Menneskelivets flygtighed og naturens evighed

Anmeldelse af Nescio: Små titaner, udgivet på Jensen & Dalgaard d. 28. oktober 2018, oversat af Miriam Boolsen

Anmeldt af Hans Peter Madsen

Foto: Bogens omslag // jensenogdalgaard.dk

En af Hollands største klassikere er nu endelig oversat til dansk. Nescios noveller behandler eksistentielle spørgsmål om ungdommens flygtighed og livets meningsløshed – og så er de ganske enkelt velskrevne.

Hvem elsker ikke forfattere, der som Harper Lee og J. D. Salinger kun udgav nogle enkelte ungdomsværker, før tekstproduktionen stoppede? Og hvem elsker ikke forfattere, der som Franz Kafka og Emily Dickinson først høstede anerkendelse efter deres død? Med den hollandske forfatter Nescio får man begge dele, og endda et pseudonym oven i hatten.

Nescio udgav tre noveller i 1910’erne og gik så ellers straks i glemmebogen igen. Først efter anden verdenskrig blev han for alvor ‘opdaget’ og i genudgivelserne fra 1946 og frem blev en samling hidtil uudgivne, kortere fortællinger føjet til de oprindelige tre noveller. På det tidspunkt var manden bag pseudonymet trådt frem: Nescio er latin og betyder “jeg ved det ikke,” og navnet dækkede over forretningsmanden Jan Hendrik Frederick Grönloh (1882-1961). Han valgte at skrive under pseudonym for ikke at sætte sin karriere over styr. Inden for de senere år er Nescio så blevet oversat til bl.a. engelsk, spansk, fransk, svensk – og nu dansk.

Eksistentiel angst i mødet med naturen

Nescios noveller handler om tabt ungdom og menneskets eksistentielle ligegyldighed i sammenligning med verdensaltets evighed. Temaerne bliver meget godt opsummeret i starten af “Mene tekel”:

“Vi var meget bedrøvede over alle de ting der var passeret og over vores liv som ville være forbi på et tidspunkt mens alle disse ting ville blive ved med at eksistere. […] [N]år de røde og hvide kastanjer havde blomstret et par gange mere, ville vi dø, mens vi stadig var midt i livet eller måske som gamle mænd, hvilket ville være endnu værre. Og atter ville himlen blive farvet rød og kanalen ville sikkert stadig være der, gul i skumringen, og de ville ikke lægge mærke til nogen forandring.”

Hvordan skal man dog forholde sig til, at ungdommen er flygtig og livet i det store hele uden betydning? De spørgsmål tumler Nescios hovedpersoner med indtil de bliver sindssyge af det. I den første novelle, “Snylteren”, møder vi Japi, der synes at have fundet en indre ro ved at melde sig ud af samfundet og i stedet tilbringe dagene med at betragte naturens skønhed. Men også han må til sidst indse, at naturen ikke er noget, man kan leve i samhørighed med, for naturen er evig og ligeglad med det enkelte menneske. Japis reaktion på denne indsigt er måske lige vel melodramatisk, men det giver anledning til masser af skønne sætninger. Især besjælinger er Nescio god til, som i denne underskønne solnedgangsbeskrivelse:

“Atter begyndte mørket hemmelighedsfuldt at krybe frem fra jorden, sådan som jeg så ofte havde set det. Dagens sidste lys hvilede skræmt og ængsteligt på bjergets top, dalen var fuld af mørke, en rød lampe tændtes på en stolpe ved siden af jernbanesporet. Der var dug i luften og himlen var grå og kiggede farveløst ned på den nedtrykte dag.”

Rod i plottet, men skønhed i beskrivelserne

Det er Necios omgang med sproget i naturbeskrivelserne, jeg har nydt mest ved Små titaner, og de længselsfulde ungdomsdrømmerier i samlingens to første og bedste noveller, “Snylteren” og “Små titaner”, giver anledning til mange af dem. Den tredje og sidste længere novelle, “Lille digter”, er derimod for ustruktureret og rodet til, at jeg rigtigt kunne holde af den: Her præsenteres vi først for underligt specifikke personificeringer af Gud og Djævlen, dernæst følger en længere historie om en lille digter og hans ægteskab. Først ca. midtvejs i novellen går det op for Nescio, at det han egentlig vil skrive om, er digterens svigerinde, Dora. Og det er som om, at Nescios kreativitet pludselig blomstrer op, så snart novellen finder sin hovedperson; straks begynder fine sætninger som denne at dukke op:

“I skæret fra gadelygternes lys i loftet kunne man se skyggerne af snefnuggene der nu var blevet lidt større.”

Sikke en fin beskrivelse: Fortællerens blik fæstner sig ret originalt ikke ved lyset, ikke ved snefnuggene, men ved skyggerne af snefnuggene, som lyset kaster op på loftet. Men selv Nescios herlige omgang med sproget kan ikke redde “Lille digter” fra at være en rodet novelle, der ikke kan finde ud af, om den vil være en allegori eller en gang eksistentialistisk ungdomsspleen i stil med resten af samlingen.

Hvis det, Nescio er bedst til, er stemningsbillederne og beskrivelserne, og det, han er dårligst til, er at konstruere et sammenhængende og gennemtænkt plot, er det heldigt, at Små titaner ender med seks helt korte tekster på mellem en og tolv sider. I disse kortprosastykker skrælles alt overflødigt fra, og Nescio giver sig hen til at beskrive omgivelserne, så en af samlingens bedste tekster, “En lang dag”, kan bestå næsten udelukkende af små indsnusninger af den natur, hovedpersonerne bevæger sig igennem. Det er nok til at gøre denne læser tilfreds – og nysgerrig på, hvad der mon ligger gemt derude af andre gode klassikere fra de mindre europæiske sprogområder.

Udgivet: november 26, 2018 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *