Over lukkede grænser med åbent sind

Anmeldelse af Madame Nielsen: Invasionen – en fremmed i flygtningestrømmen, udgivet på Gyldendal d. 31. marts 2016

Anmeldt af Nete Bækgaard Hermansen

I det seneste værk begået af Madame Nielsen møder det dannede europæiske menneske flygtningestrømmens inferno af larm, lugt og fortvivlelse. Grebet af ønsket om at blive en del af historiens vingesus lader Madame Nilsen sig føre med af massens understrømme og indtager den dobbelte rolle som både tilskuer og deltager. Resultatet er en gribende romansom tager den politiske situation op i et Europa, hvis langsomme forfald forfatteren begræder, samtidig med at den er fyldt med betragtninger omkring medmenneskelighed, egoisme og ikke mindst flygtningenes ofre i form af det identitetstab, der følger med at lade sig opsluge af strømmen.

En omvendt pilgrimsvandring

Claus Beck-Nielsens seneste alterego Madame Nielsen har skrevet en roman, der med lige dele filosofiske betragtninger, realisme og humor forsøger at trænge ind under huden på det nyeste fænomen, som præger/plager Europa – nemlig flygtninge fra Syrien og de omkringliggende lande, der forsøger at krydse grænserne ind til et bedre liv.

I værkets begyndelse oplever Madame Nielsen kun flygtningesituationen gennem nyhedsmedierne, og det er ikke nok for det selverklærede dannelsesmenneske, som i Invasionen sætter sig for at følge deres vandring helt fra Grækenland til endemålet i Skandinavien. Det bliver en form for omvendt pilgrimsrejse, hvor Madame Nielsen starter sin færd i det fjerne ukendte og konfronteres med det fænomen, som kommer til at præge fortællingen; nemlig det, hun nøgternt døber ”strømmen”. I strømmen reduceres flygtningene til en lugtende, forvirret og sprogløs homogen masse. En masse, som transporteres i afdankede busser og huses i primitive flygtningelejre, hvis essens Madame Nielsen beskriver som et ekko af tidligere rædsler og nye håb:

”Toget ruller ind i lejren, Historien gentager sig, men aldrig som før: Nu lidt mere end halvfjerds år senere er der vinduer i vognene, og passagererne hænger ud af dem, vinker og jubler, heller ikke denne gang fatter de, at det er forbi, dette er endestationen, alle skal ud! I det samme falder mørket som sort mælk, en iskold dusch […]”

Referencen til kz-lejrene er gennemgående i romanen – og så alligevel ikke, for der er en afgørende forskel på de mennesker, som befolkede lejrene dengang og nu: Denne strøm af flygtninge, som Madame Nielsen følger fra Thessaloniki til Flensborg, er en kraft i sin egen ret, båret frem af ren og skær vilje. Der er ingen tyskere, som driver dem af sted – tværtimod. Europa lukker sine grænser, men massen er som rindende vand og finder vej igennem alle sprækker og utætheder.

Når vidnesbyrd bliver til æstetik

Men referencen til 1940’ernes rædsler spiller en vigtig rolle, for den fremhæver Invasionen som vidnesbyrd. Den jødiske Primo Levi udtalte engang, at vidnesbyrd fra Auschwitz aldrig er repræsentative, fordi vidnerne repræsenterer de få overlevende, marginen. Ligesom en overlevende kz-fange væver Madame Nielsen i sin vandring ind og ud ad strømmen og bliver på sin vis en del af den, samtidig med at hun betragter den fra periferien. Hendes europæiske udgangspunkt forhindrer hende i for alvor at lade sig opsluge og på den måde indtager hun rollen som midlertidigt vidne, indtil flygtningestrømmen engang genvinder talens kraft og selv bliver i stand til at berette.

Det vidnesbyrd, vi præsenteres for i Invasionen, er ikke et vidnesbyrd som alle andre. For Madame Nielsen er æstetikken nemlig en lige så stor del af den litterære mission som den brutale realisme, der anvendes i beskrivelsen af flygtningene og de interimistiske lejre. Med en smukt flydende skrivestil domineret af lange sætninger kombinerer hun ubesværet fremstillinger af det gamle Europas skønhed og den nedbøjende dunst af hæslighed, som følger i strømmens fodspor. En kontrast, som både er med til at fremhæve og nedgradere den europæiske storhed:

”Hvordan ved hun det, hvordan ser EU da ud? Sådan her, siger hun, man kan mærke det, stemningen. […] Men det var ikke det, siger hun, nu kommer det: Jeg var på toilettet i toget, jeg lod mit vand, lige så sagte, siger hun, og rakte ud, og dér, for første gang under hele min rejse fra Thessaloniki og op igennem Europa var der toiletpapir på toilettet […] Og så har vi ikke mere at sige, den er god nok, det her være EU.”

Den subtile humor og selvironi, som præger dette, giver genklang igennem hele værket og lægger en klædelig distance til det ellers en smule udæskede tema om den europæiske dannelsesrejse.

Denne anmelder kunne skrive meget mere om Madame Nielsens Invasionen – det visuelle aspekt fortjener et helt afsnit for sig selv – hvilket indikerer, hvor meget begejstring bogen vakte. Som fortæller har Madame Nielsen en fantastisk evne til at gengive alt, hvad hun oplever, uden at pådutte læseren en holdning. Skræmte flygtninge, venlige nødhjælpsarbejdere og racistiske danskere skildres med det samme fordomsfrie ønske om at fortælle; om at formidle historien, som den udfolder sig her og nu, hvilket næsten giver læseren følelsen af at trave af sted ved Madame Nielsens alpehueklædte side. Dette ønske har resulteret i et værk, som bryder grænser – ikke kun de lukkede grænser hen over Europa, men også de usynlige grænser, som skiller den europæiske læsers bevidsthed fra de mennesker, der uundgåeligt er på vej til at blive en del af den nye fælleseuropæiske historie.

Previous post:
Next Post:

Udgivet: maj 2, 2016 | Kategori: Anmeldelser, artikler | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *