Anbefaling af László Krasznahorkai: Satantango, udgivet på Atlantic Books i 2013 (Anbefalingen er af den engelske udgave, men bogen findes også i en dansk oversættelse). Oversat fra ungarsk efter Sátántango af George Szirtes

Anbefalet af Arvid Kühne 

Foto: Arvid Kühne 

Satantango (1984) er en kryptisk fortælling om de sørgelige rester af et samfund der er faldet fra hinanden. Bogen blev skrevet 4 år før Sovjetunionens fald og er en tydelig kritik af den korruption og overvågning dette styre var kendt for i sin tid. Det er på en og samme tid en tragisk, morsom og ganske enkelt absurd fortælling. 

Historien følger en flok højst usympatiske bønder hvis planer om at snyde hinanden bliver afbrudt af genkomsten af Irimías, en person de alle troede var død. Irimías har en mission til dem. Men hvad den går ud på fortælles aldrig, og det er tydeligt at Irimías ingen gode intentioner har for bønderne der næsten tilbeder ham. For “frelseren” Irimías arbejder nemlig selv for staten og har sin egen mission. Formålet med den virkelige mission røbes heller ikke, og romanen får derfor stærkt præg af det absurde bureaukrati kendetegnet i Kafkas Slottet og Processen. 

I romanen møder man den ene hjerteløse karakter efter den anden. Bønderne har hver især nok så filosofiske tanker og retfærdiggørelser for deres handlinger, men bogen træder konstant ind og ud af hovedet  de forskellige karakterer og belyser hvor forfærdeligt de opfører sig overfor hinanden, og hvilken sørgelig tilværelse de fører. Man begynder næsten at hoste over mængden af cigaretter der bliver røget og sjusser der bliver drukket gennem fortællingen. Bønderne bor i faldefærdige og kolde bygninger fyldt med mug. De er de efterladte, for alle andre der havde midlerne til det, er flygtet til grønnere græsgange. De nærer alle et ønske om at flygte ligeså, men pengene er så knappe at det kun kan lade sig gøre ved at stjæle løn fra hinanden. Krasznahorkai tegner en trøstesløs verden beboet med uduelige karakterer. 

Satans tango 

Titlen på romanen er ganske fængende og akkurat. For alle karaktererne prøver at bevæge sig hen mod et mål, og tager dermed et skridt fremad. Men ligesom i tangoen tager de efterfølgende to skridt tilbage. I deres rene inkompetence får bønderne ikke udrettet noget som helst, men ender i en værre situation end den de startede i. Heller ikke Irimías, eller Irimías’ overordnede, lader til at kunne udrette noget af værdi, selvom de tilsyneladende er af højere intelligens end de hjælpeløse bønder.  

Det er netop her kritikken af Sovjetunionen kommer ind. For det første vil ingen tage skylden for noget som helst, ikke engang da en forfærdelig tragedie rammer landsbyen. 
I starten lader alle til at være chokerede over den, men senere hen lærer vi at ingen føler hverken skyld eller sorg over den. 

For det andet overvåger karaktererne konstant hinanden og forsøger at huske de mindste detaljer i det tilfælde at det kunne være af signifikans. Irimías og den pensionerede doktor skriver endda alting ned. Selvom hverken Irimías’ eller bøndernes mission røbes, er det tydeligt at de på den ene eller anden måde også bærer præg af overvågning. Irimías køb af dynamit understreger at denne konstante observation ikke vil ende godt for nogen. Krasznahorkai havde tydeligvis ikke meget tilovers for styret. For udover at overvågningen skaber konstant mistillid mellem karaktererne, virker den også fuldstændig meningsløs. Tilsyneladende er der ingen der får noget ud af denne overvågning – den skal bare udføres, nedskrives og derefter arkiveres. Men til hvilken nytte?  

Jeg føler ikke at jeg kan skrive denne anbefaling uden at nævne Krasznahorkais samarbejde med instruktøren Béla TarrTarr har nemlig filmatiseret Satantango (med samme navn), og det kan klart anbefales at se filmen som en ledsager til bogen. Også selvom den varer 7,5 timer! Hvis dette er lidt for uoverskueligt kan man gøre det samme med Krasznahorkais anden bog Modstandens Melankoli og filmatiseringen Werckmeister Harmonies. Det er nemlig meget interessant at sammenligne de to kunstneres tilgange, da de tematisk hænger sammen, men opnår dette på meget forskellige måder. Krasznahorkai med lange, svære og filosofiske sætninger og Tarr hvis film er utroligt langsomme og har meget lidt dialog.  

Man kunne skrive en hel afhandling om denne bog, for der er ufatteligt meget at tage fat på. Det er en svær og til tider tung bog, men den er også utroligt belønnende at læse, hvis man har lidt tålmodighed og giver den noget tid. Det er helt klart en bog der er værd at vende tilbage til, for udover de mange temaer er den også skrevet med et virkeligt flot sprog. Szirtes har gjort et flot stykke arbejde med værket, der må have været umådeligt svært at oversætte.  

Bogen kan især anbefales hvis man er glad for det absurde bureaukrati i Kafkas værker og de skøre karakterer i Samuel Becketts.