Anmeldelse af Albertine Sarrazin: Astragal, udgivet på People’s Press den 14. februar 2017

Anmeldt af Alen Causevic

Foto: Bogens omslag / peoplespress.dk

Moderne fransk klassiker genudgives på dansk for første gang siden 1966. Udfaldet er en visuelt flot roman med en lidt for låst historie skrevet i kæk bebop-lingo. Desuden med et charmerende forord af rockikonet Patti Smith.

Den første betragtning i Albertine Sarrazins roman Astragal er synet af nattehimlen:

”Himlen havde fjernet sig mindst ti meter.”

Men det er ikke himlen, der har bevæget sig, det er hovedpersonen, Anne. Hun er lige sprunget ned fra fængselsmuren, og i faldet har hun fået en slem fraktur på rullebenet; en knogle i anklen med den latinske betegnelse astragaleastragalos. Deraf titlen, og én af romanens symbolske troper. Den brækkede ankel er en kropslig skavank, en fysisk manifestation af Annes bøvlede position i samfundet. Hun er en ”pakke”. En identitetsløs genstand, der humper, kravler og ruller fra det ene gemmested til det andet sammen med dertilhørende komiske og charmerende bipersoner.

Og det er her forelskelsen i den eneste ene, Julien, sniger sig ind i fortællingen. Julien samler Anne op fra vejkanten og installerer hende i alskens gemmesteder, hvor hendes opsvulmede fod kan få lov at hele, mens han selv er ude på rov for at ”skaffe” midler til dagen og vejen. Kærligheden er sjældent gnidningsløs i litteraturen, og forholdet mellem Anne og Julien forstyrres af utallige forhindringer.

Astragal er en fin roman med pletvist poetiske og rørende refleksioner over kvalerne ved ikke at kunne finde sig til rette i livet. Særligt gengivelsen af de insisterende erindringer om tiden i fængslet, og betragtningerne over indespærringens varige rodfæste i sjælen er vellykkede. Eksempelvis når Anne tænker tilbage på tiden med sin kvindelige elsker i fængslernes celler:

”Vi havde det så godt, min skat, de sidste nætter… Jeg kunne i det mindste invitere dig med i den seng, du havde givet mig. Jeg skjulte nemt min sindsbevægelse og forbløffelse under mine rutinerede bevægelser, så jeg på én gang fremstod uskyldig og erfaren… Men nu er vi rejst, ryglænet foran mig er tykkere end den mur, jeg faldt ned fra, og bildørene er hermetisk lukkede som i et fængsel. Og bilens blide, vuggende rytme, der bliver ved og ved, vækker kun mindelser om mit tidligere liv – tiden før fængslet. Siden jeg blev arresteret, havde et nyt liv taget form, og i årevis havde jeg ladet det spire – et sorgløst, absurd, naivt og skamløst liv. I dét liv blev man aldrig båret væk, aet, reddet. Man holdt sig oprejst i salatfadets mørke bure eller sad på de hårde trælameller. Men i livet inden for fængselsmurene havde man trods alt en større handlefrihed og kunne slå sig løs i smug, idet hver eneste dag forløb efter en fast rutine. Min nye frihed lægger mig i lænker og lammer mig.”

De sproglige fuldtræffere er klart romanens primære force, men heller ikke de kan redde den centrifugerende handling fra at stagnere. Tingene stopper ligesom bare med at have en effekt, beretningen roterer meningsløst rundt og sproget begynder at prelle af.

Alt i alt starter Astragal på fremragende vis. Historien er bidsk og spændende, men romanens lidt for løsslupne sproglige coolness forstyrrer troværdigheden af den smertelige kærlighed, ligesom den også negligerer alvoren i hovedkarakterens rodløshed.

Til gengæld har bogen en forside så betagende og et layout så smukt, at det er uundgåeligt ikke at blive nysgerrig på indholdet.