Anmeldelse af Cecilie Lind: Mit Barn, udgivet på Gyldendal d. 19/9-2019

Anmeldt af Anna Rosenbæk Fynbo

Foto: Anna Rosenbæk Fynbo

Cecilie Linds langdigt Mit Barn handler om noget så konkret og på samme tid diffust som det at blive mor. Den handler om en kærlighed, der både truer med at udslette jeget fuldstændig, men også er livgivende og aldeles overrumplende. Moderskabets vilkår er i Mit Barn det at blive overtaget af et andet væsen, hvor man i sidste instans må overgive sig til de kræfter, det er at sætte et nyt liv i verden.

Denne her bog er flere steder direkte på sammenbruddets rand. En nybagt mors helt flossede nerver finder vej ud gennem siderne, så det rammer læseren så hårdt, at man må stoppe op. For moderjeget er et følelsesapparat, der går i alle retninger fra glæde, angst, sorg til følelsen af uduelighed. Cecilie Lind udfolder i Mit Barn netop de følelser, der er forbundet med at bliver mor for første gang. Cecilie Lind skaber et sønderrivende poetisk sprog for den tilstedeværelse i grænsefeltet mellem at være totalt ude på dybt vand og så den nærhed og tryghed, der kommer af at skabe en familie.

Privat eller personlig kunst?

I forbindelse med udgivelsen af dette værk, opstod der en debat om værkets kvalitet med udgangspunkt i, at langdigtet bunder i forfatterens egne erfaringer med at føde og blive mor. Det udviklede sig herefter til en radiodebat mellem to anmeldere – henholdsvis Christian Stokbro Karlsen fra Nordjyske og Martin Rohr Gregersen fra Kristeligt Dagblad – på det nu hedengangne kulturprogram AK 24-7 på Radio24syv. Stokbro Karlsen gav værket to stjerner og mente, at værket var for privat og udelukkende et udtryk for forfatterens egne oplevelser, og som følge heraf manglede litterær kvalitet og et rum for læserens refleksion og evne til identifikation. Rohr Gregersen havde derimod givet bogen seks stjerner og mente, modsat Stokbro Karlsen, at værket vel nok var personligt, men også havde karakter af universalitet og at kritikken om, at noget er for privat, er en smule forældet og allermest minder om den kritik, der blev bragt i kølvandet på 1970’ernes bekendelseslitteratur.

Jeg lægger mig i slipstrømmen på anmelderen fra Kristeligt Dagblad og mener ikke, at det overhovedet giver mening at betegne dette værk som privat eller bruge det som kritik af bogen. Cecilie Lind adresserer det så fremragende selv og skriver i bogen ” PRÆSIDENTEN / FREMMEDHADET / UNDERGANGEN / GALAKSEN / MIG SELV”. Selvom langdigtet kan være ligefrem fysisk opslidende at læse, er det hverken selvcentreret eller navlepillende, men tværtimod et vigtigt vidnesbyrd, der er universelt kvindeligt.

Et centralt kropsligt perspektiv

I nyere dansk litteratur har der været og er til stadighed et stort fokus på kroppen som udgangspunkt for litteratur – og særligt i poesien. Mit Barn indskriver sig i den tendens. En fødsel er selvsagt en meget kropslig oplevelse, og Cecilie Lind beskriver poetisk både fødslen, men også de efterfølgende følelser og den kropslighed der opstår, når kroppen har været beboet af en anden. Fødslen har nogle steder nærmest maskinel karakter, hvor ”Jeg blev koblet fra mit foster / af en fremmeds hånd”, som understreger den fremmedgørelse, der er indlejret i digterjegets følelse af krop under fødslen. Jeget har tidligere haft en spiseforstyrrelse, hvilket står som kontrast til morkroppen. Den tidligere enorme trang til kontrol over egen krop bliver pludselig afløst af en fuldstændig ukontrollerbar kropslig tilværelse, hvor der konstant er et andet væsen, der har krav på den. Cecilie Lind beskriver denne nye kropslige identitet på en smuk og nuanceret måde, hvor jeget både savner kontrollen, men også selvopofrende stiller sig til rådighed for et andet liv. Mit Barn er poesi til alle mennesker – ikke kun mødre og kvinder – og den giver et indblik i den velsignelse og forbandelse det er at være mor for nogen på en måde, man kan spejle sig i.