Om vigtigheden i egne stemmer

Essay om #OwnVoices-bevægelsen

Af Mia Nikander

Billede: Mia Nikander

I en tid hvor der er et større krav om diversitet i film og TV, er der brug for lignende tiltag inden for bøgernes verden. #OwnVoices-bevægelsen fremstår her som et frisk pust, som agerer opgør med gamle stereotyper og ikke mindst lægger pres på forlagsverdenen om at udgive mere diverse forfattere og fortællinger.

Som 12-årig blev jeg diagnosticeret med epilepsi efter en længere periode med såkaldte absencer – anfald, hvor jeg kortvarigt mister forbindelsen til omverdenen, og ikke ved hvad jeg laver. Dette skabte huller og spring i min hukommelse, hvilket var en skræmmende oplevelse: før diagnosen troede jeg, at jeg var ved at miste forstanden, og efter diagnosen frygtede jeg konstant, at et anfald ville finde sted på et tidspunkt, hvor jeg kunne komme til skade som følge af det. Grundet medicinering har jeg heldigvis været anfaldsfri i over ti år, og til dagligt tænker jeg ikke over, at jeg har sygdommen, udover at jeg hver dag skal tage medicin og tage visse hensyn i forhold til alkohol, bestemte typer blinkende lys og den slags.

En søgen efter repræsentation

Som den bogorm jeg er, forsøgte jeg senere i mit liv at finde bøger med karakterer, der afspejlede mig selv: folk med epilepsi, som havde udfordringer i forbindelse med deres sygdom og samtidig kunne balancere en normal hverdag. Desværre er jeg gentagne gange blevet skuffet, da jeg i min søgen oftest støder på fantasy- og science fiction-bøger, som bruger epilepsi som et plot device i stedet for blot som en bestemt karakters diagnose. For det første er det ofte epilepsi af en langt værre grad end min egen, hvor karakteren oplever krampetrækninger eller besvimelsesanfald. Dette er som sådan ikke et problem, da dette stadig ville være en form for repræsentation. Det der frustrerer mig mest, er, når jeg læser resuméer af romaner, som beskriver en situation, hvori hovedkarakteren gennem sine epileptiske anfald rejser gennem tid og rum og i forbindelse med dette oplever utrolige eventyr. Det lyder måske som et spændende spin på en ret almindelig lidelse, men ofte bruges dette spin af forfattere, der ikke rigtig forstår epilepsi som sygdom.

I for eksempel Austin Aslans roman The Islands at the End of the World kommer hovedkarakteren Leilani i kontakt med aliens, hver gang hun får et anfald. I løbet af romanen er der to situationer, hvor Leilani fremtvinger anfald med medicin. Hvis Aslan forstod sig på epilepsi, ville han vide, hvor farligt dette er, da anfald i alvorlige tilfælde kan forårsage fysisk skade i forbindelse med kramperne for slet ikke at tale om hjerneskade på grund af overaktivitet i hjernecentrene.

Jeg bringer dette op for at påpege vigtigheden i “autentiske” stemmer, dvs. folk med personlige erfaringer i forhold til de historier, der fortælles, og forklare, hvorfor disse i højere grad bør fremhæves. Der er i dag et højere krav om inklusion af forskellige etniske og seksuelle minoriteter i alle medier. Vi ser det eksempelvis når white washing, hvor for eksempel latinamerikanske eller asiatiske filmroller spilles af etnisk hvide skuespillere, kritiseres, fordi der i forvejen er få roller for skuespillere, der faktisk tilhører disse minoritetsgrupper. Filmene baseret på J. K. Rowlings Fantastiske skabninger og hvor de findes er blandt andet blevet kritiseret for at have næsten udelukkende hvide skuespillere. Filmene finder sted i New York i 1920erne, hvor en opblomstring i afroamerikansk kultur, kunst og især musik fandt sted med The Harlem Renaissance, og derfor burde afroamerikanere have haft en større tilstedeværelse i filmens landskab, mener kritikerne.

Egne stemmer i litteraturen

Inden for bøgernes verden har dette krav om større inklusion af minoriteter vist sig med #OwnVoices-bevægelsen. Hashtagget blev startet af Corinne Duyvis på Twitter med intention om at gøre det nemt at anbefale børnebøger, hvor karakterer og forfattere deler minoritetsgruppe, og siden har det spredt sig til andre litteraturformater. Dette betyder, at bevægelsen prioriterer fortællinger med transkønnede karakterer skrevet af transkønnede forfattere, bøger med afroamerikanske karakterer skrevet af afroamerikanske forfattere etc.

Et andet aspekt er at fremhæve kritik fra anmeldere, som selv tilhører de minoriteter, som en bog fremstiller. Dette hænger især sammen med, at #OwnVoices hovedsageligt er en bevægelse på sociale medier som Twitter, Goodreads og Tumblr, ligesom den også bliver omtalt meget på hjemmesider og blogs med bøger som fokus – for eksempel Book Riot og Epic Reads. Jeg selv lærte Aslans roman og dens manglende kendskab til epilepsi at kende gennem Disability in KidLit (http://disabilityinkidlit.com/), en hjemmeside dedikeret til at lade anmeldere med autisme, psykiske og fysiske handicap skrive om romaners repræsentation af deres respektive lidelser.

Fra galskab til psykisk lidelse

Hermed ikke sagt at fiktive historier med karakterer af bestemte etniciteter, seksualitet, køn eller med specifikke lidelser aldrig kan fortælles af folk uden for disse grupper. Men giver vi aldrig talerøret til minoriteterne selv, risikerer vi at fremstillingen af dem bliver stereotypisk og mangelfuld.

Tænk eksempelvis på, hvordan Bertha Masons galskab fremstilles i Jane Eyre: hun er dyrisk, vild, ukontrolleret og i visse tilfælde ligefrem ond. Rochester retfærdiggøres i at have holdt hende skjult, så han kunne forsøge at gifte sig med Jane, fordi han er et “offer” for hendes galskab, og selvom dette bedrag ikke lykkes for ham, og Jane først gifter sig med ham efter Berthas død, er det meningen at læseren skal føle medlidenhed med ham. Charlotte Brontë har baseret Bertha på sin samtids generelle opfattelse af psykisk sygdom som værende en korruption af mennesker, og at disse mennesker er for evigt tabt, når de har “overgivet sig selv til galskaben”. I stedet kunne hun have skrevet om sygdommen som en lidelse, der kan behandles. Der blev først gjort op med denne opfattelse af psykisk sygdom, da psykologien blev etableret som videnskab, og folk med psykiske lidelser blev givet et rum, hvor de selv kunne fortælle deres egne historier. Charlotte Perkins Gilman skrev The Yellow Wallpaper efter, at hun selv havde lidt af depression i mange år og blev påbudt af en læge at tage sengehvile, dvs. blive i sengen og ikke foretage sig noget stimulerende eller kreativt. Da dette forværrede hendes situation, afbrød hun sengehvilen. Da forstod hun, hvor store konsekvenser sengelejet kunne have haft for hendes mentale helbred. The Yellow Wallpaper blev en kritik af denne form for behandling og lægens manglende hensyn til hende som patient, og værket er et af de tidligste eksempler på en sympatisk fremstilling af en psykisk syg person, fordi karakterens lidelse delvist beskrives som en konsekvens af andre menneskers behandling af hende.

Opgør med stereotyper og karikaturer

Selvom fremstillinger af minoriteter, uanset om der er tale om køn, etnicitet, seksualitet eller sygdomme, i dag sjældent er så karikerede som dengang, bliver portrætteringerne af dem stadig ofte stereotype, når de skrives af udenforstående folk. Forfattere som er hvide, heteroseksuelle, ciskønnede og ikke har handicap, er klar over, at de bør inkludere mere diverse karakterer, men i mange tilfælde baserer de dem på deres egen forudindtagethed om dem i stedet for at lave ordentlig research. Dette resulterer i værker som Aslans, hvor problemet med romanen ikke er, at han har valgt at inkludere en epileptisk karakter, men at han lader sygdommen spille så stor en rolle i handlingen, samtidig med at han portrætterer epileptiske anfald som en mindre ulejlighed for hovedkarakteren, og ikke som den helbredsmæssige risiko, som det faktisk er.

Dette ansvar om at repræsentere korrekt ligger ikke kun hos forfatterne, men også forlagene. For et par måneder siden læste jeg en artikel (http://www.booklistreader.com/2017/05/30/books-and-authors/publishing-u-how-do-i-keep-my-head-up-while-finding-a-publisher/) af Leonard Chang, en koreansk-amerikansk forfatter. I denne præsenterer han nogle af sine tidligere redaktørers feedback. Chang fik heri at vide, at hans koreansk-amerikanske karakterer ikke virkede “asiatisk/koreanske” nok og at deres minoritetsstatus syntes meningsløs, når der ikke blev gjort noget ud af den.

Dette vidner om en idé om, at minoriteter kun kan fortælle historier om netop det at være en diskrimineret minoritet, og ikke andre historier som tilfældigvis har karakterer, der tilhører samme minoritet som forfatteren. En epileptisk forfatter skulle altså skrive om en karakter, hvis hele identitet var EPILEPTIKER og intet andet, frem for en fortælling hvori epilepsi måske agerer baggrundsstøj eller kun nævnes i forbindelse med, at personen tager medicin for at holde anfald væk. Dette gør de nye litterære tendenser op med. Nu behøver epilepsi eksempelvis ikke være hele fokusset for romanen, men i stedet noget som kan få andre epileptikere til at føle at de ikke kun er deres lidelse, men at lidelsen er et aspekt af dem, som påvirker deres liv i højere eller lavere grad.

#OwnVoices har gjort mig mere opmærksom på repræsentation, ikke kun i bøger, men også i andre medier, og jeg føler, at jeg er blevet langt mere bevidst om hvorvidt historier fortælles af udenforstående uden større kendskab til den minoritet, som de beskæftiger sig med, eller af én som har oplevet at være den minoritet og har et indblik i hvordan det påvirker ens hverdag.

Udgivet: januar 29, 2018 | Kategori: Essays | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *