Anmeldelse af Karl Ove Knausgård: Om efteråret, udgivet på Lindhardt & Ringhof d. 7. december

Anmeldt af Camilla Engkjær Laursen

Fotograf: Camilla Engkjær Laursen

”Nu hvor jeg skriver dette, ved du ingenting om noget, om hvad der venter dig, om hvilken verden du bliver til i.” Sådan indledes Om efteråret, der er første bind i Knausgårds nye bogserie. I alt udkommer fire bøger, opkaldt efter de fire årstider, som forsøger at indfange, hvad det vil sige at være menneske i en meget stor verden med alt, hvad det indebærer – både stort og småt. Det bliver dog aldrig storslået.

Jeg har været inkarneret Knausgård-fan, siden jeg læste første bind af Min kamp i 2012, så jeg glædede mig meget til første bind af hans nye tetralogi, Om efteråret. Men det har vist sig ikke at være så let for den norske forfatter at følge op på sit autofiktive murstensværk af en bestseller.

Om efteråret starter ud med et ”brev til en ufødt datter” efterfulgt af en lang række afsnit om æbler, plastikposer, Van Gogh, smerte og så videre. De enkelte afsnit fremstår som en slags litterære leksikonopslag, hvor Knausgård, egentlig på meget poetisk vis, beskriver fx en hveps og samtidig reflekterer over den og knytter den til sit eget liv: ”Madame Bovary gav mig det[te], at læse den som elleveårig var som at gå ud i en tidlig, køligklar sommermorgen hvor havet ligger stille og blankt, træerne står ubevægelige, og himmelen er dyb blå, ligesom uendelig, med solen langsomt på vej op.” Det bliver meget essayistisk og meget knausgårdsk på den måde, som han er kendt og elsket for. En halv sides beskrivelse af hvepsens udseende viser, hvordan Knausgård har ladet sig inspirere af børns nysgerrige, associationsrige og umidddelbare tilgang til verden og på den måde betragte hvepsen, som om man gør det for første gang. For Knausgård fører disse betragtninger og observationer tankerne videre til refleksioner over kunsten, livet og kærligheden. Det har dog en tendens til at blive en ensformig og forudsigelig læseoplevelse, da de mange afsnit ligner hinanden.

Afsnittene kommer ikke i nogen umiddelbar kronologisk rækkefølge, og der er intet emne, der er for stort eller for småt til at blive inkluderet. Flaubert, tyggegummi, smerte og opkast står side om side og bliver behandlet med den samme respekt, seriøsitet og oprigtighed (fx kalder han toiletkummen for ”badeværelsets svane”). Knausgård forsøger at beskrive livets for- og bagside, og livet kan godt være grimt, men så kommer der til gengæld et afsnit om solopgangen.

Hvad angår modtageren af bogen, er det ikke helt klart, hvem Knausgård skriver til. Bogen indeholder i alt tre breve til den ufødte datter, men han glemmer hende ofte og retter sine ord et helt andet sted hen. Det sker bl.a., når han kører ”børnene” i skole – ikke ”dine søskende”, men ”børnene”. Der er ikke helt gennemslagskraft bag form og indhold, så selvom han egentlig har gang i et både meget livsbekræftende og poetisk projekt, så imponeres og medrives læseren ikke på samme vis som af Min kamp.

Visuelt er det en meget smuk bog med illustrationer af den norske billedkunstner Vanessa Baird – der er virkelig blevet kræset for detaljerne! Man er som altid i godt selskab med den intelligente norske forfatter, men Om efteråret er ikke nogen imponerende fortsættelse af forfatterskabet. Det er en meget romantisk bog med Knausgård, der er flyttet ud på landet med hele familien, så de kan leve i en uforstyrret familieidyl. Desværre kammer det som oftest over og bliver patetisk og rørstrømsk. Hvis de tre næste bøger fortsætter det koncept, som den første lagde for dagen, kan det godt gå hen og blive en meget døsig oplevelse uden de store overraskelser.