Når skilsmisse bliver en tragikomisk affære

By littunAdmin Anmeldelser

Når skilsmisse bliver en tragikomisk affære

Når skilsmisse bliver en tragikomisk affære

Anmeldelse af Kristina Nya Glaffey: Mor og Busser skal skilles, udgivet på Forlaget Gladiator, d. 29. september 2016

Anmeldt af Anne Sophie Parsons

Foto: Bogens omslag / forlagetgladiator.dk

Ægteskabet kan være en svær størrelse. Familierelationerne bliver naturligt endnu mere komplicerede når de to parter vælger at blive skilt. Opfølgeren til Mor og Busser (2014) tager fat hvor den forrige bog efterlod værkets titelkaraktere; Mor og Bussers forhold har nået sin ende, og begge kvinder har indgået nye forhold, med dertilhørende nye stedbrødre på slæb som følge for børnene. Mens udgangspunktet lyder som en trist forudsætning for værket, er det langtfra hvad læseren bliver budt; med ligelige dele humoristiske og skarpe observationer omkring det moderne parforholds op- og nedture, bliver den danske sammenbragte familie sat under lup på mesterlig vis i Mor og Busser skal skilles.

Og de levede ikke lykkeligt sammen til deres dages ende

På omslaget betegnes romanen som en ”romantisk tragedie”, og med denne genreklassifikation kridtes den ventende læseoplevelse op fra start. Men romanen er ikke kun tragisk, idet den fortrinligt formår at balancere komik og alvor i sin vekslen mellem tunge emner som AIDS-krisen i 80’erne og barndomstraumer, over for lettere indslag som den underholdende og konstante replikudveksling imellem mor og Busser. Igennem den unavngivne jeg-fortællers børneøjne præsenteres læseren for den lesbiske kernefamilie, bestående af Busser, mor og lillesøster Emma, der allerede på første side får sit trygge eksistensgrundlag trukket væk under sig: Busser flytter nemlig i kollektiv med tre venner, idet hun har indledt et nyt forhold til en fælles bekendt. For at komplicere tingene endnu mere er det én af mors eks-kærester. Mor og Busser skal skilles starter dermed fra første side med at slå skår i illusionen om eksistensen af det perfekte, eventyrsagtige forhold, der vil holde til tid og evighed. Folk er nemlig generelt forfaldende til at glemme:

[…] at der ikke er nogen andelslejligheder og skatteregnskaber og opvaskemaskiner inde i Tornerose og Askepot og alle de andre historier, deres forældre læste for dem, da de var små, og i det virkelige liv, siger Busser, der kan man godt blive nødt til at skifte prinsessen ud en gang imellem, men derfor kan det altså sagtens ende med at blive en rigtig fin historie alligevel. (s. 88)

Som det foregående citat peger på, besidder Glaffey en evne til stilsikkert at ramme en særlig blanding af en ligelig forståelse af ønsketænkningens kraft og forestillingernes umiddelbare uopnåelighed. Denne balancegang mellem glansfulde ønsker og virkelighedens realitet ses eksempelvis i de nærmest henslængte, spidsfindige bemærkninger omkring et forhold: I sidste ende består det af to personligheder, der på én og samme tid sander at man må gå på kompromis med hinanden, mens man også stritter imod hinandens forskelligheder:

Busser siger, at de voksne tit har en masse ord inde i hovedet, som hopper rundt mellem hinanden, og som ikke kan finde vej ud af munden, og derfor kan det være en god idé, at de spiller ludo eller ser lidt fjernsyn i stedet for, og så siger mor, at det også kan være en idé at gå til noget, der hedder parterapi, som er et rum med nogle lyse og venlige farver på væggene og en hel masse lommetørklæder i en æske på bordet, og så siger Busser, at det kan det muligvis, men at nogle mennesker synes, det er lidt dyrt at betale 1.800 kroner i timen for at få skældud, når de kan få det helt gratis ved at glemme at pakke Emmas og mit gymnastiktøj eller kommer ti minutter for sent til et møde i banken. (s. 15)

Social arv og serielt monogami

Alt imens Busser og mors forhold langsomt udfaser – og nye kærestebekendtskaber introduceres i form af mors Maja og Bussers Carl og Gustavs mor – bliver kvindernes sociale baggrund opridset, hvor udgangspunktet er en delt barndom i fattig-firserne. Dengang var de voksne ikke ”[…] sådan rigtig voksne, ligesom de er i dag, de var mere sådan en slags store babyer, som bare havde taget brune fløjlsbukser og syntetisk træningstøj på […]” (s. 77) ifølge Busser. Arven fra en forældregeneration, der ikke har formået at tage vare på sig selv og den foregående generations opfattelse af ægteskabet som en kvælende institution, varer ved som følelsesmæssige efterdønninger i mor, Busser og Carl og Gustavs mors individuelle liv.

Spørgsmålet om hvordan man holder sammen på en familie, og hvorvidt den sociale baggrund samt forældrene har indflydelse på hvordan personligheden formes senere i voksenlivet, er definerende for værket som helhed. Det samme er kærlighedslivets uplanlagte hændelser, som Bussers ubelejlige forelskelse i mors eks-kæreste, der bliver skildret på en underspillet og alligevel tiltalende måde i sin ligetil beskrivelse:

Og pludselig midt i det hele, siger Busser, opdagede hun, at Carl og Gustavs mor hår skinnedede sådan helt mærkeligt, som om noget af solen var faldet ned i det, og så blev hun nødt til lige at røre ved det for at se, om det nu også kunne passe, og så sad hendes hænder pludselig fast, og så var det, som om de aldrig rigtig kom fri igen,  heller ikke selvom hun skyndte  sig at løbe ud ad døren og ned på gaden og ind i en butik for at købe nogle meget dyre julegaver til mor og Emma og mig. (s. 35-36)

Mor og Busser skal skilles er en bog, der portrætterer det komplicerede, følesesmæssige terræn man må gebærdige sig i, når kærligheden uventet bliver fundet et andet sted end i det faste forhold, og de værdier og livsopfattelser, der overleveres fra generation til generation i selve skabelsen af en familie, må tages op til revidering. Det er en svær opgave at skildre dette rent tekstligt, uden at være forfaldende til litterær farce – men projektet lykkes klokkeklart hele vejen igennem.