.] virkelig ude at skide – men det er måske nok at fortælle det tre gange. Det har nok været en af mine skavanker; jeg har været for begejstret for min egen historie, jeg ville så gerne fortælle den.”

Karmark har også komprimeret bogen ved at indsætte mere dialog fremfor lange indre monologer begyndende med ”jeg tænkte på”. Dette skaber en afveksling og giver mere liv. Han har brugt meget tid på at finde ud af, hvordan man taler ”bogsprog”. Det er utvivlsomt et tålmodighedsarbejde at skrive en roman: ”Når man har læst den for halvfjerdsindstyvende gang, kan man godt blive lidt træt af den. Men når man er igennem de første ti sider, så er det en fornøjelse.” Han tilføjer spøgende: ”Og så vil jeg hellere være sammen med Ninna end min familie!”

Kvinder lyver bedre og oftere end mænd
Romanens plot er født på en ferie i Berlin, hvor Karmark modtager en SMS fra sin kone, der er på vej dertil. Her begynder en løbsk tankestrøm: ”Hvad nu hvis den næste besked er fra Falck, der ringer om, at hun er død, og at det ovenikøbet var på vejen hjem igen? Hvilke hemmeligheder kunne der være gemt i den manøvre?” Disse spørgsmål udvikler sig langsomt til et plot om bedrag og løgne.

Det er netop løgnen og dramaet imellem mand og kvinde, der fanger Karmark gang på gang. Han har i en pressemeddelelse præsenteret Ud i det hvide med ordene: ”Kvinder lyver bedre og oftere end mænd”. Med et grin lægger han ikke skjul på, at det er her, den indre reklamemand har vist sig fra sin nyttigste side. Ikke desto mindre viser det sig at være sandt: ”Kvinder lyver bare lidt mere fesent end mænd. De lyver om deres vægt og om, hvad deres tøj i virkeligheden har kostet. Mænd lyver mere dramatisk – jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvad der er værst.” Netop disse tanker blev til grobund for den kvindelige hovedperson, Ninna: ”Det er interessant, hvordan man kan holde nogle ting uden for sin krop. Ninna slås jo med at lyve lige så meget for sig selv som over for omverden.” I Ud i det hvide viser det sig i sidste ende, at manden Frank holder på en løgn endnu større end Ninnas – Så hvem er den største løgner? Kvinden med de mange små løgne, eller manden med den ene store?

Som læser har det i høj grad forundret undertegnede, hvordan Karmark formår at skildre Ninnas til tider hysteriske kvindelige sind så autentisk; et spørgsmål, der længe har spøgt blandt andre. Hertil svarer han med en afslappet mine, at det har været ganske uproblematisk. Han fortæller om flere kvinder på Ninnas alder, som har henvendt sig til ham i forundring over hans evne til at kunne skildre, hvad de gik og troede, var deres egne forkludrede tanker:

”Det blev jeg enormt glad for. Jeg må have forstået et eller andet i den måde, kvinder tænker på, der måske ikke er så epokegørende fantastisk. Herregud, mænd og kvinder, hvor stor forskel er der? Mænd bliver såret, kvinder bliver såret, mænd lyver, kvinder lyver. Grundlæggende har de den samme drivkraft.”

Det bliver aldrig for sent at få en dårlig opvækst
Ud i det hvide handler om psykisk sygdom, nedstikninger, dobbeltliv og død. Og så handler det om alt, der kan foregå mand og kvinde imellem. Det er dramaet, hele historien er bygget op om, og hvis du har haft en lykkelig opvækst i Holstebro, er der altid alternativer: ”Det bliver aldrig for sent at få en dårlig opvækst. Så må man fandeme opfinde en!” insisterer Karmark og tilføjer flabet ”hvor svært kan det være?” For i skønlitteraturen er det netop løgnen, der finder sin rette plads i opdigtningens form. Det er ikke, hvor det gik godt, at vi finder dramaet: ”En hovedperson skal møde noget modstand, jo mere jo bedre”.

Det er en lille indre maskine, der trækker Karmark igennem alle de historier, han skriver. Det er en maskine drevet af drama, der som regel ender med at stamme fra et forhold imellem en mand og en kvinde; der vil altid være en fortid eller en flirt, som kan skabe ravage. Den skønlitterære debutant lader blikket vandre rundt imellem caféens borde og deres gæster: ”Det er sjovt at lægge mærke til de andre borde. Hvad der ikke sker ved dem, og hvad der sker; hvorfor er de der? Hvorfor har parret derhenne ikke snakket sammen i en halv time? Sådan noget synes jeg er interessant.” Det er altså de små iagttagelser, han gør sig, der kan blive til scener i en ny roman. Karmark fortæller, at det blot kan være en sætning, en mystisk vane eller et anderledes udseende, der kan blive til en linje i en bog:

”Det at være forfatter er noget, man enten er eller ikke er. Og når man endelig er det, så er man det hele tiden. Når jeg begynder på sådan en historie, bliver jeg én stor sensor af informationsindsamling, hvor jeg suger alting til mig og lægger mærke til historier, som jeg ikke før har lagt noget synderligt i.”

På den måde skaber Karmark hele tiden små historier og scener, som han har plukket ud fra både fremmedes, bekendtes og eget liv, og det som værende på den måde, netop han har oplevet det; det afgørende element for at kunne inddrages i historien. Da jeg spørger ham, om han genkender sig selv i hovedpersonen, svarer han straks: ”Selvfølgelig gør jeg det. Det gør jeg også i Frank, og det gør jeg også i Vester. Jeg tror, alle personerne er mig et eller andet sted. Mig set fra en eller anden vinkel.”

Mon ikke det er her, historiens nerve gemmer sig? Under pressemeddelelser, en tekstforfatters sprog-vaner, utallige gennemlæsninger og ikke mindst rettelser dukker hverdagsscenarier op, der med en smule fantasi og personlig indlevelse er blevet til et levende drama, der ikke er til at ryste ud af kroppen igen.

Vinglasset står tomt. Caféens baggrundsmusik og gæsternes snak bliver igen en del af mit lydbillede, der indtil nu kun har været koncentreret om vores tomandsbord. Inspireret træder jeg ud på gaden og retter min sensor efter noget, der kunne blive til en linje.

Fik du ikke læst anmeldelsen af Kim Karmarks Ud i det hvide? Så læs den her