Anmeldelse af Klaus Rifbjerg: Besat, Gyldendal, udgivet på Gyldendal d. 9. april 2015

Anmeldt af Ida Marie Petersen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Jeg havde ikke forudset, at den bog, der var emnet for min anmelderdebut, skulle blive Rifbjergs sidste, men ikke desto mindre blev det sådan. Om ikke andet kan man trøste sig ved at sige, at han holdt sin jordnære fortællerstil kørende og leverede helt til sin pludselige afsked.

Bogen ”Besat” blev udgivet d 9. april på 75års jubilæet for besættelsesdagen, og det er også en ret nøjagtig indikator på handlingens omdrejningspunkt. Men i stedet for at fokusere på den historiske betydning, hvad 9. april og de efterfølgende fem år betød, er bogens fokus vendt mere indad mod individets opfattelse af krigen.

Bogens fortællinger er inddelt i tre afsnit, der omhandler, hvordan det var at være til før, under og lige umiddelbart efter krigen i et besat land. Man får både en indsigt i, hvordan børn, unge og voksne er påvirkede af omgivelsernes fysiske realitet, men også hvad de føler, konfronteret med denne virkelighed. Angsten, ængstelsen, besættelsen og usikkerheden er, hvad individerne har tilfælles, og måske endda, hvad der kendetegnede hele landets følelsesmæssige tilstand på det tidspunkt.

”Besat” formår, som så mange andre af Rifbjergs værker, at konkretisere det abstrakte og forvandle det til sætninger på papiret, der giver mening og er til at tage og føle på. Som når barnets angst og opfattelse af sine omgivelser beskrives:

”Alting var meget gråt, husene grå, skyerne lave, grå. Jeg var stadig bange, ikke voldsomt, mere som almindeligt. Vi talte ret højt om alt muligt, som man gør, og det var sikkert kun mig, der indimellem glimtvis så fisken for mig. Så selvom man måske kan sige, at min angst aldrig blev bragt til eksplosion, er jeg alligevel altid bange.”

Rifbjergs skrivestil er talesprogspræget, stilsikker og tankevækkende, og det gør, at hans fortællinger er dejligt nemme at leve sig ind i. Man forstår barnets angst og frygt for den forventede eksplosion, der er et tilbagevendende tema, som når sit klimaks, da en mand springer ud fra 4. sal og eksploderer i bogstavelig forstand.

Rifbjergs ”Besat” er hverdagsskildringer af kantede eksistenser, som man kan nikke genkendende til, hvis man kender til hans forfatterskab og f.eks. har læst ”Lonni og Karl” (1968), der handler om en mands eksistentielle overvejelser og indre revolution. Rifbjergs fortællinger indeholder niveauer og tematikker, der kan udeledes noget fra for enhver, om det så er en klassisk Rifbjerg-fortælling eller en indsigt i den danske historik, man er ude efter.

Klaus Rifbjerg har mildest talt været aktiv i sin levetid og produceret i hvert fald 152 værker, der står oplistet bagerst i ”Besat”. At det skulle blive den endelige liste er svært at begribe, og de mange artikler på landets medieplatforme, der begræder tabet af Klaus Rifbjerg, vidner om, at han vil være en savnet stemme og et blivende forbillede i dansk litteratur.