Når hverdagens relationer bliver til litteratur

Anbefaling af Emma Bess: Mødre, døtre, søstre, udgivet på forlaget Rosinante den 26. januar 2018

Anmeldt af Simone Eriksen

Fotograf: Simone Eriksen

Debutantforfatteren Emma Bess har formået at skabe en novellesamling, som samler generationer på kryds og tværs. I løbet af novellerne kommer læseren tæt på flere familiære relationer, som alle har kendskab til, men som alle oplever forskelligt. Det er ikke alle, der har en søster eller mødt deres bedsteforældre, men Mødre, døtre, søstre giver et indblik i disse for nogen ”banale” relationer, men som for andre er en anden verden.

Igennem de otte noveller, som Mødre, døtre, søstre består af, kommer læseren ind i et univers, hvor kvinder og de kvindelige relationer er i fokus. Her spiller manden en minimal rolle. Det er befriende at læse en hel novellesamling om kvinder, der ikke handler om kærestesorger, voldtægt eller ”daddy-issues”. Novellerne behandler i stedet de relationer, som kvinder og piger har til hinanden i form af søsterbånd, mor-datter-forhold og undersøger hvilke tanker kvinder gør sig, når de finder ud af, at de skal være mor.

Når generationerne mødes

Den første novelle ”Fest” handler om en lillesøster, der ser op til sin storesøster og derfor vil gøre alt, hvad søsteren gør. Men storesøsteren skal til fest om aftenen og det er lillesøsteren stadig alt for ung til. Hjemme fantaserer lillesøsteren derfor om, hvad der kommer til at ske til den fest, som hendes søster skal til, og hun konkluderer også, at hun ikke er klar til det endnu.

Novellesamlingen bryder dog også med læserens forventning, da en anden novelle, ”Portræt”, handler om en ung kvindes forhold til sin farmor. Der er stadig tale om et forhold mellem en bedstemor og hendes barnebarn, men i dette forhold er der ikke en mor, som binder de to parter sammen. I stedet er der en far, men han lever ikke længere. En anden novelle, som også bryder med forventningerne, er ”Til stranden”. Den handler om to veninder, der bor sammen, og derfor deler mange ting i deres hverdag, men de lever stadig hver deres liv, med hver deres familie. Det er et godt twist, at netop venindeforholdet også får en plads i novellesamlingen, da mange i dag ser deres venner og veninder, som den familie, de selv har valgt.

Mødre, døtre, søstre adskiller sig på mange måder fra anden moderne litteratur, da den ikke handler om moderne verdenskonflikter, men i stedet om helt banale og hverdagsagtige ting, som kommer frem i lyset igennem de forskellige relationer, som vi mennesker har til hinanden. Netop derfor fandt jeg den også befriende at læse, da jeg kunne sætte mig ind i mange af de tanker og oplevelser, som personerne gennemgår i deres helt almindelige og hverdagsprægede liv. Om det så er at være uenig med sin mor eller beundring til en søster, så er det altid rart at vide, at andre også har disse ting inde på livet. For når alt kommer til alt, så er vi jo alle mennesker, der i større eller mindre grad har disse relationer i vores liv. Novellesamlingen viser, at de relationer dikterer en større del af vores liv, end vi måske først gik og troede.

Udgivet: maj 7, 2018 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *