Punkens gudmor har barneglimt i øjet

Punkens gudmor har barneglimt i øjet

Punkens gudmor har barneglimt i øjet

Anbefaling af Patti Smith: Drømmespinderi, udgivet på forlaget Klim den 16. august 2012

Af August Toftgaard Madsen

Foto: bogens omslag / Klim.dk

Flere af Patti Smiths bøger udkommer i disse år på dansk. Denne artikel er en kort introduktion til den amerikanske punk-rockpoets forfatterskab, som begyndte med erindringsbogen Drømmespinderi fra 1992.

Det er sjældent man støder på en kunstner af Patti Smiths kaliber. Hun begyndte sin karriere som eksperimenterende musiker i halvfjerdsernes punk-rock-bevægelse i New York. I dag er hun kendt som ”The punk poet laureate”; punk-musikeren, der fandt inspiration hos William Blake og Arthur Rimbaud, og som holdt sig clean i et miljø, hvor kollegaerne satte livet til i udskejelser med hårde stoffer og alkohol. Hun er i dag 71 år og stadig aktiv, ikke bare som musiker, men også som visuel kunstner og forfatter.

Smith voksede op i en familie med tilknytning til Jehovas vidner. Som ung valgte hun at bryde med den strenge trosretning, men hun har livet igennem bevaret sin religiøse nysgerrighed og vil – efter eget udsagn – hellere se på en 500 år gammel altertavle i Gent end på Andy Warhols konservesdåser.

Drømmespinderi

Den religiøse mystik er et gennemgående tema i erindringsbogen Drømmerspinderi fra 1992. Titlen er en oversættelse af det engelske ”woolgathering”, som betyder ”det at samle uld”, men i overført betydning også ”det at spinde drømme”. Da Smith var barn, boede familien på landet, og når hun havde bedt sin aftenbøn med moren, satte Patti sig i vindueskarmen for at bede videre. Fra vinduet havde hun udblik over markerne, hvor en mystisk aktivitet fandt sted:

”På særlige aftener, når vejret var klart, kunne jeg undertiden se noget bevæge sig i græsset. Først troede jeg, at det var den hvide ugle, som angreb, eller at det var den store månenatsværmers blege vinger, der åbnede og lukkede sig som en hovedbeklædning af middelalderligt snit. Men en aften gik det op for mig, at det var folk af en slags, jeg aldrig før havde set, i mærkelige, arkaiske gevandter.”

Smith opsøger egnens sære og ensomme enkemand for at spørge til, hvad det er, hun har set. Før hun når at fremstamme sit ærinde, svarer manden; ”It must be the woolgatherers”. Patti spæner væk lige så skræmt som begejstret og uden at kunne vide om enkemanden mente uldsamlere eller drømmespindere.

Patti ser aldrig uldsamlerne. Hun leder efter dem og er overbevist om, at hun hører dem, men hun ved præcis så lidt med sikkerhed, at rummet for fantasien bliver stort. Uldsamlerne findes måske slet ikke i virkeligheden, men netop derfor kan den unge Patti spinde drømme på forestillingen om dem. Hun tager på opdagelsesture over markerne for at finde spor, og inden hun falder i søvn, fantaserer hun om deres hemmeligheder, og om hvordan hun kan blive indviet i dem.

Tilbage til barndommen

Uldsamlerne bliver i bogen et symbol på barndommens evne til at fortrylle hverdagen. Evnen optager Smith. Hun skriver:

”Barnet, som mystificeres af det hverdagsagtige, har ikke svært ved at træde ind i det fremmede. Indtil det rå og nøgne skræmmer og forvirrer, og sindet søger en smule ly, lidt orden. Det skimter noget, opsamler noget andet, og får sammenstykket et vanvittigt patchwork af sandheder – vilde og uldne, og end ikke på grænsen til noget sandt.”

Smith hylder i Drømmespinderi barnet, som hellere bliver i mysteriet end slår sig til tåls med forklaringer. I Smiths udlægning fungerer mysterierne som barndommens drivkraft til at fantasere og gå på opdagelse. Forklaringerne er derimod fantasiens show-stoppere, som dræner voksenlivets vilde ideer for flyvehøjde. Men fantasien er en uvurderlig kilde til begejstring. Derfor er kunstens vigtigste opgave ifølge Smith at genfortrylle hverdagen med barndommen som forbillede:

”Tiden svinder, og med den visse sanseevner. Dog sker det at markens magi og hændelserne dér dukker op til overfladen. Ikke nødvendigvis ude i naturen, men mellem bladene i en bog, i et maleri af Millet eller ved farvetonerne i en Corot. På en tur gennem galleriets lange udstillingssal, i et lys, der så afgjort er nederlandsk, kommer det til mig. Jeg ser mig selv oplyst på marken og føler som jeg følte – en ren, uudsigelig glæde. En slange i græsset med vinger.”

Smith forsøger med Drømmespinderi selv at kaste et sådant magisk skær over hverdagen. Hun gør det ved at gengive barnets umiddelbare begejstring i erindringsglimt fra sin egen barndom, og hun gør det ved fremskrive intense stemninger i fortættede passager, som at dømme efter antallet af mystiske hændelser er gengivelser af drømme hun har haft.

Bogen fremstår som et kludetæppe af sådanne fragmenter, og man skal som læser ikke gå til den som til en pageturner, der opbygger spænding side for side, for det gør den ikke. Derimod skal man give sig tid til at leve sig ind i de stemninger, som Smith forsøger at mane frem, for det hun vil, er at vække læserens af rutiner og voksenliv sløvede fantasi. Hun vil minde os om, at vi skal huske at lade os begejstre af hverdagens vidundere.

Budskabet fra punkmusikeren, der overlevede sine kollegaer, er på alle måder et modsvar til punkens dystopi.