Anmeldelse af Dy Plambeck: Mikael, udgivet 15-08-2014, Gyldendal
Anmeldt af Katrine Lund
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Da jeg havde læst Mikaels 266 sider, tænkte jeg: Er det muligt, at et stykke litteratur kan være så enkelt og stadig så godt? Svaret er ja! Plambecks stil rendyrker detaljen i kombination med de store følelser og tunge emner, og Mikael er absolut ikke overfladisk, men tager netop fat på emner som død, krig, kærlighed og sorg. Emnerne bliver behandlet på en ukompliceret og rolig måde, funderet i en hverdagsrelation, som virker genkendelig for læseren.
Dy Plambecks nye roman er inspireret af hendes besøg i Afghanistan i 2011. Den handler om Mikael, som er udsendt soldat, hans venner Jan og Damgård, og Becky, en journalist der kommer til lejren for at skrive om hverdagen ved fronten. Det er et værk, hvori politiske emner undgås, og det behandler i stedet, hvordan krigen påvirker mennesker. Mange anmeldere har fokuseret på krigsaspektet, men det er i ligeså høj grad en kærlighedsroman. Kærligheden eksisterer ikke kun mellem Mikael og Becky, men også mellem Jan og hans forældre og Mikaels næsten forelskede længsel efter krigen og Afghanistan.
Krig er hverdag for nogle mennesker
Krig er også hverdag for nogle mennesker, og det er netop det, Plambeck formår at beskrive på en fin måde. Der er ingen glorværdig storladenhed over bogen, som man måske kunne forestille sig i en roman om krig og kærlighed – tværtimod er den gennemsyret af nådesløs realitet. Hverdagen i Bridzar handler om ekspeditioner i den grønne zone, poser man skal tisse i, bokseturneringer, skorpioner og edderkopper, man kan høre kravle over gulvet om natten, fjernsyn, der viser det afghanske svar på ”Stjerne for en aften”, venner, der får skudt benene af, afghanere, der skal inspiceres. En virkelighed, som Becky ligeledes underlægges, fordi hun her er en del af livet i lejren, hvor det at blive beskudt er ligeså meget en del af hverdagen som det at lave aftensmad. Da Becky taler med Mikael om, første gang han dræbte et menneske, fortælles det: ”Tænkte du noget, da du så den mand ligge på jorden? spurgte jeg. – Ja…, sagde han, at det egentlig var en lettelse.” Senere fortæller han: ”- Før den oplevelse tænkte jeg, at når jeg havde slået én ihjel, ville noget ændre sig i mig, sagde han, men bagefter havde jeg det præcis på samme måde som før. Jeg var stadig mig selv. Og det var det, der var det svære.” Det er nogle skarpe iagttagelser, Dy Plambeck fremfører, og hun viser en særlig egenskab til at komme helt ind under huden på soldaterne, som Becky selv gør det. En anden interessant iagttagelse, Dy Plambeck gør sig, er den, at man som soldat aldrig vil sige ord som at ”dræbe fjenden” eller at ”beskyde fjenden”. Soldaterne bruger i stedet vendinger som ”nedkæmpe fjenden… Holde fjenden nede”.
En kærlighedsroman
Kærligheden mellem Mikael og Becky formidles implicit. Det er de små ting som, at Mikael giver Becky en creme til hendes vabler, at Becky indser, at hun tænker på ham hele tiden, at han tolker på hendes seddel med ordene ”pas på dig selv”. I bogen hører vi også om Mikaels forsøg på at tilpasse sig hjemme i København. Et godt eksempel på den ufølsomme uforståenhed, han bliver mødt med af folk derhjemme, findes i et afsnit mod slutningen af bogen: ”Har du slået nogen ihjel? Fik du noget at spise? Har du det godt med det? Det lyder fedt – var det dét? Nåh, du er sådan én? Har du set nogen dø?” Der er et ironisk og næsten komisk element i spørgsmålene, og det udgør én af grundene til, at Mikael ikke føler sig i stand til at passe ind. Becky er fra starten bevidst om, at han er anderledes: ”Han havde ikke et ansigt, der længtes hjem”. Måske er det netop det, der er dragende ved ham? Et sigende eksempel på en af de andre former for kærlighed, der er på spil i romanen, er den mellem Jan og hans forældre: ”Og så alligevel, sagde Jan, indtil videre er der ingen, der har kunnet sige noget, der har kunnet trøste mig. Indtil min mor i dag sagde: jeg elsker dig, Jan.” Der er ikke noget dramatisk i den følelse, den er ærlig og stille.
Sproget får krop
Sproget i bogen får en kropslig bevidsthed. ”Af og til tænker jeg på, hvordan det føles at blive ramt, når huden sprækker, og projektilet går gennem kødet og rammer nerverne.” Dy Plambeck beskriver sandet, der kommer ind alle vegne til kroppen, smerten i fødderne, vandet der løber ned i håret fra bruseren, så det bliver levende for os. Vi som læsere genkender oplevelsen. På samme tid ligger der hele tiden en henføring til et andet niveau ved et metaforisk sprog. Gentagne gange i bogen skriver Dy Plambeck: ”det var, som om…”: ”… det var, som om han bar rundt på et knæk i sig.” og ”Det var som at høre et orkester, der gik gennem en by, lyden af en fløjte, trompeten, en dundren gennem gaderne, en lyd, der var for svag til, at man kunne sige: det er den sang, de spiller! Den dæmpede brummen fra granaterne.” Her er to planer, der reelt set betyder, at granaterne er fjernere nu, men også at Becky snart skal til Danmark, hvor krigen vil være en melodi, hun næsten ikke kan genkende mere. Dy Plambeck har fralagt sig sin sædvanlige mere humoristiske tone og har her fundet en ny stemme, som er mere alvorlig.
Sejrer kærligheden?
Mikael slutter ligeså smukt, som den starter, med en metarefleksion over krig i tæt relation til kærlighed. ”Fjenden er et menneske” er bogens indledende ord, og den afrundes med Mikaels længsel efter at komme tilbage til Afghanistan. Det er udtrykt som et ønske ”der overskygger alt andet”. Om det overskygger hans kærlighed til Becky er uvist, og dermed står bogens slutning åben for læseren.
Leave a Reply