Reportage fra forelæsningen ”Distinguishing the professor” ved (Claus Beck-)Nielsen, 25. februar 2015, Aarhus Universitet

Af Anne Skov Thomsen

Fotograf: Anne Skov Thomsen

Han har mange talenter og titler, manden, der nu blot går under navnet Nielsen, men som i løbet af sin kunstneriske karriere i øvrigt har lydt navnene Claus Beck-Nielsen, Das Beckwerk, Claus Nielsen, Helge Bille Nielsen og senest også Madame Nielsen. Som rocksanger og -guitarist, forfatter, skuespiller, dramatiker, kritiker, performance-kunstner (mange husker måske hans iscenesættelse af sin egen begravelse i 2010) samt mere ukategoriserbare interventioner i samfundet (som eksempelvis indførslen af en trækasse mærket ”Demokratiet” i Irak) har Nielsen prøvet kræfter med stort set alle egne af dansk åndsliv. Da han – på trods af, at han ikke kan bryste sig af nogen form for akademisk grad – i februar måned blev ansat som distinguished visiting professor ved Center for fiktionalitetsstudier på Aarhus Universitet, forekom det derfor også blot som kronen på et livsværk af en af Danmarks mest radikale selv-(op)ofrende kunstnere.

Distinguishing the professor

Som afslutning på sit gæsteprofessorat holder Nielsen en forelæsning for et auditorium fyldt til bristepunktet med unge litteraturstuderende, som er kommet for at opleve manden, der har skrevet den pensumomfattede ’biografi’ om en mand ved navn Claus Nielsen, der angiveligt ikke har noget personnummer og derfor er henvist til et liv på gaden, fordi ingen kan få hjælp i vores samfund uden at være registreret.

Efter en indledende pinlig tavshed på mindst et minut påbegynder Nielsen sin forelæsning og præsenterer sig selv på formfuldendt engelsk på trods af, at publikum, som han også selv påpeger, er danske. ”Er dét et tegn på fiktionalitet?” spørger han ud i rummet.
Dagsordenen for forelæsningen under titlen ”Distinguishing the professor” skrives af Nielsen med store klodsede bogstaver på tavlen: truth assertion – en påstand om sandhed. Hvad gør denne mand til ’særligt besøgende professor’ ved Center for fiktionalitetsstudier? Eller rettere: Hvad gør, at vi accepterer ham som sådan?

Akademisk realityshow

Nielsen beskriver med lattervækkende forundring sin indtræden som gæsteprofessor som at deltage i et realityshow – vel at mærke, hvor han selv er den eneste deltager.
Da Nielsen i starten af februar ankommer til bygning 1485 i Nobelparken og spørger efter Center for fiktionalitetsstudier, kan ingen til hans forbavselse fortælle, hvor det befinder sig. Og da han omsider kommer i kontakt med nogen, som kender til det, kan de kun meddele, at dette center ikke har nogen fysisk placering som sådan, ligesom han heller ingen professorkolleger har. Nielsen er altså ironisk nok inviteret til at træde ind i en rolle som professor i et center for fiktionalitetsstudier, som i sig selv mere eller mindre må opfattes som en fiktion. Ikke desto mindre får gæsteprofessoren tildelt nøglen til et kontor, hvor han kan sidde i sin professorstol ved et professorskrivebord og foretage sig ting, som professorer nu gør.
Nielsen illustrerer situationens absurditet for auditoriet ved at folde hænderne bag nakken og strække sig mageligt som siddende i en imaginær direktørstol.
Men tilbage til spørgsmålet: Hvad gør denne mand til ’professor’? Er det tilstrækkeligt, at en studerende, eller sågar institutlederen, tiltaler ham: ”Professor?” og han besvarer tiltalen med et anerkendende: ”Ja?” ?

Et uafgørligt tegn

Efter en kort pause i forelæsningen træder Nielsen igen op på talerpodiet, nu i skikkelse af den Karen Blixen-lignende kvinde Madame Nielsen, iklædt sorte gevandter, turban og rød læbestift. Tidspunktet er nu kommet for opklaringen af omdrejningspunktet for forelæsningen: påstanden om sandhed. Hidtil, forklarer Nielsen, har han optrådt som confessor, altså en som tilstår: ”Jeg er ikke professor.” Professoren derimod er den, der gør krav på sandheden ved at fremstille den for andre.

Det, som man overordnet set forsker i på Center for fiktionalitetsstudier, er de såkaldte signposts of fictionality; tegn på fiktionalitet. Man interesserer sig altså ikke for ’fiktion’ som en adskilt genre, men for fiktionalitet som en retorisk ressource eller modus, som kan anvendes i mangfoldige sammenhænge. Man spørger: Hvor eller hvornår finder fiktionaliteten sted?

Formålet med denne optræden som professor, fastslår Nielsen, har været at så tvivl. Ved at befinde sig i uafgørlighedszonen mellem fiktion og virkelighed bliver hans krop og selv et ubestemmeligt tegn, der stiller spørgsmål – ikke bare ved sig selv, men også ved alle andre: Han er kort sagt den ultimative signpost of fictionality. ”I am none, but a fiction,” konkluderer Nielsen og når derved tilbage til sit livsværks evige pointe om selvet og identiteten som en forestilling – en fiktion. Der findes ingen sand professor, fordi der ikke findes nogen sand autoritet.

I bedste absurdistiske stil afslutter Nielsen sin gæsteforelæsning med at synge en lille resumerende sang, som han akkompagnerer på sin medbragte guitar. Så kan vi jo tænke lidt over dét.