Anmeldelse af Caspar Eric: Jeg vil ikke tilbage, udgivet på Gyldendal d. 4. november 2020

Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard

Foto: Johanne Lehmann Daugaard

Når den verden, vi er vant til at eksistere i, vendes på hovedet, begynder en ny hverdag. En hverdag, hvor håndsprit og mundbind bliver en lovpligtig realitet, mens kram og nærvær hører tiden før pandemien til. Caspar Erics digte i Jeg vil ikke tilbage skildrer detaljeret og eftertænksomt den lockdown periode, vi alle har gennemlevet – og som vi langsomt, ved hjælp af mod, håb og tålmodighed, har måtte tilvænne os.

Danmark lukker ned den 12. marts 2020, og Caspar Eric starter en dagbog af digte for at holde styr på dagene. En dagbog, som skal vise sig at være både et personligt og universelt indblik i en hverdag af dage, der flyder sammen til en broget masse præget af mangel på nærvær og aktivitet og fyldt med forvirring, tidsfordriv og tanker om det, der var før og det, der skal komme. Trods digtsamlingen på mange måder er yderst personlig og indeholder konkrete situationer fra Erics eget liv, er det en samling, vi alle kan spejle os og genkende vores eget liv i. 

“DAG 30 / 433 indlagte / Nogen i en tv-serie / krammede og gav hånd / og et lille øjeblik / føltes det freaky, / som at se / Tvillingetårnene / i introen til Sopranos / eller noget i den stil.”

Nedlukningens universelle greb

Eric inviterer os først og fremmest ind i sit liv under lockdownen, hvor hans behov for at få tiden til at gå hurtigere, hans frustration over ikke at kunne se sine kære og hans ønske om en lysere fremtid belyses. Denne nedlukningssituation, ingen af os før har stået i, fungerer i starten som en spredt, dystopisk panik, men også en flugt fra stress og jag, et rum, vi kan eksistere i uden at skulle stå til regnskab for tiden og hverdagens faste gøremål. Her kan man blot være til stede og ikke tænke over andet end at slappe af og forsøge at nyde den pause, der i starten var estimeret til tre uger. Dog bliver denne ensformige døgnrytme uden planer og energi, uden mulighed for at besøge venner og familie uden risici, hurtigt ulidelig og tærende. Vi gruer over smittetallene og frygter fremmedes tilstedeværelse i offentligheden, og vi savner dem, vi ikke længere må se, mens verden omkring os langsomt gennemgår en forandring. “DAG 35 / 380 indlagte / Drømte i nat / at min farmor døde / uden at jeg nåede / at besøge hende igen. / Det hjælper ikke / på angsten for at miste hende / at jeg godt forstår / at jeg må blive hjemme.”

En verden i forandring  

Udover digtsamlingen som en personlig beretning i en historisk begivenhed, er den også et håb om bedre tider, solidaritet og en fremtid, der kræver skelsættende forandringer og indsatser.  I skyggen af vores fokus på eget ve og vel sker ting nemlig. Naturen lever sundt og frodigt videre omkring os “DAG 2 / Dét vi oplever / som et dagligt chok, / er også bare naturen / der opfører sig naturligt”, mens folk i andre lande kæmper for at overleve. “DAG 80 / 106 indlagte / I det mindste må man håbe / at folk nu forstår / andre der flygter / fra umulige kår / og tvinges til at efterlade / deres kære ved kyster.” Vi har alle travlt med at sikre os selv og vores nærmeste, men der er meget større ting på spil, når man bevæger sig op og tager et større perspektiv. 

En nøgtern detaljerigdom

Erics både personlige samt globale perspektiv i digtene er beskrevet præcist og klart. Der leges med en stor detaljerigdom, som rammer ned i vores samtid med relevante fænomener og begivenheder, men som på én og samme tid holdes stramt af den tankestrømsform, der trækker en ød tråd gennem hele digtsamlings stemme. Digterjeg’ets stemme har sin egen individuelle virkelighed, men stiller sig også overfor læseren gennem sine eftertænksomheder, bekymringer og henvendelser til sin omverden, som vi alle består af. På den måde er digtsamlingen et vidnesbyrd om en helt specifik og verdensomspændende begivenhed i starten af det enogtyvende århundrede, men som rækker både tilbage i tidligere og ud i fremtidige krisesituationer.

Jeg vil ikke tilbage til det der var før

Eric formår med sine digte at ramme ned i vores allesammens erindringer om en tid, vi aldrig vil glemme. Digtsamlingen minder os om ikke at tage de ting, vi kender og er vant til, for givet, og den husker os på at nyde livet og bruge tiden fornuftigt, mens vi er her. Samtidig er den en samfundskritisk løftet pegefinger om at huske hinanden og verden omkring os, og ikke lade pandemiens ofre gå i glemmebogen, men tværtimod handle på den indsigt og lærestreg, som den trods alt har givet os.