Nøglehuller på papir

Anmeldelse af Anne Prytz Schaldemose: Der var en gang den havde papirstynde vægge, udgivet på forlaget Jensen og Dalgaard d. 12. oktober 2017

Anmeldt af Sophie Dolmer

Fotograf: Sophie Dolmer

Der var en gang den havde papirstynde vægge, og dén gang var en mosaik af ét hundrede små fortællinger om, ja, gange og om de små udklip af tilværelser, der udspiller sig i dem. Romanen leverer blikke ind i banale hverdagsscenarier, finurlige øjebliksbilleder og afgørende livsbeslutninger, der alle beskrives med det minimalistiske sprogs enkelthed og afstandtagen fra den observerede virkelighed. Schaldemoses snapshotprosa er et forsigtigt kig igennem et nøglehul til en brøkdel af en fremmeds liv.

Bevægelsen fra ét til andet

I Der var en gang den havde papirstynde vægge introducerer Schaldemose hvert af de små prosastykker med den eventyrlige indledning ”der var en gang” for derefter at kaste de fortryllende ord ind i en jordnær ramme af vægfarver, indretning og solens lysindfald i det pågældende rum. Herefter zoomes der ind på det eller de liv, der indfinder sig, befinder sig, har gøremål og refleksioner imellem gangens smalle vægge – her bliver gangen, det typiske sted for transit, til et centrum for de mange skæbner, som værket beskriver. Fortællingerne er da heller aldrig stillestående, men derimod en bevægelse fra ét til noget andet. Således udvikler historien om den luksusbegærende rigmand sig til historien om den svært tilgængelige fugleredde i Norskehavet. Og historien om at vende sig væk fra lyset for enden af gangen, bliver til historien om en mand, der næsten var gået i døden. Fortællingen kommer således sjældent dens karakterer nær, fordi den bevæger sig fra ét øjebliksbillede til et andet.

”Et billede siger mere end tusind ord” siger man, og det er lidt det samme, der gør sig gældende i teksterne her. Man forlader scenen (eller gangen) lige så pludseligt, som man dumpede ned i den, og alligevel har man ud fra få linjer om en sovende mand i en stol, skabt sig et nuanceret billede af vedkommende. Det er heri, bogens potentiale ligger; i læserens egen fantasi, der blot skal have få stikord i form af noget abstrakt og noget konkret, en sætning og dens modsætning, for at kunne digte videre på historien: ”Han havde mildnet parterne, han havde dæmpet uroen, han havde vendt skuden og reddet verden, han lignede sig selv som dreng, når han sov.” Ligeledes er bogens bagsidetekst eksemplarisk, når det gælder teksternes evne til at vække en klar forestilling om et helt liv på få linjer: ”Et loppefund afslørede de, for det lød bedre end dødsbo, og de grinede til kameraet og lod, som om de ikke hver især tænkte, at løbet allerede var kørt.”

Kantede karakterer

Det er forundringsværdigt, at Schaldemose evner at vække klare ideer om en fremmed med så lille en tekst. Men efterhånden som man vender bogens sider, står det klart, at det netop ikke er en fremmed, der skildres i mange af teksterne. Karaktererne er i flere af fortællingerne nemlig stereotyper. Fortællingerne kommer ikke sine karakterer nær, fordi der ikke er nogen egentlig person at komme tæt på. Det er skildringer af den danske, kapitalistiske spidsborger, der kigger på hus, laver urealistiske nytårsforsætter, får botox og himler med øjnene. Disse personer reagerer nøjagtigt, som de skal, så ideen om ’den slags mennesker’ forbliver, hvor den altid har været, i stedet for at blive vredet i retningen af nye nuancer: ”Jeg er midt i en skøn bog, helt skøn hovedperson og et skønt persongalleri, sagde Damen og pillede ved sin ørering. Den føltes for tung i dag, guldet var begyndt at give hende hovedpine.” Overdrivelsen er komplet; kvinden er rig og berømt, siger ”skønt” om alt, og for hendes rigdom skal hun straffes af den lille hæmmende guldørering. Billedet er fuldbragt, alle kender typen. Men der er samtidigt ingen, som virkelig kender typen. Flere af karaktererne bliver altså til en vis grad karikeret, hvorfor man til sidst i fortællingerne savner større variation i persongalleriet, da man efterhånden har fået bekræftet alle de fordomme, man nu havde om visse rige ægtepar på jagt efter sin drømmebolig.

Det er menneskeligt at…

Indimellem disse kasser af stereotypisk skildrede rigmandsfolk gemmer der sig de kasser, som fortæller om nogen, som Schaldemose faktisk får til at ligne et rigtigt menneske.  Her afsløres de i små, finurlige hverdagsøjeblikke og i at have laster, som kun læseren kan se. Det er her de firkantede, små tekster i Der var en gang den havde papirstynde vægge sætter gang i refleksioner over noget, der ligner et scenarie fra et rigtigt liv; når den misundelige dømmer den lykkelige, når eksistensen kun er i kraft af andres bekræftelse af den, når man under opvasken er næsten lykkelig, og når rengøringsdamen i smug spiller på orkestrets instrumenter. Det er her, at man selv får lov at udforme dybden på noget, der ikke er formet for en på forhånd.

De hundrede små fortællinger bevæger sig altså i balancegang. På den ene side er de historier, man som læser selv får lov at udhule på legende vis. På den anden side: de historier der eksisterer på forhånd og virker nærmest provokerende, når man ud af nogle få, minimalistiske sætninger allerede har dannet sig en fuldvoksen stereotyp, der brølende fylder hele billedet og blokerer for enhver alternativ tolkning af det lille liv. Når gangene på de papirstynde sider ved bogens afslutning endeligt lukkes i, er det alligevel en mindre håndfuld fortællinger, der fortsat dukker op i bevidstheden. Det er dem, der ligner ens egen historie, dem der slet ikke ligner, og dem der måske engang kunne komme til at ligne, hvis ens eget liv blev set gennem et nøglehul.

Udgivet: november 20, 2017 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *