Når storken svigter

Anmeldelse af Pelle Hvenegaard: Kære Zoe Ukhona, udgivet på People’s Press d. 12. april 2018

Anmeldt af Simone Eriksen

Fotograf: Simone Eriksen

Mange danskere har igennem tidens løb fulgt Pelle Hvenegaard, skuespiller og tv-vært, på Instagram, og derfor ved mange også, at han og hans kone i 2016 adopterede en lille pige. Hvad mange ikke ved er, hvor hård en kamp det har været for Pelle og hans kone at kunne få deres drømmebarn, hvilket bogen Kære Zoe Ukhona giver et indblik i.

Jeg selv er en af dem, som har fulgt Pelle Hvenegaard på Instagram, og jeg har også nydt at kunne følge med på sidelinjen, da han og konen Caroline fik en datter ind i deres liv. Derfor vidste jeg også med det samme, da han på Instagram erklærede: at han ville skrive en bog til sin datter Zoe Ukhona, at jeg gerne ville læse den, da jeg, ligesom så mange andre danskere, er nysgerrig på de kendtes privatliv. Jeg havde derfor en masse forventninger til bogen, da jeg første gang stod med den i hånden. Mange blev indfriet, mens andre ikke gjorde.

Personlighed til det ypperste

Noget, jeg blev meget positivt overrasket over, var hvor personlig bogen faktisk er, Pelle starter fortællingen med, hvordan han og hans kone mødtes – at det var kærlighed ved første blik for dem begge. Derudover fortæller han også om deres forsøg på at blive gravide ved hjælp fra både offentlige og private hospitaler. Man følger processen fra det optimistiske par, der håber på, at de vil blive gravide, til et par, der står tilbage efter mange forsøg og skuffelser – uden et barn. Intet er pakket ind, hverken følelser eller reaktioner, hvilket jeg synes giver bogen  meget personlighed. Man får derfor også stor empati for Pelle og Caroline og til tider var det eneste, der fik mig til at fortsætte med at læse, da det virkelig er følelsesmæssigt drænende læsestof, tanken om, at jeg vidste, at de en dag ville få et barn, netop fra Instagram, da processen til målet var så lang og hård. Den personlige rejse, som Pelle fortæller om, gøres kun mere håndgribelig af deres private billeder. Disse er indsat i bogen, og på den måde fungerer de som et slags parallelt fotoalbum, der kobles på de hændelser og begivenheder, som bogen rummer.

Ikke kun adoption

Noget, der virkelig overraskede mig, var, hvor lidt selve adoptionen og Zoe Ukhona rent faktisk fylder i bogen. Jeg havde troet, nu hvor Pelle skrev til sin datter, at hun ville fylde mere, men det er ikke tilfældet. Det, der fylder mest, er faktisk selve kampen om at få et barn, altså de utallige forsøg på at blive gravide med lægernes hjælp, og hvordan det påvirkede deres hverdag. Der havde jeg måske forventet, at det var adoptionen af Zoe Ukhona, og deres nuværende liv med hende, der havde været i centrum. Adoptionen kommer også på banen. Hvenegaard fortæller om processen, og hvor lang tid det tager, men stadig havde jeg nok forventet at deres datter fyldte mere i bogen rent fysisk. Nu er det ikke fordi, at Zoe Ukhona ikke er med, det er hun, men på en mere anonym måde, da Pelle igennem hele bogen taler til et ”du” og refererer sig selv og Caroline som ”din mor og din far” – hvilket også fungerer godt, men ikke var det, jeg havde regnet med.

Forsøg ikke at græde

Som sagt rummede bogen ikke alt, jeg regnede med, men den rørte mig flere gange. Jeg har ikke selv børn og kan derfor ikke sætte mig helt ind den smerte, som rammer, når man ikke kan få børn. Men jeg kan sagtens sætte mig ind i det følelsesregister, som bliver beskrevet. Netop derfor synes jeg også, at bogen henvender sig til et meget bredt spænd af mennesker, og at den kan være en hjælp for par, der selv prøver at få børn. Samtidig giver Kære Zoe Ukhona også en indsigt for uvidende unge, der endnu ikke er begyndt at tænke i familie, hvor svært det rent faktisk kan være at få sit drømmebarn.

Så frem med lommetørklædet, og husk, at det trods alt ender godt!

Udgivet: juni 11, 2018 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *