Om overænder og magtstrukturer i Andeby

Essay om Jumbobøger fra en voksens perspektiv

Af Simon Johannesen

Fotograf: Simon Johannesen

Som barn var jeg stor fan af Disneys og Serieforlagets Jumbobøger. Der er ingen tvivl om, at jeg har et nostalgisk forhold til dem, og for lidt tid siden læste jeg en række af dem igen. Da opdagede jeg, at jeg i dag læser dem med et noget andet blik end tidligere. Alt ånder nemlig ikke fred og idyl i Andeby. Der er ulige magtstrukturer for alle pengene(!), og skønt det kapitalistiske systems faldgruber ofte danner rammen om historierne, er det sjældent, at de reelt kritiseres; snarere tværtimod.

Lad mig indlede dette essay med at sige, at jeg naturligvis er klar over, at det ikke nødvendigvis er rimeligt at læse en række fortællinger, der er skrevet til børn, med en voksens kritiske blik. Det betyder ikke, at det ikke kan være interessant at gøre det alligevel. Jeg skriver som en gammel fan med et glimt i øjet, ikke som en manisk sæbekasseprædikant. Mit sigte er således ikke så meget at kritisere Jumbobøgerne, som det er ganske simpelt at reflektere over, hvad der i grunden sker, når en voksen, der i øvrigt læser fra et bestemt perspektiv, kritisk kaster sig over børnelitteratur.

Orwellske tilstande i Andeby

Fotograf: Simon Johannesen

I Jumbobogen Jeg, en over-and (nr. 141, 1993) handler første historie om onkel Joakim. Den indledes med, at han smutter ud på kontoret to minutter før fyraften og undersøger, om hans medarbejdere stadig arbejder, eller om de driver den af. Han opdager, at de dovner, hvilket fører til, at han arrangerer et medarbejderkursus for at forbedre de ansattes indsats. Han indfører en række stramninger og opfinder sloganet, ”Bestil noget! Jeg kan se dig!” Rip, Rap og Rup, der overværer kurset, overser ikke parallellerne til Orwells 1984, og de beder deres onkel læse den. Det gør han så, og han ender med at falde i søvn og få mareridt om en verden, hvor han er en strid diktator, og hvor folket til sidst gør oprør og styrter ham. Han vågner og beslutter, at arbejderne fra nu af skal have bedre forhold på kontoret, for som han siger, ”Jeg vil ikke risikere et oprør. Hvem andre vil nøjes med den løn?” Historien ender med, at han bliver hyldet for sine beslutninger (se billedet).

Selvfølgelig er det meningen, at læseren skal få det ud af historien, at chefer skal behandle deres ansatte ordentligt. Jeg synes imidlertid, det er problematisk, at hans motivation for at ændre sig er, at han frygter den mulige konsekvens ved at lade være, nemlig et oprør. Det er ikke tilfældet, at han indser, at det er forkert at behandle arbejderne som slaver; han indser snarere, at det er risikabelt. Derudover skal det bemærkes, at hans replik viser, at han udmærket er klar over, at deres løn er dårlig – endda meget dårlig – og hvis dét er tilfældet, gør hundrede kroner ekstra om måneden det ikke ret meget bedre. Alligevel ender det med, at han bliver hyldet som en helt. Arbejdere skal altså føle, at hvis deres chef giver dem noget, der bare minder om en overenskomstmæssig løn, skal han nærmest tilbedes: ”Hurra for vores overand!” Han har regnet ud, hvordan folket skal tøjles, og med sit ”He! He!” og sidevendte blik ud mod læseren, kan man dårligt tænke andet, end at han godt er klar over, hvad der lige er sket: Han har givet folket en symbolsk ”gave” og elimineret deres lyst til at gøre oprør. De hylder ham for hans personlige udvikling, skønt han stadig kun har blik for sine egne interesser. I øvrigt er det også problematisk, at arbejdernes løn i Andeby udelukkende er afhængig af den enkelte arbejdsgivers luner. Jeg savner, at arbejderne selv sætter sig i karakter og forlanger en bedre løn, snarere end at få den som gave. Historien skaber en verden, hvor cheferne er de eneste med agens, og arbejderne reelt er magtesløse.

Den kloge narrer den mindre kloge

I Jumbobogen <Onkel Joakim på glatis (nr. 76, 1986) er ænderne i en af historierne draget afsted for at finde en mystisk bjergdal, der er fyldt med diamanter. Mens de er på bjerget, bliver deres provianter og oppakning stjålet, således at de kun har deres soveposer tilbage. De finder diamanterne, og onkel Joakim beder dem fylde deres soveposer. Drengene siger til deres onkel, at han vil komme til at fortryde det, hvis han tvinger dem til at tage hjem uden at finde nye provianter og oppakning først. Den evigt stædige onkel Joakim siger, ”Aldrig! Hvis jeg gør det, skal I få de diamanter, vi får med til Andeby!” Af forskellige grunde er de i sidste ende nødt til at smide alle diamanterne ud på hjemrejsen, dog gemmer drengene hver én i lommen, uden deres onkel opdager det. Hjemme i Andeby er onklen sønderknust og medgiver, at han har fortrudt, hvorefter nevøerne afslører, at de har tre diamanter, som de nu kan få lov at beholde. Onkel Joakim bliver sur og smider dem ud, og nevøerne svarer: ”Hvad er du sur over? Det var dig selv, der sagde det! / Hvis vi ikke havde snydt dig, havde du bare snydt os!”

Fotograf: Simon Johannesen

Historiens afslutning og morale kan nogenlunde opsummeres med flosklen, ”den kloge narrer den mindre kloge.” Pointen er således ikke, at onkel Joakim var for grådig. I stedet er pointen, at han ikke var snu nok. Hvorfor det i udgangspunktet var onkel Joakim, der skulle have alle diamanterne, og hvorfor drengene må bruge list for overhovedet at få et par stykker, fremgår ikke; og det til trods for, at ekspeditionen var drengenes idé! De fleste af os tænker formentlig, at børn gerne skal lære, at det er godt at dele, men det er altså omtrent det modsatte, der bliver prædiket her: Med snuhed og list kan du komme langt her i verden, på dine medmenneskers bekostning! Som billedet viser, siger en af drengene afslutningsvis, at de skal gemme en krone til onkel Joakim, men det er naturligvis ment som en hån, som dyre lærepenge. Og som hans reaktion viser, har han ikke lært noget som helst. Andeby er et barsk sted, hvor selv familiemedlemmer falder hinanden i ryggen, og hvor man må snyde, inden man selv bliver snydt. Da historien ender med, at drengene viser, at de til fulde forstår det forhold, er det svært at se historien som udtryk for systemkritik; om noget viser drengene, at de til fulde forstår at begå sig i det kapitalistiske system, og derfor sejrer de over onklen, som får en hånlig kommentar med på vejen.

Nådesløse låneinstitutter

Sidste eksempel, jeg vil se på, er fra Jumbobogen Storsvindlerne (nr. 164, 1995). Tre storsvindlere, Stuve, Orne og Lumpert McSwinebest, kommer til Andeby og åbner en bank, Naade og Løse Låneinstitut, der lokker med hele 10 % i renter om dagen. Alle byens borgere, herunder onkel Joakim, ender med at sætte alle deres penge ind i banken. Efter et par uger er banken gået konkurs, og pengene er gået tabt. Mange af dem har brødrene ”mistet” i pyramidespil, men de fleste er gået til lønninger til dem selv: ”Vi stjal dem ikke, vi eksproprierede dem. Det vil sige, vi stjal dem på lovlig vis.”

Fotograf: Simon Johannesen

Brødrene ender med at leje onkel Joakims pengetank til at opbevare pengene i, da der ganske simpelt ikke er plads nok noget andet sted. Det koster dem 50 kroner om måneden. Således synes svindlerne at have vundet, men borgerne finder sammen og begynder at bombardere dem med breve for at give dem dårlig samvittighed. Det får de ikke, men brødrene får så mange breve, at de til sidst begynder at smide dem ud uden at læse dem. Det betyder, at de heller ikke får læst den rykker, som onkel Joakim sender for de 50 kroner i leje, hvorfor de ikke betaler ham, hvorfor han beslaglægger pengene, og alle borgerne får deres penge tilbage.

Det er ret tydeligt, at der faktisk er systemkritik i denne historie. Der peges på det absurde i, at folk på toppen reelt kan opføre sig efter forgodtbefindende, og at særligt finanssektoren er et slaraffenland for svindlere. Scenariet på ovenstående billede minder i hvert fald mig om finanskrisen fra slutningen af sidste årti, omend dén finanskrise fik en mere trist afslutning. Til trods for den ellers ret skarpe kritik, er det ironisk nok også ved at udnytte det absurde system, at onkel Joakim overvinder svindlerne; igen, den kloge narrer den mindre kloge, hvilket synes at være et gennemgående tema i historierne om Andeby. Hvis det er absurd, at en bagatel kan medføre, at onkel Joakim og byens borgere mister deres formuer, er det vel også absurd, at det samme kan ske for brødrene McSwinebest. Historien synes ikke at være klar over ironien i at lade systemet være både skurk og helt på samme tid. Det er altså uklart, om det til syvende og sidst er meningen, at læseren skal opfatte systemet som uretfærdigt, eller om vi bare skal føle med onkel Joakim, fordi systemet i dette tilfælde i første omgang bider ham i gumpen.

Og hvad så …?

Det er nok de færreste børn, der lægger mærke til disse ting, hvilket illustrerer den evigt interessante pointe, at litteratur læses forskelligt af forskellige læsere. Gode historier kan læses flere gange, og de ændrer sig i takt med, at vi ændrer os. Jeg mener således ikke, at det er problematisk at lade børn læse Jumbobøger; faktisk er den bedste børnelitteratur skrevet på en sådan måde, at den både kan læses af både børn og voksne – eksempelvis Harry Potter-serien eller Astrid Lindgrens klassikere.

Jeg tror, at børn i første omgang bliver formet af os selv og vores samfund, ikke af Jumbobøger eller film eller videospil eller andre lette ofre, vi måske kunne finde på at skyde skylden på. Det er rigtigt nok, at vi bliver påvirket af værkerne, når vi oplever dem, men vi påvirker i højere grad dem på grund af vores forståelse af dem og af verden. Så hvis vi synes, Jumbobøger eller andre værker er problematiske, skyldes det måske, at de i en eller anden grad rammer plet i deres portrættering. Vi bliver nok nødt til at afgøre, om vi synes, vores samfund er godt nok, som det er, eller om aspekter af det er så problemfyldte, at vi må skride til handling og ændre dem. Indtil da kan vi i hvert fald dårligt klandre Jumbobøgerne, at deres verden ligner den verden, de skrives ind i.

Udgivet: februar 20, 2017 | Kategori: Essays | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *