Queen: Rock’n’roll royalty

Queen: Rock’n’roll royalty

Queen: Rock’n’roll royalty

Anbefaling af Lesley-Ann Jones: Freddie Mercury – Den definitive biografi, udgivet på Klim d. 5. november 2015

Af Charlotte Elisabeth Christiansen

Foto: Bogens omslag / klim.dk

Den engelske musikjournalist og forfatter Lesley-Ann Jones har skrevet en fantastisk fyldestgørende biografi krydret med interessante og morsomme anekdoter om et af rockens absolut største ikoner: Freddie Mercury, forsanger i bandet Queen. Hvis du nogensinde har sunget med på ”Bohemian Rhapsody”, ladet dig rive med af det fængende beat i ”We Will Rock You” eller på anden måde haft et særligt forhold til et af Queens utallige hits, så er Jones’ biografi om Freddie Mercury noget for dig. Biografien beskriver ikke kun manden og myten Freddie Mercury, bandet Queen og deres storladne musik, men kommer vidt omkring rockmusikken, dens sjæl og ikke mindst den livsstil, der knytter sig til den.

Inden du læser videre, vil jeg anbefale, at du lytter til én af Freddie Mercurys (og undertegnedes) favorit Queen-sange (her) og har Mercurys ord in mente:

”Selvfølgelig er det som narkotika, […] en stimulans. Men det bliver svært, når folk får øje på mig på gaden og vil have ham deroppefra. Store Freddie. Han er ikke mig, jeg er meget mere stille. Man forsøger at skille sit private liv ud fra sit offentlige, for det er en skizofren måde at være til på. Men det er velsagtens den pris, jeg må betale. Misforstå mig ikke. Jeg er ikke en stakkels rig, lille dreng. Det er musikken, der får mig ud af sengen om morgenen. Jeg er virkelig heldig.”

Jones’ biografi om Freddie Mercury, som er en opdateret og revideret udgave af originalen fra 1997, indledes med en fantastisk anekdote, hvor hun fortæller om, hvordan hun stødte ind i Freddie på hans stambar, White Horse Pub, i Montreux og fik et uofficielt interview med Freddie om netop en række af de emner, som biografien adresserer: berømmelsen og dens pris, undergang og drømme, sex og rock’n’roll.

Herefter er bogen inddelt i kapitler, som går forholdsvist kronologisk frem, og som alle indledes med citater, der på den ene eller anden måde opsummerer hvert kapitels fortælling og emne. Første kapitel beskriver den første Live Aid-koncert i 1986, hvor Queen var blandt de optrædende kunstnere. Dette show var en triumf for både Queen og Freddie, og beretningen såvel som koncerten selv viser i den grad, hvilken fantastisk performer Freddie Mercury var, og hvordan han var i stand til at fortrylle sit publikum. Beskrivelsen af Freddie backstage indkapsler også de modsætninger, hans personlighed indeholdt, og som Jones adresserer: fra genert og privat sammen med sin partner, Jim, til kæk og ligefrem over for rockikonet David Bowie, der også spillede til showet (og som Queen som bekendt har skrevet og indspillet ”Under Pressure” med): ”Lige inden David gik på, blinkede Freddie til ham og sagde: ’Hvis jeg ikke kendte dig, så ville jeg være nødt til at æde dig.’ Ikke så sært, at David gik på scenen med et stort smil.”

Vejen til musikken

Den kronologiske gennemgang af Freddies liv som både rockstjerne og privatperson indledes med en minutiøs beskrivelse af hans barndom og ungdom. Allerede som barn udviste Freddie kunstneriske talenter for tegning, sang og musik, hvorfor han begyndte at spille klaver. Herudover dykkes der ned i Freddies afrikanske og indiske rødder som parser, ligesom hans vej ind i musikken beskrives detaljerigt. Freddies personlige forhold, venskaber og kampe, ikke mindst med at finde sig til rette i sig selv, beskrives ligeledes, og særligt det er interessant læsning. Et helt kapitel er dedikeret til den kvinde, der, trods alt, var Freddies store kærlighed: Mary Austin. De forblev gode venner hele livet, også efter at deres romantiske forhold sluttede, og Freddie i højere grad begyndte at have romantiske og seksuelle forhold til mænd.

Både Freddie, Roger Taylor, Brian May og John Deacon var i slutningen af tyverne, da de gik sammen om at danne Queen. De kom ikke let fra start; de var målbevidste, men kæmpede med at få en pladekontrakt i hus. I 1973 fik de den endelig; deres første single blev udgivet, tingene begyndte at gå i den rigtige retning, og Queen fik deres velfortjente succes. Men med den musikalske succes følger også penge, berømmelsen og dens bagside, hvilket Jones beskriver ganske overbevisende. Hun fremstiller gennem diverse anekdoter og interviews Queens og Freddies professionelle op- og nedture fra konflikter med pladeselskaber og økonomi over deres vej frem mod store stadionkoncerter som supergruppe, ikke mindst på den gigantiske rockfestival Rock in Rio, til deres sidste koncert nogensinde i august 1986. Desuden dedikeres et kapitel til Queens måske største hit ”Bohemian Rhapsody” og tilblivelsen af det.

Genert stjerne og stille showman

Udover Freddies professionelle op- og nedture beretter Jones selvfølgelig også om de personlige af slagsen. Freddie gik fra at være et stille, kunstnerisk anlagt barn til en fuldvoksen rockstjerne, som trods alt stadigvæk bevarede sin barnlige kerne og forblev uendeligt genert over for fremmede hele livet igennem. Lige så flamboyant og dominerende, som Freddie var som en ”camp” performer, lige så stille og tilbageholdende kunne han være privat. Han har da også beskrevet sig selv som indeholdende ekstremer. Freddie Mercurys mange facetter, hans alsidighed og hans vidunderligt komplekse sjæl gør ham interessant ikke kun som persona, men også som person, og disse er formentligt medvirkende til at gøre ham til den exceptionelle performer og stjerne, som han var. Det modsætningsfyldte ved hans person gik ikke upåagtet hen. Louis Souyave, guitarist i Daytona Lights, har udtalt følgende om Mercury:

”Musik handler ikke altid om, hvad det er, man spiller. Det handler også om, hvad man ikke spiller. Freddie var mindst tre forskellige personer. På scenen, uden for scenen og i gråzonen et eller andet sted imellem. Han legemliggjorde sin musik. Fremførelsen reflekterede hver af sangene på perfekt vis.” (s. 242)

Kompleksiteten i Freddies personlighed gik igen i hans kærlighedsforhold og seksualitet, som bogen naturligvis adresserer. Mercury tilbragte meget tid i München, hvor der var et særligt bøssemiljø, som bød på rigeligt med distraktioner, der lod til at være vigtige for Freddie og hans kunstneriske drive. Hans kærligheds- og seksualliv var stormfuldt og omtumlet, særligt da Freddie mødte Jim Hutton, en irsk frisør, som blev hans partner for livet. De to mødte hinanden under en hektisk og turbulent periode i de tidlige firsere: Freddie havde på daværende tidspunkt et simultant forhold til en anden mand samt den tidligere pornomodel og -skuespiller Barbara Valentin, som han havde et åbenhjertigt forhold til. I biografien har Jones dedikeret et helt kapitel til henholdsvis Jim og Barbara.

The Show Must Go On

Selvfølgelig handler biografiens sidste par kapitler om historien om Freddies sygdomsforløb og tiden, der fulgte efter. Det er en gribende fortælling om Freddies egen opdagelse og erkendelse af sin diagnose og ikke mindst afsløringen for venner samt bandmedlemmer af, at Freddie led af aids. På trods af sin sygdom arbejdede Freddie til det sidste, og han gik bort, imens han endnu befandt sig på toppen, hvor hans og Queens musik stadigvæk befinder sig i dag.

Afsløringen af Freddies sygdom over for offentligheden skete i første omgang via tabloidaviser og ikke på Freddies præmisser. Han benægtede alle rygter indtil kort tid før sin bortgang i november 1991, hvor Freddie døde i sit hjem i selskab med sin kæreste Jim.

Biografien kommer godt omkring den rørende fortælling om en sammensat mand og hans personlige kampe i livet, hans sygdom og alt for tidlige død samt hans vej til succes, men også dens pris: Freddie blev på mange måder mere isoleret og ensom på grund af sin succes; noget, han tilsyneladende kæmpede med hele livet. Historien om Freddie som facetteret person, fantastisk sanger og musikalsk geni er en sand og bevægende rock’n’roll-fortælling. Derudover er det fornøjelig læsning, når Jones udøser af sin store musikviden og refererer til andre bands og musikere, som på den ene eller anden måde er relevante for den fortælling eller de fakta, hun præsenterer om Queen og Mercury. Biografien er i den grad velresearchet, og der er ingen tvivl om, at Jones kan sit stof. Det er en ren fryd at læse for rock-fans ­– bogen er ikke alene rettet mod inkarnerede Queen-fans, men også mod spirende fans, som netop kun er gået på opdagelse i Queens vidtspændende musikalske katalog, idet den indeholder en kronologisk liste samt en oversigt over Queens udgivelser. Den er et must-read for fans af ypperlig rock’n’roll.

Jeg vil slutte anbefalingen af med en opfordring til at lytte til den sang, som nok bedst opsummerer Freddie Mercurys karriere og hans virke som sangskriver og rockstjerne – alle tiders “Great Pretender”.