Roman uden filter

Anmeldelse af Anne-Sophie Lunding-Sørensen: Happy Ending, udgivet på Gyldendal d. 4. april 2016

Anmeldt af Line Andersen

Happy Ending er på mange måder en roman uden filter. Den introducerer læseren for korrupte politimænd, rapkæftede ludere og hæmningsløse narkomaner. Anne-Sophie Lunding-Sørensen beskriver og behandler samfundets bærme – dog ikke, som man forestiller sig. 

Elvira Gregersen, 39, arbejder som telefondame på politimanden og bedstevennen Køsters bordel, Sunshine. Resten af tiden bruger hun enten hjemme på sofaen med en dvd fra samlingen, på at lakere sine tånegle eller på møder i ”socialen”. Hendes største ønske i livet er at blive førtidspensionist. Og så selvfølgelig også at passe på sin tvillingebror, Sixten, der er narkoman. Hvor broderen er afhængig af narkotika, er Elviras afhængig af mad:

”Ude i køkkenet har jeg doughnuts fra 7-eleven i en pose, knasende sukrede og salt-fede gyldne udenpå, indeni helt hvide og bløde. Jeg går derud igen med mit headset på og flår posen op, smagen af friture har en beroligende effekt på mig.”

Elvira, der er både stærkt overvægtig og socialt handicappet, har siden en traumatisk hændelse i barndommen været stærkt knyttet til Køster og Sixten. På trods af Sixtens misbrug og hans deraf uacceptable opførsel, der blandt andet udmønter sig i, at han stjæler Elviras penge, og på trods af Køsters uværdige behandling af både hende og pigerne i bordellet er de to mænd Elviras eneste holdepunkt. Hun føler sig uovervindelig i deres selskab, og derfor vælger hun at se bort fra deres fejl og mangler. Da en af pigerne fra bordellet forsvinder sporløst, kontaktes Elvira af stamkunden ”Kluden”, der vil ud at lede. Fra det øjeblik ændres Elviras liv monumentalt.

Happy Ending skuffer ikke i forhold til sine malende beskrivelser af Elviras nærmest religiøse madindtag, der får læseren til at græmmes og savle på en og samme tid. Også bordelpigernes arbejde bliver udpenslet i en sådan grad, at man som læser føler, man er til stede, og på grund af den hårde tone ikke er klar over, om man skal grine eller græde. Det groteske og det karnevalistiske mødes i en lummer cocktail, der både underholder og får læseren til at overveje, hvordan virkeligheden reelt ser ud for individer som Elvira, altså samfundets bærme:

”Det med ikke at kysse kunderne er en gammel regel. Anne Grethe har aldrig gjort det, og da hun stadig var aktiv, havde hun mange faste nichekunder. Hun tilbød den slags ydelser, som altid er i høj kurs, fordi der kun er få, der kan og vil, både med urin og det, der er værre. Men kysse, det ville hun sgu ikke, der satte hun alligevel grænsen.”

Sproget er ikke nødvendigvis elegant, men det er med til at sætte rammen for det miljø, Elvira begår sig i, på en så overbevisende måde, at det ikke kan være anderledes. De nøgterne beskrivelser og det rå og ublu sprog giver narrativet et tragikomisk twist og får hver eneste hændelse til at skille sig ud, på trods af at læseren i virkeligheden kun er vidne til ganske få begivenheder.

Happy Ending er på mange måder en roman uden filter. Anne-Sophie Lunding-Sørensen er ikke bange for at fortælle om prostitution, ensomhed og vold, og hendes overbevisende fortælling om Elvira Gregersen formår på trods af det klichefyldte emnefelt, den bevæger sig inden for, alligevel at skille sig ud og sætte spørgsmålstegn ved det samfund, vi lever i i dag. Romanen er underholdende, grotesk, humoristisk og skræmmende, og Elvira Gregersen sætter sig fast i læserens hjertekule og bliver der formentligt for altid.

Udgivet: april 25, 2016 | Kategori: Anmeldelser, artikler | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *