Essay om Paul Austers postmoderne julefortælling Auggie Wren’s Christmas Story (1990)

Af Charlotte Elisabeth Christiansen

Foto: Bogens omslag / us.macmillan.com

Sentimentale julehistorier er der nok af, så hvordan skriver man en usentimental én af slagsen, hvor julestemningen bevares? Paul Auster synes at finde svaret i Auggie Wren’s Christmas Story – det er en historie om jul, men først og fremmest om menneskelighed i en postmoderne indpakning, hvor der stilles spørgsmåltegn ved hvad det vil sige at stjæle og at forære, og hvad der gør noget sandt og usandt. Det er en anderledes julehistorie; ikke så meget på grund af dens indhold, men på grund af dens interessante, legesyge udførelse og dens samspil med indholdet.

Der leges med læseren og dennes forventninger allerede på første side i Auggie Wren’s Christmas Story, hvor fortælleren Paul, der er forfatter, (og hvis lighed og navnesammenfald med forfatteren Paul Auster er slående) afslører, at historiens hovedperson Auggie Wren slet ikke hedder Auggie Wren – det et navn, der skal sikre Auggies anonymitet som følge af historiens indhold. Hvad mon man som læser kan forvente sig af en sådan historie?

Auggie Wren’s Christmas Story handler om fortælleren Paul og selvfølgelig om Auggie Wren. Det er en rammefortælling, hvor metalaget ikke blot består i, at Auggies egen historie fortælles indeni Pauls beretning, men også i at såvel Auggies historie som Pauls drejer sig om Auggie, om end det er på hver sin måde. Pauls historie tager sin begyndelse, da han fortæller om sit og Auggies bekendtskab. De er begge kunstnere – Paul er forfatter, og Auggie fotograferer i sin fritid, når han ikke ekspederer i en cigarforretning. Hans fotografier er en simpel, men smuk poesi over det mundane og tidens umærkelige forandringer. Auggies hobby er det, der binder Pauls historie om Auggie og Auggies historie om sig selv sammen – det er nemlig også historien om, hvordan Auggie begyndte at fotografere.

I fortælleren Pauls historie spøger han i forbindelse med et projekt Auggie til råds, og dette projekt minder påfaldende meget om forfatteren Austers eget projekt: Han er blevet tilbudt at skrive en novelle i The New York Times, som skal udgives i avisen Juledag – hvilket Auggie Wren’s Christmas Story netop blev i sin tid. På den måde indeholder fortællingen endnu et metalag og må på den måde siges at være klassisk austersk og postmoderne.

Paul kæmper med at få skrevet sin julehistorie færdig, da Auggie kommer ham til undsætning: ”If you buy me lunch, my friend, I’ll tell you the best Christmas story you ever heard. And I guarantee that every word of it is true,” proklamerer Auggie. Med sådan et udsagn leges der atter med læserens forventninger til historien samt både Pauls og Auggies troværdighed, ikke mindst fordi den egentlige julehistorie overleveres på den måde, som den gør – betyder det at Paul stjæler Auggies historie? Eller får han den foræret?

Spørgsmålet om at tage og give er også på spil i Auggies egen fortælling. For mange år tilbage stjæler en ung mand fra Auggies forretning og som følge heraf forvikler Auggie sig ind i en prekær situation. I forbindelse med tyveriet efterlader den unge mand – som viser sig at hedde Robert Goodwin – i al hast sin tegnebog, hvori hans navn og adresse står. Efter længere tid opsøger Auggie endelig Robert Juledag, men det viser sig ikke at være Robert, der bor på adressen. Det er i stedet hans gamle bedstemor, Ethel. Bedstemoren er blind, og forveksler Auggie med Robert, og Auggie spiller med på legen. Han siger til Paul:

”I wasn’t trying to trick her, though. It was like a game we’d both decided to play – without having to discuss the rules. I mean, that woman knew I wasn’t her grandson Robert. She was old and dotty, but she wasn’t so far gone that she couldn’t tell the difference between a stranger and her own flesh and blood.”

Ifølge Auggie er der altså tale om en leg, som både han og bedstemoren deltager i på lige vilkår – de lader begge som om for at undgå at tilbringe julen alene. Men dette er blot Auggies udlægning – og vi ved at han i forvejen har fået Paul til at ændre sit navn i historien på grund af dens indhold. Er det muligt at Auggie også i dette tilfælde fordrejer tingene? Med andre ord: Lader bedstemoren virkelig som om eller narres hun? Auggie holder den ensomme bedstemor med selskab i julen, så betyder hans løgn i virkeligheden noget for, hvorvidt han gør en god gerning eller ej? Måske det er muligt at gøre begge dele på samme tid.

Auggie ender med at tilbringe hele Juledag sammen med bedstemoren og de spiser julemiddag sammen. Under besøget i lejligheden opdager Auggie at Robert har brugt sin bedstemors lejlighed som lager for tyvekoster – herunder en bunke af kameraer. På vej ud af lejligheden bliver fristelsen for stor for Auggie, og han tager ét af kameraerne med sig. Denne bedrageriske ugerning fører imidlertid til at Auggie begynder at lave sine smukke fotografier, ligesom historien tager en anden drejning, jeg ikke vil afsløre her. Kan selve historien også være blændværk, således at Auggie bedrager både læseren og Paul med sin historie?

Uanset om der er tale om bedrag eller blot illusorisk legesyge er Auggie Wren’s Christmas Story ikke en sukkersød julefortælling. Den viser derimod igennem sin legesyge medmenneskeligheden i et mere kompleks perspektiv: Det er muligt at gøre noget godt samtidigt med at man gør noget forkert, uden at de gode gerninger negligeres.

Det er ikke blot Auggies gerninger, der indeholder en iboende tvetydighed, men som nævnt også selve karakteren af hans historie, som han ellers selv påstår, er sand. Selv Paul har sine tvivl, men erkender: ”I had been tricked into believing him, and that was the only thing that mattered. As long as there’s one person to believe it, there’s no story that can’t be true.” Sommetider er vilkåret for den gode historie bedrag, og at der stjæles med arme og ben – også fra bedstemødre (”Anything for art, eh. Paul?” som Auggie siger). Uanset karakteren af Auggies historie har både Paul og læseren fået en meningsfuld, men usentimental julehistorie foræret.