Anbefaling af Marceline Loridan-Ivens: Men du kom ikke tilbage, udgivet på Rosinante, januar 2016

Af Alen Causevic

Foto: Bogens omslag / rosinante-co.dk

Anden Verdenskrig. Marceline og hendes far deporteres til Auschwitz. Hun overlever, han omkommer. En levetid senere udgiver hun deres fælles beretning som bog, og resultatet er intet mindre end fremragende.

Kære du,

Du skal vide, at jeg i de to forgangne dage har været og stadig er bjergtaget. Der skete nemlig det, at jeg i forgårs gik en tur ned til det lokale bibliotek for at låne en film, men i stedet tog noget helt andet med hjem. Jeg faldt over en gul bog, så lille, at du kan have den i baglommen, med titlen Men du kom ikke tilbage. Den er på kun halvfems sider, måler blot atten centimeter i højden og elleve og en halv i bredden, men ikke desto mindre indeholder den litteratur på størrelse med et åbent hav. Et hav, hvor bølgerne kaster sig smukt og vildt og totalt ubesværet i vandskorpen, et hav, hvor hvert mågeskrig kiler sig ind i brystet som en syl.

Året er 1944, femtenårige Marceline og hendes far, Shlomo, deporteres af nazisterne til koncentrations- og udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau. Hun fragtes til Birkenau, mens han ender i Auschwitz. Hun kommer tilbage, det gør faren ikke. Det, hun i dag husker tydeligst om ham, er ordene, han sagde til hende i en transitionslejr på vejen: Du kommer måske tilbage, for du er ung, men jeg kommer ikke tilbage.”

Han fik ret. Tooghalvfjerds år er nu gået siden da, og pigen står ikke længere på trappen til voksenlivet, men til døden. Derfor skriver hun dette brev til sin far; for en gang for alle at sige farvel, fortælle deres historie og forberede sig på at skulle herfra med sjælero.

Med udgangspunkt i mindet om faren og med hans profeti som ror skriver hun et overvældende smukt, reflekteret, modent og følsomt memoir. Men du kom ikke tilbage er skrevet mange år efter, begivenhederne fandt sted, og det bærer bogen stærkt positivt præg af. Formidlingen af nazirædslerne videregives med velovervejet stemme og afmålt præcision, og analysen og fortolkningen af traumerne i livets videre gang ligeså. Sproget er modent, poetisk og indsigtsfuldt på en måde, som kun mange års erfaring og visdom kan afføde. Marceline Loridan-Ivens skriver rent ud sagt som en drøm. Med flydende og forførende rytme, billedlige formuleringer og overvældende følelser skriver hun sig direkte ind under huden på sin læser, uden at det på noget tidspunkt synes overdrevet eller søgt. Her ét af utallige eksempler:

”Ordene havde forladt os. Vi sultede. Myrderierne var i gang. Jeg havde endda glemt mors ansigt. Så måske var din besked for megen pludselig varme, for megen kærlighed, jeg nedsvælgede den, så snart jeg havde læst den, som en maskine, der er sulten og tørstig. Og derefter slettede jeg den. Hvis jeg tænkte for meget på den, lod jeg savnet få plads, og det gør en sårbar, det vækker minderne til live, det gør svag, og det dræber. I livet, det virkelige, glemmer man også, man lader ting glide forbi, man sorterer, sætter sin lid til følelserne. Derovre var det lige omvendt, allerførst mister man kærlighedens og følsomhedens pejlemærker. Man fryser til is indvendig for ikke at dø. Du ved det selv, derovre krymper sjælen, fremtiden varer fem minutter, og man mister sig selv.”

Køb bogen. Lån bogen. Læs bogen.

Det var alt for nu.

 

Kærligst,

Alen