Anmeldelse af Martin Jensen: På Kanten, udgivet på Forlaget Klim d. 20. januar 2017

Anmeldt af Thomas L. Alvarez

Foto: Bogens omslag / klim.dk

I Martin Jensens seneste roman har den unge kvinde fra byen og ”den gamle knark”, som hun kalder ham, intet tilfælles – udover deres ensomhed der for begges vedkommende er selvforskyldt. Men i løbet af nogle forårsmåneder opstår der et pludseligt venskab mellem de to. På Kanten handler om netop at være på kanten – både af Danmark og af sindet.

Selvforskyldt ensomhed

Hun er nyuddannet arkæolog uden arbejde og hjem. Hun er træt af at være afhængig af sine venner og familie så da hun tilfældigvis læser om de mange tomme huse i yderområderne af Danmark, tager hun chancen, finder et ubeboet hus lidt uden for en lille fynsk flække og flytter dermed fra Odense og ud til kanten. Hendes dagpengeperiode er løbet ud, så hun holder varmen i soveposen og ved at tænde op i brændeovnen i det utætte hus. Hun tjekker mails på biblioteket, og går i bad i den lille bys svømmehal. Selvom hun forsøger at holde lav profil – for huset er jo ikke hendes, og hun skulle jo nødigt få problemer med naboerne af den grund – begynder hun alligevel at støde på en mand der bor alene i et hus i nærheden.

Han er pensioneret, og bruger sin tid på at se på fugle og på at tænke. For mange år siden sagde han fra over for sin utro kone og deres barn, som han ikke har nogen kontakt til. Han døjer med helbredet, og tager til undersøgelser på hospitalet hvor lægerne ikke ligefrem virker optimistiske.

Mellem disse to særegne karakterer som romanen skiftevis følger, opstår et uventet venskab:

”Forbavset følte hun et ønske vokse i sig. Et håb om, at han blev lidt. At hun fik selskab. Hun virrede lidt med hovedet for at ryste længslen efter samvær, selv med ham, af sig.”

Da han på et tidspunkt vælter omkuld i sneen, hjælper hun ham ind i varmen og serverer ham en dårlig kop pulverkaffe. Herefter kommer han med brænde til hende. Han lærer hende om fuglene som de sidder og ser på fra bænken ude i skoven, og tilbyder hende et bad hos ham.

Samtidig forfølger fortiden ham. Hans datter er blevet voksen, og bor i nærheden. Hun vil gerne genoprette kontakten efter alle de år, men han insisterer på at det ikke skal ske.

Ridser i overfladen

Fra første side af romanen læser man handlingen ind i utydelige snedækkede omgivelser. Naturen og dens voldsomme magt over individet er tydeligt tilstede og sætter streg under begge karakterers ensomme kamp for at overleve en kold og hård tid i deres liv. I løbet af værket løfter dette utydelige slør sig; i takt med forårets fremskyndelse og i takt med udviklingen af de to karakterers venskab:

”Kan hun ikke sidde stille? Hun flytter sig endnu en gang. Han mærker hendes skulder mod sin og sidder helt stille. Fornemmer hendes varme og lytter til hendes åndedrag. Det er rart i solen. Det er rart at sidde sådan.”

Martin Jensen tager fat om ensomheden som resultat af et mislykket familieliv, af at blive ældre og af et helt livs vrede der har hobet sig op, når livet ikke retter sig ind efter ens ønske. Samtidigt griber han fat i ensomheden som et resultat af den ungdommelige rodløshed. Den ensomhed der opstår når man er uddannet til arbejdsløshed. Her er der ikke noget at binde sin identitet op på, ligesom der heller ikke er noget økonomisk fundament at bygge på. Hvor det ene er retrospektivt, er det andet prospektivt; den gamle mand ser tilbage, mens den unge kvinde forsøger at se fremad.

Martin Jensen sætter scenen, men formår ikke andet end at ridse i overfladen. Den unge kvindes problemer løser sig ved et telefonopkald, mens pensionistens kamp mod fortiden og det dårlige helbred vel nok bare fortsætter. Igennem værket forsøger Jensen at italesætte en vifte af forskellige temaer, som alle kredser mere eller mindre om hinanden. Men behandlingen af hvert tema virker overfladisk lidt ligesom værket selv, der slutter meget abrupt. Taget romanens tematik i betragtning, altså et så eksistentialistisk emne som ensomhed, er det ærgerligt at der ikke dykkes dybere ned.