Anmeldelse af Morten Søndergaard: Journal 2019, udgivet på Gyldendal d. 27. september 2019 

Anmeldt af Hans Peter Madsen 

Foto: Emma Nyby Hendriksen 

Den danske digter Morten Søndergaard, der bor i Italien, har bogstaveligt talt set skriften på væggen: den “bog”, som den psykiatriske patient Fernando Oreste Nanetti indridsede i murene på et nu nedlagt mentalhospital i Volterra. Søndergaards intense oversættelse af Nanetti er højdepunktet i hans desværre ellers for klichéprægede nye digtsamling Journal 2019. 

I den italienske by Volterra ligger en ruin. Bygningen tjente i over 90 år som psykiatrisk hospital, men blev lukket i 1978 og har stået og forfaldet lige siden. Men på murene kan stadig ses en meddelelse fra fortiden: Her indridsede patienten Fernando Oreste Nanetti (1927-1994) med et bæltespænde det, han selv kaldte en bog. Bogen er en slags mellemting mellem et stamtræ, historieskrivning og en logbog over fortidige og fremtidige UFO-landinger med et særligt fokus på den enkelte flyvende tallerkens metalværdi. Når UFO-kiggeriet er mest intenst, kan det lyde sådan her: 

“Kina. Opsendelse. Fusion. Fusion. Nord. Vest. Planeten er bevidst om deres handlinger. Saturn. Solen. Hovedet. Venus. Kviksølv. Neptun. Mars. Quiriaco. Misfarvning. Synlige stjerner. Ur. Uran. Kobber. Krystallinsk. Stål. Fusion: 1927. Opsendelse: 1936. Landing i 2013. Fusion: 1928. Opsendelse, landing: 2058. Bly. Uran. Nikkel. Aktiv. Atomisering. Monte Stelvio.”

Vanvittigt, ja, men der er også en poesi i desperationen i ordene; det, at der tydeligvis kommunikeres en masse, som læseren bare ikke kan forstå. Det er grundlaget for Morten Søndergaards nye bog, Journal 2019: tanken om, at Nanettis bog er et sprog, man ikke har lært, men ikke kan undgå at forsøge at læse alligevel. Derfor har Søndergaard oversat Nanettis vanvittige italienske til et lige så hektisk ufatteligt dansk. Det tjener som midterdelen i Journal 2019; før og efter Nanettis skrift på væggen optræder Søndergaards egne digte skrevet på baggrund af oplevelsen af at gå gennem ruinen efter det psykiatriske hospital i Volterra. Bogen indeholder desuden Søndergaards egne fotos af ruinen i Volterra, herunder Nanettis væg. 

Klassikere fra klichékassen 

Man kan selvfølgelig diskutere, om det at indsætte Nanettis rablen i en kontekst af modernistisk poesi er at gøre vold på den; om æstetiseringen af Nanettis sindssygdom underkender alvoren i hans mentale lidelser, eller om det at trække produktet af sindssygen ud af det psykiatriske hospitals kontekst og ind i kunstens derimod er en anerkendelse af Nanettis poetiske evner. Under alle omstændigheder kan det ikke nægtes, at hans bæltespændeskrift er gefundenes Fressen for en dygtig digter som Morten Søndergaard, der i et af digtene benytter sig af nogle af Nanettis formuleringer. Men lånet af Nanettis panisk stilrene poesi kan ikke undgå at fremhæve Søndergaards mere uklædelige digternykker. Det må være nødvendigt at citere digtet i fuld længde for at vise kontrasten: 

“Her har jeg hjemme: / Morten Søndergaard. Normal af bygning. 180 centimeter høj. Født 3. oktober 1964 / på Sankt Josephs Hospital i Griffenfeldsgade i København. / Grønne øjne. Danmark. Ydre Mælkevej. Uran. Kobber. Fusion / til dreng, som er forstadsbange. Lys falder ind / gennem sprække i parcelhus. Odense. Saturn. Ydre Mælkevej. Jeg prøver / at finde ud af sproget, men jeg er bange og holdes fast / i universets uendelighedsvinkel. / Sætningsgange forbinder sig til sætningsgange / et sted i sprogets levende labyrint. / Jeg er kommet hjem til der, / hvor jeg aldrig før har været.”

Hvor er der meget god poesi at hente i Nanettis stiltræk — de hektiske punktummer, det underligt specifikke selvportræt og den utilgængelige sammenhæng mellem ordene. Og hvor får Søndergaard fint udtrykt sin fascination af dette sprog i digtets sidste to linjer. Men hvor er det dog også temmelig trælst, som Søndergaard alt for hyperpoetisk bruger løs af betydningsløst store ord; hvad betyder lige “universets uendelighedsvinkel”? Hvad er “sprogets levende labyrint”? Det er storladne ord, der desværre aldrig rigtigt bliver mere end en påstand om poesi, og samlingen er fuld af den slags formuleringer. Klassikere fra poesiens klichékasse som “universet”, “uendelighed”, “stjerner”, “månen” og “sne” er strøet ud over siderne med alt for løs hånd. Det er en skam, for da Søndergaard mod slutningen zoomer ind på en hændelse — en dramatisk motorsavsulykke — får han fat i tøjlerne på virkemidlerne og viser, hvor god en digter han kan være. Men det meste af læsningen af Journal 2019 går med at undre sig over, hvorfor Nanetti skal henvises til at være den gode, italienske skinke i en semislatten Søndergaardsandwich. Så havde jeg hellere læst Nanettis bog som en udgivelse i sin egen ret.