Anmeldelse af Eva Tind: Ophav, udgivet på Gyldendal d. 9. april 2019 

Anmeldt af Mette Grandahl 

Foto: Bogens forside // gyldendal.dk 

Eva Tinds Ophav er en skildring af den næsten nomadiske tilværelse, man kan opleve, når man søger efter sin plads i verden. Det er en utraditionel families fortælling om kærlighed, splittelse og menneskelige relationer, der tager læseren med på en snørklet jagt efter meningen med livet. 

Ophav handler om en lille familie bestående af kunstneren Miriam, hendes noget yngre mand Kai og deres datter Sui. Miriam, der arbejder på at slå igennem internationalt med sin kunst, har aldrig været interesseret i at prioritere familielivet. Hun forlader derfor Kai og Sui til fordel for karrieren og vejen til mulig succes. I bogen møder vi Miriam efter hendes store gennembrud. Hun nu er så træt af mennesker og af verden, at hun søger langt ud i de svenske skove for at rodfæstes og opnå en dybere forbindelse til naturen. 

Den unge Kai forelsker sig dybt i den dobbelt så gamle Miriam, da de mødes første gang. Og han begejstres ved tanken om at skulle have et barn. Bruddet med Miriam efterlader dybe spor i Kai, så han helliger sig rollen som far, og det er først, da Sui flytter hjemmefra, at han konfronteres med de emotionelle ar. Hans erfaring skildres på poetisk vis, da Sui har meddelt, at hun har tænkt sig at flytte hjemmefra: 

”Min virkelighed har indtil nu kun være belyst af én stor verdenslampe, der har hængt på sin vante plads i højre side af verden og lyst alt op fra en fast vinkel, så møblerne og kaktussen, min eneste plante, udelukkende har kastet skygge mod venstre, men i det øjeblik sætningen forlader Suis læber, tænder en anden lampe i venstre side, klik, to lyskilder, hænger som to sole. Fuldt oplyst mister tingene deres dybde. Det, der gemte sig i skyggerne, træder frem.”

Han mister fodfæstet i livet og tager på en rejse, der leder ham til Indien, hvor han gennem en alternativ, buddhistisk yoga-inspireret livsstil når tættere på en oplevelse af eksistentiel mening.  

Livets skilleveje 

Vi lærer den unge kvinde Sui at kende, da hun står ved en skillevej i sit liv. Hun er flyttet hjemmefra, har forfatterdrømme og en enorm drivkraft mod at komme i kontakt med sit ophavFørst opsøger hun en genforening med moderen på en ødegård i Sverige, hvor hun har slået sig ned efter mange succesfulde år på den internationale kunstscene. Men mødet med Miriam er mildest talt undervældende, og i stedet søger Sui viden om sine fædrene, koreanske rødder. Det leder hende til et matriarkalsk mikrokosmos på øen Marado i Sydkorea, hvor hun bliver klogere på sig selv og verden. Den eksistentielle tone, der gennemsyrer bogen, italesættes blandt andet i Suis noter: 

”Hvis vi kun lever en lille del af det liv, der er inde i os, hvad sker der så med resten?”

Ophav er en undersøgelse af oplevelser og familierelationer fra forskellige perspektiver. 

Man skifter mellem Kais, Miriams og Suis synspunkter og fortællinger, og disse skift giver læseren et indblik i, hvordan begivenheder kan erfares så vidt forskelligt fra person til og person. Desuden er skiftene mellem personerne og mellem fortiden i 1990’erne, nutiden i 2010 og fremtiden i 2021 med til at etablere oplevelsen af, hvordan mennesker knyttes sammen af oplevelser gennem tiden. 

Kvalitet eller krampagtigt? 

Skal man beskrive bogen med ét enkelt ord, må det være forunderlig. Den er hverdagslig, men underlig og fremmedgørende. Den er forenklet og gennemsyres af en spiritualitet, eller flere spiritualiteter, der svært lader sig forklare. Billedsproget og symbolikken i bogen har tendens til at være meget eksplicit,  nærmest overudtalt. Eksempelvis erkender Kai, at: ”Min krop er mit egentlige hjem.” Den lidt overspillede symbolik – Kai er arkitekt, og har brugt det meste af sit liv på at skabe forskellige hjem til andre mennesker – mudrer elegancen. Kais erkendelse fremstår som et klichéfyldt budskab til modtageren, men måske er det netop gennem erfaringen af den næsten krampagtige morale, at læseren lærer noget af Ophav.