Reportage fra BogForum, Hanne Vibeke-Holst i samtale med Lotte Folke Kaarsholm om romanen Som pesten, Bella Center Copenhagen, d. 11. november 2017.

Af Imone Dahl

Fotograf: Imone Dahl

En meget proppet Gyldendal Tranescene bød på en samtale mellem Hanne-Vibeke Holst og Lotte Folke Kaarsholm på årets BogForum. Populariteten omkring romanen Som Pesten var til at tage og føle på med så mange fremmødte, hvoraf langt størstedelen stod op. Det blev en dybdegående samtale om Som pesten, hvor Holst åbnede op for tanker, der ellers normalt er ’behind the scenes’.

Det var umuligt at få en siddeplads ved Gyldendals Tranescene, også selvom jeg var troppet op tyve minutter før tid for at høre Hanne-Vibeke Holst talte om sin nye roman Som pesten. Jeg måtte derfor stå blandt en masse tilskuere og grifle notater stående. Da uret viste 12.30 var alle klar, og Kaarsholm præsenterede Holsts samtidsroman, der behandler en udfordret verdensorden. Holst forklarede, at romanen havde været en ordentlig mundfuld at skrive, og at hun startede arbejdet på den helt tilbage i 2013.

Hun beskrev, at allerede dengang kunne den menige borger fornemme, at noget var i gære på den internationale politiske scene. Som eksempler på dette nævnte Holst Syrien, migrationskrise og flygtningestrømmen. Hun beskrev, at hun stod midt i alt dette og tænkte: ”Hvad kan jeg gøre? Og hvordan er det, verden hænger sammen?” Hun fortalte om en magtesløshed over for disse kæmpe problematikker, hvor det er svært at gennemskue en begyndelse en og ende. Holst sagde, at hun ikke er den type, der går ud helt pragmatisk og redder verden, men hun kunne da skrive en bog, som måske vil gøre noget af verdenssamfundet mere gennemsigtigt. Resultatet blev Som pesten.

”Svindel breder sig som pesten”

Efter den interessante indgangsvinkel med Holsts egne velformulerede tanker omkring bogens aktualitet, blev fokus nu vendt mod selve romanen, hvor Kaarsholm spurgte ind til hovedpersonen Karoline Branner. Holst forklarede, at hun med Karoline har skabt en heltinde og en rigtig ildsjæl, der har en idealistisk forståelse af verden og derfor går ud fra, at alle ligesom hende vil verden det bedste. Hun vil gerne redde verden og har fundet ud af at for virkelig at kunne gøre en forskel, skal det gøres på et overordnet plan. Derfor har Karoline fået et job hos WHO i Genève.

Hun finder dog hurtigt ud af, at verden ikke er helt så idealistisk som hende selv, og det gør det svært for hende at navigere i det kæmpe organisatoriske magtspil i WHO. Holst påpegede under samtalen, at hun dermed ikke har skabt en overmenneskelig karakter, for hun har indskrevet en vis naivitet i sin heltinde, der er oppe imod store økonomiske og politiske organer i sit forsøg på at redde verden. Holst kommer ydermere ind på, at ”alle har kapacitet for godhed, fællesskab og at hjælpe. Vi er afhængige af hinanden, men nogle mennesker har forstyrrelser, og dem skal man passe på.” Kaarsholm spurgte derefter ind til, hvilke personer det kan være. Hertil svarede Holst, at det for eksempel kunne være Roberto, der har stærke forbindelser til den italienske mafia i romanen.

Samtalen blev herefter zoomet ud i et bredere perspektiv, hvor Holst sammenlignede problemerne med mafiaen i romanen med den højaktuelle sag om ”Paradise Papers”, der er et eksempel på svindelsager, hvor der stjæles fra fællesskabet. Hun siger at: ”Svindel breder sig som pesten”, så vi skal holde øje med dem, der ikke vil fællesskabets bedste.

Søvnløs over FN

Samtalen trak så småt mod enden, og Kaarsholm spurgte ind til Holsts skriveproces med udarbejdelsen af den omfangsrige roman. Holst trak på smilebåndene og sagde, at hun faktisk havde ligget søvnløs over det kæmpe perspektiv, hun havde rodet sig ud i med at illustrere FN. Hun sagde, at det havde været en ”stor mundfuld”, og at romanens kompleksitet faktisk har forsinket den i et år, fordi hendes karakterer manglede et ekstra lag. Hun fortalte, at for at det kunne være et overbevisende narrativ, skulle hun kende karaktererne endnu bedre for at forstå, hvordan de ville navigere rundt i WHO’s kæmpe maskineri. Hun brugte dermed et år på at lære seks af karaktererne bedre at kende, så hun kunne skrive sig bedre ind i romanen.

Efter at Kaarsholm har været godt rundt om bogens aktualitet, karaktererne og skriveprocessen, sluttede samtalen lettere akavet, da hun spurgte, om Holst havde et godt råd til, hvordan vi skulle håndtere en pandemi, hvis den kom ind ad dørene her på BogForum.
Holst slog et grin op og sagde, at hun altid har en vådserviet i lommen, mens hun hev denne op, så publikum kunne se den. Hun sagde, at man altid skal bruge vådservietter, da det især er via hænderne, at man bliver smittet. Efter den lidt malplacerede afslutning om vådservietter efter en ellers meget oplysende samtale, forlod undertegnede Tranescenen noget klogere på de mange tanker og processer bag Som pesten.