Reportage fra litteraturfestivalen Vild med ORD, 24. Oktober 2015, Dokk1, Aarhus
Skrevet af Katrine Lund

Kulturredaktør Michael Bach Henriksen for Kristeligt Dagblad mødte til Vild med ORD forfatter Erik Valeur i en samtale om hans nyudgivne bog Logbog fra et livsforlis og udledte derfra også særheder, hastighedssamfund, og hvordan børn forsøger at hjælpe de voksne til at vinde mandlen og dermed også den eftertragtede mandelgave.

”Hvem er Viggo,” starter Michael Bach med at spørge Erik Valeur om. Viggo er hovedpersonen i Valeurs nye bog, der er udkommet i oktober måned, og som skribent Stine Liberty Svenningsen har anmeldt (læs anmeldelsen her: http://www.littuna.nu/skjulte-hemmeligheder-og-sammenvaevede-tilfaeldigheder/). Dette spørgsmål leder hurtigt over til den gængse læsers nysgerrighed om, hvor meget af forfatteren selv der er afspejlet i bogen og dens karakterer. Der viser sig også at være korrelation mellem forfatter og protagonist i dette tilfælde. ”Viggo er halvvejs mig selv,” svarer Valeur hurtigt. ”Jeg hedder Viggo til mellemnavn. Det holdt man meget godt skjult, da jeg var barn. Men nu her, hvor jeg godt ville prøve at beskrive en dreng, der vokser op, og har sådan et skjult univers indeni sig, hvilket er noget, jeg selv kan genkende, kaldte jeg ham Viggo. Jeg vil dog ikke sige, at alt, hvad Viggo gør eller tænker, er fra mit eget liv.”

Valeur fortæller om, hvordan Viggo er en karakter, der holder noget skjult for de voksne. Det fænomen er han generelt set interesseret i. Han tror, at alle børn holder noget skjult for de voksne, fordi de er bange for, at forældrene skal tro, at de har opfostret et sært barn. Det gør sig også gældende for voksne, mener Valeur, der har tanker, de er bange for at dele, fordi det er for sært eller pinligt, og man er bange for at blive afsløret.

Det viser sig, at der er flere lighedstræk mellem forfatteren og Viggo. De er begge opvokset i Gladsaxe og har den samme morfar. ”Min morfar sad hele min barndom i en øreklapstol og så sur ud. Nogle gange kravlede jeg op på skødet af ham og skubbede Berlingske væk. Det fungerede nogle gange. Mormor og mig lod ham også altid vinde i hjerterfri.” Valeur lod hver jul sin morfar vinde mandlen og dermed mandelgaven. Gaven var altid en marcipangris, som morfaren ikke kunne lide, og den lod derfor lov til at stå i en vindueskarm, indtil den blev for indtørret. Valeur var engang i et selskab af venner, hvor han fortalte historien, og flere af de andre kunne genkende det at have hjulpet de voksne til at få mandlen. Her griner publikum en del, for Erik Valeur fortæller begejstret, humoristisk og ofte så ivrigt, at han ikke får færdiggjort sine sætninger. Michael Bach skal lige vente med næste spørgsmål, til publikum – og ikke mindst Valeur selv – er faldet til ro.

Logbog fra et livsforlis handler også om en kritik af det samfund, vi lever i. ”Nu har jeg en gammel far på 94, og jeg må sige, at plejesektoren er blevet nedbarberet.” I bogen optræder karakteren Ove, der får et konsulentbureau, hvor han udsætter folk for teambuilding og andre moderne opståede behov. Firmaet hedder i øvrigt Blue Light Communication. Også dette ler folk ad. Da det så går dårligt under finanskrisen, får Ove øje på plejesektoren. Han får en brandgod ide til også at puge penge ud af de ældre, når de er døde. Det gør han ved at love evigt liv, som det viser sig, at mange mennesker gerne vil abonnere på.
Dét, Valeur kritiserer, er det hastighedssamfund, vi lever i. Der er et for højt tempo, der er for mange krav til unge, der skal præstere, og der er aldrig tid til de ældre. Man skal være forandringsparat, og folk bliver stressede over, at dagen i morgen måske ikke ligner dagen i går. Det er det hastighedssamfund, karakteren Ove blandt andre repræsenterer. ”Jeg synes, det er en trist udvikling. Det er for meget det her hastsamfund. Det er det, jeg prøver at få med ind i bogen med sådanne beske kommentarer,” fortæller Valeur.

Nu tager det netop fart. Valeur bliver mere og mere engageret i kritikken af samfundet, og han fortsætter: ”Der er for eksempel ingen, der tør løfte stemmen og sige: ’han har jo ikke noget på, ham der står ved whiteboardet.’ Der foreligger et gruppepres på arbejdspladser. Det er en form for terror, der sker, efter min mening.” I bogen er der også de to karakterer Palle og Poul, der er henholdsvis statsminister og justitsminister. Dermed repræsenterer de den absolutte magtelite i samfundet i modsætning til Viggo, der bor alene ude på et fyr. Og hvad laver Viggo egentlig derude på fyret? ”Jo, han har været sær hele sit liv og holdt det nede, og da den høje hastighedsudvikling begynder, så bliver han kværnet. Så får han med mellemrum nogle sammenbrud. Han skal skrive alt det underlige, der sker i ham, ned. Viggo har én stor frygt, han har båret lige siden, han var barn. Han ved noget om døden, som ingen andre ved. Det prøver han at formulere derude. Det er en viden, han tror, kan ryste hele samfundet.” Alle personerne i bogen befinder sig lige før de undersøiske skær, de ikke kan se. Altså lige før det skal gå galt. Og her må jeg så efterlade læseren i spænding efter at kende slutningen – som heldigvis er at finde i bogen selv.