Anmeldelse af Kenneth Jensen: Tragedie plus tid, udgivet 12. februar på Forlaget Antipyrine

Af Anne Skov Thomsen

Foto: Bogens omslag / antipyrine.dk

Det i det hele taget lidt underlige udtryk ’råt for usødet’ resonerer på lige så mærkeligt meningsfuld vis i Kenneth Jensens nye kortroman Tragedie plus tid. Det meste af værket udspiller sig på et slagteri, nærmere bestemt i vakuumpakkeriet, hvor livets kødelighed og dødelighed på fornemste vis går op i en højere enhed.

 

”Han er smurt ind i blod og lort, ham der afliver kreaturerne,” indleder Kenneth Jensen sin nye udgivelse. Det hele starter in medias res på slagteriet, hvor jeg-fortælleren har sin daglige gang mellem mænd, der hedder Flemming, Karsten, Ole og Torben. Og som man allerede kan fornemme i denne første linje, bliver der ikke lagt fintfølende fingre imellem med detaljerne i den blot 64 sider lange roman. Faktisk står der så lidt mellem linjerne, at det konkrete bliver så fysisk nærværende, at det næsten transcenderer sig selv og bliver symbolsk, som fx i: ”Det værste er at pakke haler” eller: ”humoren kan ikke altid overstige kødet, der nådesløst ankommer inde fra skærestuen” eller: ”Kødet har et stempel på fedtet”.

De nøgterne observationer står stærke og effektfulde, men samtidig også med en forløsende humoristisk tone og bevågenhed over for sproget, som kunne minde om one-liners i en bladkalender med Maren Uthaug-tegninger: ”Karsten må ikke sige ”Torben og jeg” for Torben, fordi det lyder svanset, i hvert fald når de er inde forbi i vakuumpakkeriet.”
Men netop denne sproglige intelligens, som forfatteren så åbenlyst besidder, gjorde også, at min læsning på et tidspunkt snublede over en ærgerlighed i teksten:

”Sjællænder [en af slagterkollegerne red.] har været ude af sig selv siden han mødte. Hans kone, Lone, flyttede i går, og det første han så da han tjekkede Facebook i morges var, at hun havde lagt et kælent profilbillede op af sig selv. Vi konkluderer for ham, at Lone bare vil gøre ham jaloux, han kører i ring, og vi forsøger skælmsk at mildne hans sorg ved at prøve at give ham håbet tilbage.”

Jeg begyndte fluks at spidse anmelderblyanten og sætte fede røde streger med tilhørende notater om ’stilistisk inkonsistens’ og ’utroværdighed’. For hvilken slagterarbejder, hvis sprog i øvrigt er præget af en lokal mundtlighed og indforstået slagter-jargon giver sig pludselig til at forklare, at han og kollegaerne: ”vi forsøger skælmsk at mildne hans sorg ved at prøve at give ham håbet tilbage?!
Eller hvad med: ”… alt det lort der førhen er sket, er intet i forhold til det der sker nu, jeg hader mig selv, min veninde er død, og jeg har ladet forfængeligheden sejre.”?

Det virker ærligt talt ikke som et selvrefleksionsniveau, der tilfalder et jeg, som ellers kan berette således:

”Vi klagede over kvaliteten af toiletpapiret, en sagde rammende, at det var som at tørre sig med crepe, det sugede ikke sveden, man sad bare og kørte lort og sved rundt i røven, det kradsede hæmoriderne til blods, alle kløede sig…”

Jeg var allerede begyndt at formulere dødsdommen i tankerne, da en lille oplysning i teksten lader inkonsistensen og utroværdigheden slå om i en udspekuleret, genial litterær spidsfindighed. Pludselig afslører jeg’et sig som novice-digter: ”Det var på dambruget jeg begyndte at skrive, jeg skrev efter pauserne var forbi, og ofte allerede inden de var begyndt.” Her er en karakter, som skriver og skriver om alt, hvad han observerer omkring sig. Og somme tider skrider stilen for ham, og somme tider overgår han sig selv uden måske helt at være klar over det, som fx i: ”der er ikke nogen der kan aflive 100 køer om dagen uden at det sætter sig”.

På denne måde kombineres romanens næsten surrealistisk konkrete billeder med en tilsvarende realisme i sproget: Det er ufiltreret, uraffineret og mosaisk som bevidstheden selv.

Kenneth Jensen har begået en virkelig skarp og underholdende lille bog, hvis mikroskopiske nærsynethed på de grotesk korporlige miljøer omkring et provinsslagteri former en effektfuld og absolut anbefalelsesværdig læseroplevelse!