Når shitposts kan give os håb

Når shitposts kan give os håb

Når shitposts kan give os håb

Anbefaling af The Yolo Pages, udgivet på Boosthouse april 2014

Anbefaling af Anders Holbæk

Foto: Anders Holbæk

The Yolo Pages er en antologi fyldt til bristepunktet med Twitter posts, redigerede JPEGs (et billedformat), internetaliasser, billeder af håndskrift, Snapchats og alskens alternativ digtning. Antologien har en quirky retorik og affekt, der uden tvivl vil være genkendelig for den yngre generation af internetveteraner. Midt i grænselandet mellem ironi og naivitet finder læseren værkets håbefulde oprigtighed og trodsige velvilje.

Poesi findes i alskens former, og internettet har med sine talrige platforme og afkroge givet autodidakte og selvstændige poeter et rum til at skrive og dele deres poesi nemt og bredt. Dette har ført til en bølge af eksperimenterende, alternativ poesi, der lever og udvikler sig på internettet. Forlaget Boosthouse’s ønske var ifølge dem selv at skabe en antologi, der kunne vise den store forskellighed og utrolige energi, der stadig findes den alternative litteratur, der holder til i forskellige kroge af det kolossale internet.

Safe spaces og selvironi

I introduktionen til The Yolo Pages skriver antologiens redaktører, at størstedelen af poesien i bogen er ’politisk poesi’. Vi har som samfund, ifølge redaktørerne, en tendens til at opfatte begrebet politisk poesi forholdsvist snævert, navnlig som poesi der direkte italesætter klimakrisen, flygtningelejre eller raceproblematikker. Men dette syn på genren er for ensidigt. I stedet bør politisk poesi også indbefatte og støtte alternative fællesskaber, skabt gennem kulturen og kunsten, der giver plads til politiske ideer, store som små.

”[…] so in a world where mainstream culture is tinged with varying amounts of racism, sexism, classism, ableism, homophobia, and transphobia, it becomes valuable simply to form communities and collections of writing where those ideas aren’t tolerated. To create beautiful or funny poetry that is merely compatible with anti-oppression politics may even contribute to the well-being of fellow activists. Even better is to create writing that reflects a worldview where such activism is celebrated or affirmed as part of the status quo of that community.”

Med en introducerende teaser som denne kunne man som læser nemt frygte, at antologien hurtigt ville blive selvretfærdig og selvhøjtidelig, men den undgår dette ved på én gang at prædike og ironisere sin egen prædiken. For eksempel med tekstbidder som disse:

”Jos Charles @josdcharles: I CAN’T COME TO DINNER MOM IM SOLVING HOMOPHOBIA ON THE INTERNET”
“word document @wierd_bug: how can I somehow… use selfies..to stop climate change…”

Disse tekster er humoristiske, fordi at de både indeholder en fundamental sandhed – mange af os kan godt lide naivt at tænke, at vores tilstedeværelse online i dialoger hjælper verden på en eller anden udefinerbar måde – og samtidig er de blæst så meget ud af proportioner, at det bliver understreget, hvor skrøbelig den idé er. Hvis The Yolo Pages blot ubarmhjertigt ironiserede håbet for en bedre verden, én der bliver skabt gennem små sejre, ville værkets affekt i bedste fald fører til en humoristisk pessimisme. Hvad der i stedet gør antologien så interessant, er at den både fastholder den kerne af sandhed, der er i udsagnene og samtidigt ironiserer den. Hyperbolske tekster som de førnævnte står side om side med oprigtige opråb til håbefuldhed:

”jon snow @blaxstronaut: congratulations if you got out of bed this morning. That was a victory, and it takes a hundred little victories to win a war”
”Santino @santinodela: TODAY I AM GOING TO DO THE THINGS I LOVE WITHOUT SELF DOUBT OR FEAR OF JUDGMENT BECAUSE THIS IS MY LIFE”
”BE PRESENT / BECAUSE THE WORLD NEEDS YOU” (skrevet på et billede af Jorden)

På samme måde kan man anklage samlingen for at have en titel med en lidt tvivlsom kulturel ballast. Det skyldes den massive mængde parodieringer, akronymet yolo har fået, efter rapperen Drake brugte det. Yolo er en forkortelse for ”you only live once”. Mange tænker i dag på ordet som cheesy eller kitsch, men det forhindrer ikke idéen bag akronymet i at have en kerne af sandhed, der igennem en ’carpe diem’-tankegang har været objekt for litterær interesse i flere tusinde år. Antologien løfter ikke ’yolo’ ud af sin status som lidt af en joke og forsøger heller ikke at ignorere den status. Den lader derimod akronymet sidde der, men insisterer samtidigt på det oprigtige i sensibiliteten bag det.

Shitposts og screenshots

For mange læsere vil mængden af Twitter posts og redigerede JPEGs nok være udfordrende i forhold til at tænke på The Yolo Pages som en seriøs poesiantologi. Selvom størstedelen af værket stadig er poesi i en mere traditionel forstand – idet værket også er spækket med digte, som mange af os nok ville betegne som “normale” – vil mange nok ved første øjekast opfatte en god procentdel af værket som glorificerede shitposts – posts med en aggressiv, ironisk og næsten drillende dårlig eller fjollet kvalitet – og for nogle af de individuelle tekster, vil det heller ikke være helt forkert. Antologiens styrke frembringes i de større linjer, der ligger gennem de mange forskellige forfatteres tekster. Håbefuldhed uden kritik ville lyde naivt, kritik uden håbefuldhed ville lyde kynisk og pessimistisk. Begge dele ville lyde hult. Det er i samspillet mellem værkets ironi, eksperimentering med form, humor, den trodsige oprigtighed og insisteren på at håbefuldhed, at værkets sande poetiske styrke ligger.

”word document @wierd_bug: an old man scrolling thru the Instagram account he made as a teen w shaking fingers. “yolo…” he whispers, wiping a tear from his eye”