På bunden af sindets dybeste afgrund

Anbefaling af L. A. Nissalovitz: Mysteriet om et menneske, udgivet på forlaget Baggaardsbaroner i oktober 2017.

Anmeldt af Sophie Dolmer

Foto: Sophie Dolmer

Jeg modtager Mysteriet om et menneske i en Mc’Donalds pose, efter jeg har valgt at undersøge det noget anderledes forlag Baggaardsbaroner og deres nyudkomne bog. Romanen er udgivet under pseudonym og viser de sorteste afkroge af en kunstners sind. Her hersker ensomhed, misantropi, selvforagt og druk, der til sidst udsletter enhver mulighed for en tilbagevenden til livet.

Årets innovation

Forlaget Baggaardsbaroner vandt i 2017 Blixenprisen for årets innovation, og forlaget virker da også i dén grad fornyende blot ud fra et hurtigt kig på deres hjemmeside: ”Baggaardsbaroner er et anonymt forlag spundet på røvtur, pinde og ærlig ord[…]. Den etablerede branche kan sut den.” – sådan lyder forlagets definition af sig selv, og det er næsten fristende at kalde forlaget en smule for innovativt med dets store, verbale fuckfinger rettet direkte mod resten af forlagsbranchen. Ikke desto mindre har det imellem dets råbende og oprørske udtryk også fat i noget, der stikker dybere end joints og anarkistiske aner:

”Baggaarden er i virkeligheden et ønske om at gøre litteraturen mere spontan – mere nærværende. Vi er svært forelsket i debutantbøgers nerve. At bogen skrives, for at forfatteren ikke kvæles af de ord, der raser indeni. Det handler om at have noget på spil, man skal kunne mærke helvedesilden dybt ned i lungerne.”

Opbygningens nedbrydning

Mysteriet om et menneske udspiller sig over tre dele, der allerede med deres titler afslører bevægelsen, der er i bogen, som viser en langsom eskalering af jeget og dets tilværelse, en tilværelse, der i stigende grad præges af ensomhed, tvivl og foragt overfor både jeget selv og omverden. Første del ”Om morgener i Mosterhamn” er skrevet som et brev til en tidligere forelskelse. Sproget er her gammeldags og endda ganske romantisk. Jeget lever i ensomhed, men har stadig en hvis fascination for mennesket og dets udvikling igennem livet. Men allerede her ses kimen til jegets forfald, for hvor mennesket består af flere milliarder af atomer, er det stærkeste atom ifølge jeget; tvivlen. Næste del, ”Om dage i Frankrig”, er præget af tanker, som mestendels omhandler en fransk kvinde, jegets skriverier og en gennemgående tvivl på disse og jeget selv: ”Jeg er ingenting. Jeg kan ingenting. Var jeg bare sædceller på et lagen.” Jegets misantropi vokser i stigende grad, og efterhånden finder han hønsene i haven vigtigere end de mennesker, der er omkring ham. I ”Om nætter i København” befinder jeget sig i en lejlighed i København, hvor han i højere grad isolerer sig i drukkenskab, ensomhed og sortsyn. Hans menneskelige gebærden er begrænset til det lokale værtshus, hvor han også her isolerer sig i foragten for både sig selv og for andre.

I takt med jegets forfald og tvivl på sig selv ses også en stigende ensomhed, der manifesterer sig via jegets omgivelser; særligt i væggene, der begynder at snakke til ham som hans eneste ven, men i sidste ende også som hans fjende: ”Er konklusionen ikke, at de læsere, der alligevel aldrig vil være nået til den her linje, vil føle leveronde over alt det vrøvl, du har bebyrdet dem med?” Her kommer romanen helt tæt på, fordi man som læser modbeviser den tvivl, som jeget har over sine tekster – for læseren er netop nået til dette kapitel. Dette er slutningen på en enormt sort, men også følsom, rørende og nærværende roman.

Hærværk i sind og sjæl

En sammenligning med den selvdestruktive, uhjælpelige og til tider patetiske Ratzau i Tom Kristensens Hærværk er oplagt under læsningen af Mysteriet om et menneske. Med de dystre, misantropiske og selvhadende sortsyn beskriver begge værker indersiden af et menneske, der langsomt, men sikkert og fuldt ud bevidst, lader sig “gå i hundene”, som Kristensen formulerer det. Det er også det samme idiosynkratiske, makabre og nærmest ’kødlige’ sprog, der går igen og bidrager til en underlig humoristisk undertone i en ellers livsforladt afgrund af det menneskelige sind. Tager man de nykritiske briller af og de biografiske på, findes dog en afgørende forskel bøgerne imellem: De har begge baggrund i forfatterens egen erfaring med at nå bunden af en mørk og fordrukken tilværelse, men hvor Tom Kristensen formåede at kravle op derfra (sådan nogenlunde), forblev den såkaldte Nissalovitz i sølet og endte sine dage der på radikal vis; gennem selvmordet – noget der er umådeligt svært at være upåvirket af som læser, især i den afsluttende del “om nætter i København”. Denne del er på én og samme tid både rørende, rystende og uhyggelig, fordi et faktisk menneske lader læseren komme helt tæt på sine tanker og en afslutning, der altså ikke kun eksisterer i bogen, men også i selve forfatterens liv – eller nærmere sagt død.

Previous post:
Next Post:

Udgivet: februar 12, 2018 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *