Anbefaling af Søren Ulrik Thomsen: Det værste og det bedste, illustreret af Ib Spang Olsen og udgivet på forlaget Vindrose i 2002

Anbefalet af Camilla Weber Farver

Foto: Camilla Weber Farver

”Det værste” og ”det bedste” er ord, som mange nok hører sig selv sige mere end én gang om ugen. Men hvis man nu lige mærker efter, hvad er så egentligt det værste og det bedste i verden? Ikke just noget let spørgsmål. Det har Søren Ulrik Thomsen skrevet en digtsamling om.

Det værste og det bedste består af 21 digte, der handler om det bedste og det værste for digtets jeg. Formen er simpel: hvert andet digt handler om det bedste, og resten om det værste, så de to modsætninger sameksisterer, side om side på papiret. 11 af digtene handler om det bedste, og 10 af dem om det værste. Det lyder måske en smule opremsende eller kategoriserende, men digtene er alt andet end sort-hvide. Sproget er i den grad levende, og man mærker, at hvert eneste ord er nøje udvalgt. Digtene synes nærmest ”smagt til” med en nærværende kærlighed til sproget. Læs bare samlingens første linjer:

”Det bedste er regnvejr på film / musik i en taxi / og håndskrevne breve med masser af stempler / på karmoisinrøde frimærker langvejs fra”

Mørket er et blækblåt pulver

Når man bevæger sig længere ind i digtsamlingens dyb, møder man mørket i alle mulige afskygninger. Og det findes på både de bedste og de værste steder i jeg’ets tilværelse.

”Det bedste er når mørket som et blækblåt pulver løsnes / i sommernattens transparente væske / så gløden i de store, stille huses lys / fortættes og mættes minut for minut”

Men der er også masser af lys til stede, blandt andet i form af ”motorvejscafeteriaernes knaldende lys” eller af bølgeskum, der gengives som ”let lysende allitterationers / kolde syden langs Svigerslev Klint”. Man føler sig ført igennem gyder og landskaber, der alle har hver deres nuance. Måske er det netop disse skift i tone, der gør digtsamlingen så fuld af atmosfære. Ib Spang Olsens skønne illustrationer forstærker og fortolker de stemninger, som ordene danner. De mørkeste digte er pakket ind i et uldent, blyantstegnet mørke mens det hvide papir får lov til at skinne igennem i de digte, der har en lysere tone. Tænk, hvad man kan udrette med en blyant i hånden!

Den skrøbelige ærlighed

Der er en særlig sårbarhed til stede i digtene. Jeg’et tør være helt ærlig og lader alle sine skrøbeligheder ligge frit fremme. Man mærker virkelig et nærvær og at den hånd, der har nedskrevet digtene, sidder på et ægte, levende menneske – med alt, hvad det medfører. Følelser og fornemmelser strømmer frit i digtene. Både de lammende store og de ganske små. Og filosoferinger over livets store spørgsmål får lov til at stå side om side med irritationen over venteværelser med brunt linoleum og glæden ved tanken om, ”at man jo altid kan læse Den store Gatsby / én gang til”. På den måde danner digtene en broget helhed, der ligner livet til forveksling: på én gang helt enkel og uendeligt kompleks.

Fra skrivebordsskuffens dyb

I Søren Ulrik Thomsens eget efterskrift fortæller han – også åbent og ærligt – om, hvor inspirationen til digtsamlingens ord, billeder og opbygning stammer fra. Det føles lidt som at få lov til at kigge ned i digterens dybe skrivebordsskuffe.

”Jeg har en nagende fornemmelse af ikke selv at være ophav til billedet på s. 13 med ”en sko fuld af blod” – men hvor kommer det fra?”

Ved at kortlægge digtsamlingens ophav, tegner Thomsen et billede af litteraturen som et fintvævet net af forbindelser. Intet digt står alene, men indgår i en uundgåelig og uvurderlig samtale med sine forgængere og efterkommere. Det værste og det bedste er en virkelig god samtalepartner – sådan én, som man gerne vil sidde ved siden af til langsommelige familiemiddage – for den mestrer både dyb alvor, skønhed og humor. Og dét er der al mulig grund til at lytte til.

Digtene kan læses som en påmindelse om, at det bedste kan dukke op i næsten alle tilværelsens afkroge, hvis blot man husker at kigge efter. Og at det værste også kan rumme en form for skønhed. Men først og fremmest er Søren Ulrik Thomsens digtsamling bevis på, at det værste og det bedste kan sameksistere – om ikke andet, så i poesiens svimlende univers.