Litterær artikel om Norden i et musisk, litteraturhistorisk og mytisk perspektiv

Af Lea Grosen Jørgensen

Fotograf: Marieke Kuijjer

Efter at have oplevet den norske musikgruppe Wardruna live faldt mine tanker på Norden, og hvordan periodens asatro og vikingesamfund er blevet fortolket og iscenesat op gennem litteraturhistorien. Første del af denne artikelserie omhandlede interessen for den norrøne kultur i henholdsvis det 17. og 18. århundrede samt i et par nyere fantasy-serier. Denne gang fortsætter jeg i fantasy-genrens fodspor og undersøger, hvordan England og Skandinavien tilsammen har bidraget til den kunstneriske fortolkning af Norden, som stadig er i udvikling. 

Keltisk esoterisme og gotisk demokrati

Den svenske fantasyserie Fortællingen om Blodet (2009-2014) er ifølge sin forfatter Anders Björkelid et forsøg på at skrive klassisk fantasy på en mere nordisk måde. Björkelid nævner i den forbindelse, at han selv holder af Tolkien og deslige, men at meget fantasy imidlertid står i skyggen af dennes univers såvel som keltisk mytologi, angelsaksiske kilder og (forestillingen om)den britiske, mellemeuropæiske middelalder (jeg henviser til interviewet på forlagets hjemmeside). Medtænker man Arthurdigtningens udbredelse og det middelalderlige miljø, vi ofte ser udspille sig i serier som Game of Thrones (2011-) samt Tolkiens forfatterskab og fantasybaserede computer- og liverollespil, forstår man hurtigt Björkelids udsagn. Det er også værd at bemærke, at størstedelen af den populære fantasylitteratur tilmed er skrevet af amerikanske eller britiske forfattere – måske med den konsekvens, at netop det engelske sprog efterhånden har fået monopol på genren, dens arketyper og selve dens ordforråd. I så fald er Björkelids ambition desto mere forståelig. Konflikten, eller sammenfaldet, mellem en nordisk og en britisk form for fortidsfortolkning er dog ældre end fantasy-genren i sig selv, og stammer ligesom ”den nordiske feber” fra det 18. og 19. århundredes Europa og dets kulturpolitiske miljø.

I kølvandet på datidens indsamling og oversættelse af de islandske sagaer begyndte en række forskere at finde ligheder mellem de urnordiske og oldengelske sprog. Den engelske antikvar Thomas Percy påpegede i sit forord til den engelske udgave af Paul Henri Mallets Northern Antiquities (1770) disse sammenfald. Heri understreger han omhyggeligt, at der eksisterer en distinkt sproglig og kulturel forskel mellem, hvad han anser som det keltiske og det gotiske. Førstnævnte tæller blandt andet walisere og irere, hvis samfund anslås at være hierarkisk og skriftløst, hvor druider var en privilegeret befolkningsgruppe med esoterisk viden. Percy ser goterne, de senere skandinaver, saksere, germanere og islændinge, som kelternes modsætning, idet goterne opdrev runer som deres egen skriftform, hvorved kultisk viden og sagnfortællinger var folkeeje og ikke forbeholdt en lukket kreds. Indledningsvis retter Percy desuden en skarp kritik mod Romerrigets forvanskning af de gotiske folkestammer, som han til gengæld mener besidder en prædemokratisk styreform, som adskiller dem fra kelterne: ”Celtic nations do not appear to have that equal plan of liberty, which was the peculiar honour of all gothic tribes”. Med sit forord tilslutter Percy sig dermed det 18. århundredes kor af intellektuelle, som førte en forsvarstale for Norden ved blandt andet at tillægge perioden demokratiske værdier og dermed gøre den til et forgangssamfund, som især skandinaviske patrioter kunne spejle sig i.

Angelsaksernes nordiske arv

Goterne inkluderer i Percys optik også datidens angelsaksere, som stammer fra de germanske klaner, der invaderede Storbritannien efter Romerrigets fald. I løbet af få århundreder konverterede angelsakserne og udbredte kristendommen, hvorfor mange antikvarer og historikere fordybede sig i deres tekster for både at lære om middelalderens spæde år og ikke mindst den engelske kirkes grundlæggelse. Langt størstedelen af de angelsaksiske manuskripter er da også skrevet af gejstlige hænder og omhandler ofte et bibelsk vokabular og forståelsesramme, men indlejret i denne tidlige middelalderlitteratur er også en særlig fortidslængsel. Det ses i digte som The Ruin og The Phoenix, der besynger svundne civilisationer og Østens mystik. Det mest oplagte eksempel er nok heltedigtet Beowulf, i hvilken en kristen fortæller beretter om nordiske sagnkonger med dertilhørende nordiske krigerkodekser. På trods af deres hedenske uvidenhed gengiver den kristne fortæller Beowulf – og langt størstedelen af digtets personer – med respekt og hensætter endda handlingen til først Danmark og senere til Götaland. Den særlige retrospektive dualitet mellem fortælleren og det fortalte indfanger på sin vis den historiske bevidsthed, som kendetegner angelsaksernes tekster. Digtet rummer desuden det kulturelle sammenfald mellem England og Skandinavien, som Percy behandler i sin indledning, og som indgik i en større kulturpolitisk konflikt i det 18. og 19. århundredes interesse for Norden og middelalderen generelt.

Kaster man et blik på forskningen om Beowulfs poetiske og historiske indhold, vil man opdage, at forfatterne til langt de fleste publikationer er engelske. Det skyldes først og fremmest digtets angelsaksiske og dermed engelske herkomst, men dermed ikke sagt, at nordiske litterater og forfattere ikke kerede sig om manuskriptet og dets oprindelse. Faktisk medførte 1700- og 1800-tallets massive interesse for den angelsaksiske periode, at flere internationale forskere drog ligheder mellem det prækristne Skandinavien og angelsakserne, hvis østvendte kyster trods alt også blev invaderet af vikinger, der ligesom de gotiske folkestammer satte deres præg på England. Men netop de angelsaksiske krønikeskriveres fordømmelse af vikingerne fik også konsekvenser for datidens forskning: Ligesom krønikeskriverne anså mange engelske antikvarer Nordens befolkning, og ikke mindst danerne, for at være et vulgært folkefærd. De blev mere eller mindre gjort til syndebukke for den tidlige middelalders værste forbrydelser, og deres krigermentalitet stod i skarp kontrast til angelsaksernes kunst, sprog og frihedsidealer, der blev forbundet med kristendommen frem for den norrøne asatro. Udover at tage angelsaksernes historiske beretninger for gode varer, afspejler de engelske antikvarers nedvurdering af Norden også hvordan forskere påduttede historien politisk indhold fra deres egen samtid, der bar præg af evangeliske reformer, nationalistisk selvforherligelse og kampe mellem royalister og tilhængere af parlamentarisme.

Englændernes syn på Norden blev med tiden formidlet, efterhånden som Eddaernes poesi blev oversat og forskningen om det prækriste Skandinavien bredte sig på tværs af Europas grænser. Nu tildelte en lang række intellektuelle angelsakserne og vikingerne lignende eller samme demokratiske værdier, men selv om litteraternes hyldest til Norden mere eller mindre nåede sit højdepunkt i det 19. århundredes romantik, var konflikten mellem England og Danmark langt fra overstået. Englandskrigene (1801-1814) og Københavns bombardement i 1807 efterlod kold luft mellem de to nationer, og det kan være én af årsagerne til, at en forfatter som Grundtvig – og hans ellers massive bidrag til den angelsaksiske forskning – i mange år blev forbigået af englænderne, der værnede om Beowulf og andre manuskripter fra samme periode. Skønt Grundtvig var den første til at skrive en komplet oversættelse af Beowulf og tilmed planlagde at udgive samtlige angelsaksiske manuskripter i en moderne oversættelse, var flere englændere ikke interesserede i at overdrage deres artefakter til en udlænding. Konsekvensen blev, at Grundtvigs store projekt blev overdraget til engelske hænder i 1830. Selv skriver Grundtvig om englænderne, at de behandlede ham som en ”Dansk Viking, der […] vilde berige baade mig selv og Danmark med Englands Skatte”, men det forhindrede ham ikke i at fortsætte sin fordybelse i angelsaksernes manuskripter, hvilket i de senere år endelig har høstet anerkendelse indenfor den litteraturhistoriske forskning.

”Create something new with something old”

Grundtvigs tilfælde kan med rette sammenlignes med den udbredte favorisering af britiske kilder og fortidsfortolkning, som Björkelid ligeledes finder i fantasy-genren. Og måske har netop englændernes monopol på den angelsaksiske litteratur haft betydning for fantasy-genrens middelalderlige og mytologiske kronotop, eftersom manuskripter som Beowulf og deslige netop indkapsler de hedenske samfunds forvitring i den tidlige middelalder. De er samtidig vidnesbyrd for, at man selv i den tidlige middelalder fandt inspiration i Norden og iscenesatte dens kultur. Frem for alt understreger de, hvad Percy omtaler som Nordens internationale indhold, da angelsakserne på lige fod med skandinaverne, frankerne og germanere er af gotisk herkomst. Ligesom goterne går forud for vikingerne, går middelalderens egen fortidsfortolkning således forud for den middelalder, som den klassiske fantasy baserer sig på. I den forstand er Norden og England måske ikke så modsætningsfyldte, som man umiddelbart skulle tro.

Både den angelsaksiske poet bag Beowulf, såvel som antikvarer, oversættere og litteraturhistorikere og nutidens fantasyforfattere er alle meddigtere til vores forestilling om Nordens folk og fortid. Dette gælder også Wardruna, hvis koncept blev præsenteret af Einar Selvik, da musikgruppen skulle spille sit sidste nummer i Portalens teatersal i Greve: ”Wardruna is about creating something new with something old, rather than romanticizing about the past,” sagde Selvik, hvorved han anfægtede den lange historieforvanskning, der er undergået Norden, og som tæller både munkenes fordømmelse i de angelsaksiske krøniker såvel som nationalromantikernes ophøjelse af vikingerne og asatroen. Wardrunas målsætning er, måske ligesom Björkelid, ikke anti-engelsk eller anti-moderne. Den afspejler snarere et ønske om at bedrive en kunst, der består af kreativ nytænkning og samtidig benytter fortidens musiske traditioner, sprog eller mytiske verdensbillede med en gennemarbejdet autenticitet. Måske er dét egentligt den bedste måde at fortolke historien på – at omfavne sin egen fiktionalisering i selve processen og omsætte dette til noget kunstnerisk. Personligt kunne jeg ikke slå tanken ud af hovedet, da Wardrunas afslutningsnummer blev opført på scenen foran mig efterfulgt af et langt, stående bifald.

 

Referencer

  • Grundtvig, N. F. S. (1840): Phenix-Fuglen – et angelsachsisk Kvad, København: Fabritius de Tengnagel
  • Nielsen, Frank (u.å.): “Indledning” til N. F. S. Grundtvigs Bibliotheca Anglo-Saxonica. Prospectus, and Proposals of a Subscribtion, for the Publication of the Most Valuable Anglo-Saxon Manuscripts, Illustrative of the Early Poetry and Literature of Our Language. Most of Which Have Never Yet Been Printed [1830], teksten er tilgængelig på hjemmesiden Grundtvigs Værker, http://www.xn--grundtvigsvrker-7lb.dk/tekstvisning/3655/0#{“0″:0,”k”:0,”v0″:0} (12.12.2016)
  • Percy, Thomas (1809) [1770]: “”Preface” i Paul Henri Mallets Northern Antiquities I, Edinburgh: C. Stewart
  • Sweet, Rosemary (2004): Antiquaries – The Discovery of the Past in Eighteenth-Century Britain, London: Hambledon and London
  • Ulven og Uglens hjemmeside: “Vinter, genfødsel og nordisk fantasy – et interview med Anders Björkelid”, https://www.ulvenoguglen.dk/vinter-genfoedsel-og-nordisk-fantasy-et-interview-med-anders-bjorkelid/ (12.12.2016)
  • Wardruna (2009): Runaljod – Gap Var Ginnunga, Indie Recordings/Fimbulljóð Productions
  • Wardruna (2013): Runaljod – Yggdrasil, Indie Recordings/Fimbulljóð Productions
  • Wardruna (2016): Runaljod – Ragnarok, Indie Recordings/By Norse Music