Anbefaling af Naomi Alderman: The Lessons, udgivet af Penguin Books i 2011 (oprindeligt Viking i 2010)

Af Marie Marcussen Lerche

Foto: Marie Marcussen Lerche

Studielivet i Oxford rummer andet og mere end Harry Potter-esque bygninger, britisk-grønne plæner og verdensberømte professorer. I hvert fald hvis man spørger forfatter Naomi Alderman, der med romanen The Lessons satte sig for at skrive dybdegående om de mørkere sider af universitetsmiljøet og ungdomslivet her.  

Det sker temmelig ofte, at jeg scroller forbi en forfatteranbefaling på Instagram, der fanger mit øje – sjældnere er det, at jeg rent faktisk får fat i værket. Men tilfældet ville at jeg fik fat på flere bøger af den engelske forfatter Naomi Alderman, og hun har vist sig at stryge direkte ind blandt toppen af mine favoritter. Flere vil måske, måske ikke nikke genkendende til navnet Naomi Alderman i forbindelse med den hypede udgivelse af den feministiske science fiction-roman The Power (2016) eller fra bogen bag filmen Disobedience (2017) med Rachel McAdams og Rachel Weisz i hovedrollerne. Jeg vil dog her slå et slag for ét af de mindre fremhævede værker i Aldermans omtalte forfatterskab, nemlig hendes anden roman, The Lessons. En roman der – også – viser, hvordan Alderman formår at skildre knudrede, mørke, afhængighedsbaserede relationer blandt mennesker.

I The Lessons møder man den unge James, netop som han skal begynde sine studier på Oxford University – en prestigefuld bedrift og fremtidshorisont der, som man hurtigt fornemmer, har større gennemslagskraft for hans påtrængende familie end for James selv. Han har svært ved at finde sig til rette i det elitære, konkurrenceprægede Oxford-studiemiljø og glider i løbet af det første semester ind i en døs af ensomhed og opgivenhed. Men så møder han Jess – og hun introducerer ham hurtigt til sin umage vennegruppe, der byder James velkommen med åbne arme. Gruppens omdrejningspunkt er den stenrige, utilregnelige og promiskuøse Mark, der drager dem alle med ind i sin ekstravagante livsstil, og gruppens år i Oxford bliver én lang kæde af fester, Marks skiftende mandlige partnere, manglende eksamensforberedelser; og så fremdeles. Men som de alle må indse, får studielivets friheder og (mestendels) sorgløshed en ende, og vennegruppen spredes for alle vinde efter studiernes færdiggørelse. Afhængigheden af Mark, hans dybe og ret mørke indflydelse på dem alle sammen, begynder at aftage – men særligt Mark har svært ved at give afkald på friheden og sorgløsheden.

“What is Oxford? It is like a magician, dazzling viewers with bustle and glitter, misdirecting our attention. What was it for me? Indifferent tuition, uncomfortable accommodation, uninterested pastoral care. It has style: the gowns, cobbled streets, domed libraries and sixteenth-century portraits. It is old and it is beautiful and it is grand. And it is unfair and it is narrow and it is cold. […] For people like Mark, everywhere is Oxford: beautiful and ancient. For such people, life is an endless round of Oxfords: the quads and panelled rooms of Eton give way to those of Oxford, then the rooms of the Inner Temple and finally the Lords. For the rest of us, Oxford is an afternoon tour around a stately home: a place of wealth and beauty which, by its velvet ropes and querulous attendants, insists on reminding us that we do not belong.”

Ligesom Mark vokser sig til at blive central for James’ liv – om James så vil det eller ej – er Mark også det uomtvistelige, nærmest centripetale omdrejningspunkt for The Lessons. Hans enormt komplekse og uigennemskuelige karaktertræk er på samme tid charmerende og frastødende, sårbare og ondskabsfulde. At han er vokset op i en afsindigt velhavende familie, har tydeligvis forvrænget hans virkelighedsfornemmelse og hans ageren i sociale relationer – og selvom det lyder af arkekomplekserne for ’den ustyrlige rigmandssøn’, er der bare noget ved Mark, en slags sårbar brutalitet, som man ikke lige kan slippe igen.

”He had been the centre, the one who bound us together, because beside him we seemed more similar to each other. Without him, Emmanuella was too rich, and Franny too opiniated, and Simon too shallow. Without him, we were just a scattering of people.”

Der er selvfølgelig også det faktum, at man oplever Mark gennem James’ øjne; og James er helt og aldeles betaget af Mark, helt fra deres første møde. Betagelsen udvikler sig ganske vist, som de to bliver tættere og tættere gennem vennegruppen; men hvor det er Marks finansielle overhånd, der i lang tid skaber et uligevægtigt afhængighedsforhold, bliver det også klart, som romanen skrider frem, at der er en følelsesmæssig forbindelse mellem dem, der ikke sådan er at bryde. En knudret, usund emotionel magtbalance og en afhængighed, som ingen af dem synes at have grebet om.

“If the car in front had to stop, if there were a car coming the other way, we would plough straight through the back of it, straight across the back seat where the two children were sitting. ‘See,’ said Mark, though his voice was very distant to me, ‘you need to learn how to take some risks, James.’ […] Could I persuade him to stop? I said, ‘Mark. You must stop. Now.’ He laughed. I said, ‘If you don’t slow down this car right now, I swear to you I’ll pull the handbrake. We’ll do a 360-spin, skid all over the road and bury ourselves in one of those trees. I swear to you I’ll do it.’ He opened his mouth, still smiling, then closed it again. He bit his lower lip. I noticed that his forehead was beaded with perspiration. I knew then that he might kill us both. That he himself did not know why.”

The Lessons giver et særdeles interessant indspark til subgenren af bøger om de skelsættende år som universitetsstuderende – på godt og mest på ondt. Naomi Aldermans ubarmhjertige, nøgterne og alligevel enormt følelsesladede skrivestil er værd at stifte bekendtskab med, når man følger James og Mark ud, hvor spæde og storslåede drømme alle som én skal stå deres prøve med verden uden for Oxfords mure – den temmelig brutale eller, endnu værre, indifferente virkelige verden.