Anbefaling af Anne Vejerslev Mikkelsen, Emil Tavs, Frederikke E. Vejen-Jensen, Frida Hyldgaard Nielsen, Jakobine Leonora Skov, Linnea Andersen, Marie Høj Kristensen, Martin Hing Andersen og Mathias Bruun: GLAM. Udgivet på EP Press d. 11. maj 2018

Anmeldt af Simone Eriksen

Fotograf: Simone Eriksen

Flokken af unge digtere giver nutidens poesi et nyt univers med deres selvopfundne genre ’poesi ep’, hvortil de hver især bidrager med digte, som alle er forskellige, men alligevel harmonerer. Digtene deler temaet ”det glamourøse”, som bliver fortolket på ni forskellige måder, hvorefter hver enkelt digter formår derfor at skabe sit eget lille univers med både gode og dårlige tider. Samtidig indgår teksterne også i en større sammenhæng.

”the Glam has broken loose / we can’t. contain it”. Sådan lyder et af de første digte i de unge digteres selvopfundne genre poesi ep’en GLAM, og dermed er tonen også sat for de forskellige digte af ni digtere, som samlingen indeholder. I og med at der er så mange digtere samlet i ét værk skabes en god dynamik og rytme, da digtene komplimenterer hinanden på en naturlig måde, da både længden på selve digtene, men også stemningerne varierer. Derudover fanger man også hurtigt de forskellige digteres skrivestil. Man kan adskille dem, så man mærker, at der er flere forskellige stemmer med noget på hjerte.

Der er blevet skabt et forum, hvor hver enkelt digter kan udfolde sig og komme med sit budskab, og hvert enkelt digt kan få det fokus, som det fortjener. Dermed forstår de forskellige digte altså at ’træde tilbage’ for det næste i rækken, hvilket skaber en utrolig god stemning hele vejen igennem. Det er et samarbejde uden lige, og det er utroligt befriende at være i et forum, hvor der ikke er konkurrence at spore, men i stedet den rene poesi, som omfavner og inkludere en i dens univers.

”det er ikke for at gøre dig bange / men jeg har sovet i efterklange / af os der synes borte”

Det glamourøse på godt og ondt

Hovedtemaet for alle digtene er ”det glamourøse”, og det har været en overraskende oplevelse at få et indblik i, hvad glamour betyder for de 9 digtere – overraskende, fordi man som udgangspunkt ville tro, de alle har den samme opfattelse af, hvad der er glamourøst. Men dette er ikke tilfældet. Selvfølgelig kan man godt se den glamourøse inspiration i digtene, men det er de forskellige fortolkninger af glamouren, der gør GLAM til noget specielt:

”Champagne, morning glow / silkelagner / perlemor / vægge dusty pink / spejle guldindrammede / cocktail dresses / sort satin / hors d’oeuvres / blegede tænder / peachy/nude lipstick”
”en 4000 kilometer lang strækning af skinner / jeg har købt en sleeper-kupé på the upper level / her kan togets bevægelser ikke høres / det er morgen / en 2 en halv dags rejse herfra: / californien”

Det er netop denne forskellighed og pladsen til at være forskellige, der gør dette værk unikt – at ét ord kan have mindst ni forskellige betydninger er i sig selv fascinerende, men når det bliver bearbejdet, formuleret og tilgængeligt, er det med at gribe chancen som læser og blive en del af nutidens poetiske univers.