Mesterværk uden sammenligning

Anmeldelse af Charles Foster: Mit liv som dyr, udgivet på Gyldendal den 1. marts 2018.

Anmeldt af Kristine Kold Vestergaard Strandsby

Foto: bogens omslag / Gyldendal.dk

Har du nogensinde forstillet dig, hvordan det er at leve som et dyr? At spise regnorme som en grævling eller at flyve som en mursejler? I et forsøg på at forstå relationen mellem mennesker og dyr – og naturen generelt – har professor og dyrlæge, Charles Foster, søgt ud i naturen for at leve som dyrene og finde svar på overstående spørgsmål. Resultatet er Mit liv som dyr, og det er ikke blot et velskrevet og underholdende værk, det er også oplysende og fyldt med stof til eftertanke.

Sådan indleder Foster sit værk Mit liv som dyr. Umiddelbart lyder det som et umuligt projekt, og Foster er da også smerteligt klar over dette. Alligevel kaster han sig ud i det med en kæmpe entusiasme, der smitter af på læseren. Uden filter fortæller han om sine oplevelser som henholdsvis grævling, odder, ræv, kronvildt og mursejler.

Regnorme til middagsmad

Det første dyr, Foster beslutter sig  for at leve som, er grævlingen. Den holder til i små, underjordiske jordhuler omkring Wales, hvor den bruger dagen på at sove  for at samle energi til nattens ærinder. Sammen med sin søn tilpasser Foster sig livet som grævling i skovbunden og øver sig blandt andet i at bruge lugtesansen frem for synssansen, som ellers er menneskets primære sansemekanisme. Og så spiser de regnorme. Foster beskriver livligt, hvordan regnormen føles inde i munden på ham:

Det er beskrivelser som disse, der inddrager læseren, og det er et af værkets store styrker. Man kan nærmest fornemme regnormen i munden, og jeg tog mig selv i flere gange at føle smagen af jord i munden. Det er indlevelse med stort ’I’, og det er vist ingen underdrivelse at hævde, at Foster er gået planken ud i forbindelse med sit projekt.

Man kan i forlængelse heraf spørge sig selv, hvad meningen med galskaben er: hvorfor skal vi læse om en mand, der spiser regnorme og lader som om, han er en kronhjort? Til det ellers komplekse spørgsmål er der et meget simpelt svar: vi skal gentænke vores forhold til dyrene og naturen.

Et økokritisk budskab

Fosters værk er mere end noget andet en anmærkning til menneskeheden, der siden tidernes morgen har indtaget en overlegen positionen i forhold til dyrene og naturen. Foster hævder, at det er fejlagtigt at tro, vi ikke har mere til fælles med dyrene end som så, og ” hvis det […] føles sådan, er det fordi vores følelser er biologisk analfabetiske. De skal tilbage på skolebænken.”

Med dette budskab skriver Foster sig ind i en økokritisk litterær tradition, der stiller skrapt på det antropocentriske verdenssyn, som ynder at fremstille naturen som noget ”udefinerbart derude”, som vi mennesker ikke nødvendigvis behøver at tage stilling til. Mit liv som dyr sætter således fingeren på et ømt punkt i det moderne samfund. Dels fordi den gør op med modsætningsforholdet mellem menneske og dyr, dels fordi den skildrer menneskets utilstrækkelighed. Forstået sådan, at der stadig er meget (hvis ikke det meste), vi endnu ikke besidder en fyldestgørende viden om.

Foster mestrer den svære disciplin at være kritisk uden at virke belærende eller arrogant. Og kombineret med en kæmpe portion engagement og selvironi er Mit liv som dyr et mesterværk uden sammenligning.