Anmeldelse af Rasmus Lund: moder vækst, udgivet på Jensen & Dalgaard den 19. oktober 2018

Anmeldt af Line Møller Christensen

Fotograf: Line Møller Christensen

Rasmus Lunds debut moder vækst er en satirisk samling kortprosa, der med velskrevet spydig sarkasme leverer intelligent og rammende samfundskritik. Værket portrætterer et samfund optaget af vækst fremfor af den igangværende nedbrydning af samfundet, individerne og ikke mindst af jordkloden.

Uundgåeligt er vi alle omringet af ordet vækst, det synes at være overalt. I det vestlige samfund er det efterhånden blevet det ultimative tegn på succes, en evig kapitalistisk jagt på merværdi i form af såkaldt vækst; økonomisk vækst, personlig vækst, materiel vækst. Forfatteren Rasmus Lund leverer i sin debut en underholdende, intelligent og spydende ærlig kritik af vores individualiserede, digitaliserede og økonomisk styrede vestlige samfund. Et samfund i vækstligt forfald.

I en stram form med prosaiske brudstykker på hver hundrede ord sætter Lund med sin sorte humor væksten under lup. Delt i otte kapitler bevæger samlingen sig rundt om kritik af den enkelte individualistiske narcissisme til den globale politik, der med Trump i spidsen er i gang med at “grabbe moder jord by the pussy”. Med sin sarkastiske tone tegner Lund et skræmmende rammende billede af os selv og vores samfund. Teksten er præget af en aggression og fortvivlelse, der gennem værket langsomt tager til og ender med at springe den ellers stramt komponerede form. Et formmæssigt greb, der særdeles vellykket understreger værkets ultimative pointe.

Et opråb mod kapitalistisk masseødelæggelse

Kritik af den nationale og globale politiske virkelighed og dets dagsordner gennemsyrer værket. Den tilsyneladende uundslippelige kapitalistiske samfundsstruktur med væksten i fokus bliver i værket skildret som en altødelæggende kraft for både individet, fællesskabet og ikke mindst for planeten, som vi bebor. Negligeringen af klimaproblematikkerne afføder en total afmagt for jeg’et i værket, der i en opgivende sarkastisk tone alligevel forsøger at råbe op om forandring. Således synes dette at være omdrejningspunktet for værket, ikke blot klimakrisen, men det totale opråb mod alt det, der i stedet for netop “at vækste” er i fuld færd med en komplet nedbrydning af alt, som er godt i denne verden.

“forstår du at lyset gennemtrænger alt, men at der findes et mørke, strålerne ikke kan nå. forstår du stemmen, når den siger: du er intet uden din angst, du er intet uden din skam, du er intet uden din ensomhed. der er noget fascinerende ved de joviale politikere på havnen i allinge, der er noget fascinerende ved menneskets evne til at vækste sig selv ihjel. kender du vækstmålene, forstår du vækstmålet; taler du flydende vækst, kærtegner væksten din tunge. forstå du at du er maude i en nøddeskal, hr. schwann i en angstkapsel. forstår du at du er levende, vækstende.”

Lad os skynde os at have travlt

En generel stigende angst og ensomhed er centralt i værket, der stiller sig kritisk overfor den narcissistiske individualisering og konkurrenceprægede jagt på personlig vækst. Den evige travlhed, en konstant stræben efter berømmelse og unikhed bliver fremstillet som værende netop roden til den angst, fortvivlelse og stress, som ifølge jeg’et efterhånden kendetegner det moderne vestlige menneske. Værket skildrer et diagnosesamfund, der symptombehandler i forsøget på at opretholde en stadig evig vækst. Med en ironisk distance til erkendelsen af selv at være en del af denne omsluttende kultur, hvor digitaliseringen har medfødt en narcissisme og en afstand til verden omkring én, forsøger jeg’et til trods at tage afstand til dette; “lad os nu bare skynde os at have travlt,” skriver han.

“jeg stoler på at jeg er et fremmedlegeme, mor, jeg stoler på at jeg er fremmed i et legeme. jeg er en stresset organisme i en stresset organisme, jeg er en stressende organisme, så lad os nu bare løbe hurtigere, lad os nu bare skynde os at have travlt. lad os taste væksthormon ind i kroppen, så pengene strømmer hurtigere ind i kredsløbet, lad os lede ligegyldighed ud i vækstosfæren, så moren løber hurtigere rundt om solen, så hun drejer hurtigere rundt om sig selv, indtil hun en skønne nat spinder ud ad sin bane og brænder op i vækstiverset.”

At stille de rigtige spørgsmål

moder vækst synes på mange måder at være et afmægtigt opråb, der gennem sin sorte humor og sine intelligente observationer ønsker at fungere som et spejl for vores samfund. Se hvor vi endt henne, se hvordan vi vækster os selv ihjel, råber det. Men på trods af dét, findes der en aktivistisk oprigtighed i aggressionen, der til sidst springer formen og overskygger afmægtigheden. Værket stiller de vigtige spørgsmål for at få os til at genkende os selv og undre os. Virkeligheden kan virke så given og ufravigelig, hvor absurd den end måtte være blevet. Rasmus Lund leverer med moder vækst et velskrevet, sjovt og litterært opråb, der uundgåeligt vil få dets læsere til at undre sig. Til at undre sig over sine egne valg, over vækstretorikken og ikke mindst over det samfund, vi alle er med til at opretholde, der opprioriterer Moder Vækst fremfor Moder Jord.

“ser du vækstvilkårene, ser du de fri vækstkræfter. ser du dem og frygter, at en tsunami af angst, eller en syndflod af sorg, vil bruse gennem årerne, og i ét sindssygt sekund samle sig til en vækstprop.”