Når tiden står stille

Anmeldelse af Cecilie Løveid: Vandreutstillinger, udgivet på Kolon Forlag november 2017

Anmeldt af Anna Rosenkrands Uldall

Foto: Helge Skodvin / Forlag Kolon

Hvad er fiktion, og hvad er virkelighed? Dette er et spørgsmål, der til stadighed ransages i kunsten. Cecilie Løveids nyeste digtsamling Vandreutstillinger beskæftiger sig ligeledes med problemstillingen, men hun gør det på et helt andet niveau; hendes digte relaterer sig nemlig til eksisterende kunstværker, der gennem denne anvendelse levendegøres og (gen)aktualiseres.

Den norske forfatter Cecilie Løveid debuterede i 1972 med romanen Most, og hun har således et langt forfatterskab bag sig, som er yderst produktivt og blandt andet rummer digtsamlinger, romaner, billedbøger og teaterstykker. Den seneste udgivelse fra hendes erfarne hånd, Vandreutstillinger, vandt i november sidste år den prestigefyldte Brageprisen indenfor lyrik, og digtsamlingen var faktisk nomineret til denne norske litteraturpris allerede inden den blev udgivet. Vandreutstillinger handler om netop at vandre rundt på udstillinger, og om, hvordan kunsten bliver levende i samspil med beskueren. Digtsamlingen består af en lang række ekfrasiske digte, der alle tager udgangspunkt i et kunstværk – et maleri, en skulptur, et teaterstykker eller en performanceinstallation. De velkendte kunstværker, der skildres, bliver altså trukket ud af deres oprindelige kontekst og indsat i en ny, og på denne måde bliver deres kunstneriske tyngde forøget.

En digtsamling der strækker sig i det uendelige

Løveid vender sig mod kunstværker, der spænder vidt i udtryk og historisk tid; både Bayeux-tapetet fra cirka 1070 og mindesmærket til ære for de dræbte på Utøya – Jonas Dahlbergs Memory Land (2014) – er eksempelvis repræsenteret. De store tidsmæssige spring tematiseres i det afsluttende digt, der er en hilsen til John Donnes prædiken Death’s Duel fra 1630:

”Dere ser at jeg ikke har med det store timeglasset til preiken i dag, sier John Donne. Jeg gidder ikke å måle tiden mer. / Jeg har sett timeglass renne og renne. Kort sagt. Timeglassene varer ikke. De renner aldri oppover. Uansett hvor store de er, hvor perfekt fylte de er, hvor lenge sanden faller, hvor godmodige de er som metaforer, har de rent ut når du skal snu dem.”

Den engelske digter og præst, der døde i år 1631, bliver gennem Løveids medrivende ord vakt til live.  Denne vækkelse af de døde er gennemgående i Vandreutstillinger; i stedet for blindt at fokusere på kunstværkerne, træder kunstnerne, der har frembragt de forskellige værker, frem. Malerierne bliver levende, kunstnernes kærlighedsliv skildres og midt i det hele befinder læseren sig. Når man læser Vandreutstillinger er man til stede i et konstant nu, der strækker sig fra de tidligste tider til læserens egen nutid.

Det ubekendte træder frem

Et digt i Vandreutstillinger indledes med ordene: ”Jeg tror ikke noe før det er sant.” Her iscenesætter Løveid en konstant dobbelthed mellem det sande, det virkelige og så det fiktive og uvirkelige. I udsagnet ”at tro” er der indskrevet en fundamental usikkerhed, men hvis noget er sandt, er brugen af verbet ”at tro” vel unødvendig. Denne dobbelthed kommer til udtryk i et digt som tager sit afsæt i Graciela Iturbides fotografi Desierto de Sonora:

”Det er vinden. Det er alt som blafrer.

Det er dette som får meg til å tenke på en englevinge.

Men.

Det er bare skygger!

Det er bare sand.

Det er bare korn i fotopapir.

Det er bare små og store korn i alt.

Fotopapir.”

Motivet på fotografiet ligner en englevinge, men digterjeget bliver opmærksom på fotografiets materialitet, og at det bare er et fotografi af noget, der ligner en englevinge. Løveid formår i Vandreutstillinger på fantastisk vis at forene det uhåndgribelige – abstrakte begreber såsom tid, kærlighed og fiktionalitet – med det konkrete, idet digtene er umiddelbare og letforståelige i deres ordlyd. Foreningen frembringer en unik læseroplevelse, hvor de mange forskelligartede kunstværker sammenbringes i ét skabende nu – alle kunstværkerne er gensidigt afhængige for de hviler på hverandre. Tiden står stille på en forunderlig måde under læsningen, der bedst beskrives med Løveids egne ord: ”Alt jeg gjør, gjør jeg for siste gang. Alt jeg gjør, gjør jeg for første gang.”

Udgivet: februar 5, 2018 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *