Rummet hvor alting nulstilles

Anbefaling af Emma Donoghue: Room, udgivet på forlaget Picador i 2010

Af Nete Bækgaard Hermansen

Fotograf: Nete Bækgaard Hermansen

Et lukket rum kan være et fængsel og en afslutning, men det kan også være et sted, hvor nye begyndelser kan opstå – både når det kommer til sprog, menneskelige følelser og relationer. Alt dette beskriver Emma Donghue på rørende vis i sin roman Room. Gennem den femårige dreng Jacks øjne oplever vi det overvældende, skræmmende og fantastiske møde med en verden, der for ham er fuldstændig fremmed og ulogisk. På den måde bliver vi selv konfronteret med dens underligheder.

Jack er lige blevet fem. Han bor sammen med sin mor, Ma, i Room. Her bor de sammen med Lampe, Plante og Edderkop. Jack er resultatet af årelange seksuelle overgreb, som Ma er blevet udsat for af sin kidnapper – en mand, som Jack kun kender som Old Nick. Jack er således både født og opvokset i Room. Hans mor har aldrig fortalt om andet, og han ved derfor ikke, at der findes en hel verden på den anden side af rummets fire vægge. Dette lyder måske som et tragisk og deprimerende udgangspunkt for et plot, men det er det faktisk ikke. For fortælleren i Room er Jack, og han befinder sig som en konge midt i sit lille mikrokosmos. Her har han overtaget, og her har han styr på hverdagens gang. Han og Ma har udviklet et helt særligt sprog, som de bruger til at kommunikere og forstå den situation, som de er i. Dette bliver for eksempel tydeligt, når han taler om ovnen: ”I get to lick the spoon, then Ma put’s the cake into Stove’s hot tummy.”

Jack er overbevist om, at ting er singulære, idet der kun er én plante, en ske og så videre, og derfor får de en helt særlig betydning for ham. Genstande som ovne, planter og skeer bliver således tildelt køn og menneskelige egenskaber, og dette skaber en finurlig effekt, der til tider udfordrer læseren. Alligevel fungerer Jacks særprægede sprog godt inden for Rooms fire vægge, og det giver læseren muligheden for at forstå ham, og den verden han lever i på en unik måde, som man ellers typisk kun oplever i ældre værker, eksempelvis gennem sproget ”Nadsat” i Anthony Burgess’ A Clockwork Orange. På den måde bliver Room-sproget normaliseret, og det er dermed først, da Jack (og læseren) konfronteres med sproget, som verden udenfor taler, at dissonansen træder frem.

Fagre nye verden?

Der hvor Donoghue virkelig brillerer, og hvor Room bliver både skarp, utrolig rørende og meget vedkommende er, da Jacks lille verden nedbrydes i mødet med den virkelige verden. Uden at sige for meget forbliver Jack og Ma nemlig ikke i Room under hele romanens forløb. Jack skal pludselig tage stilling til det faktum, at alting er meget større, end han nogensinde havde forestillet sig. Og ikke nok med det, så skal han konstant tage stilling til en omverden, som ikke forstår ham:

”How you´re doing, Jack?” / “OK.” / “Gimme five?” / His plastic hand is up, and he´s waggling his fingers, I pretend I don’t see. I’m not going to give him my fingers, I need them for me.  

I fortællingen om Jack illustrerer Donoghue, hvor ødelæggende det kan være for et menneske at blive placeret i en kontekst, hvor man ikke kan gøre sig forståelig og forstå andre via sproget. Jacks historie er selvfølgelig unik, men i en moderne verden hvor flygtningestrøm, integration og krigshandlinger fylder nyhedsfladen, synes romanen mere aktuel end nogensinde før. Et andet helt fantastisk element i Room er forholdet mellem Jack og hans mor. Den ubetingede kærlighed, der eksisterer mellem de to, er ganske fascinerende at læse om, særligt når Ma kommer til at fungere som Jacks sproglige bindeled til verden omkring ham. Undertegnede var i hvert fald rørt til tårer flere gange under læsningen, hvis ikke på grund af Jacks forståelige sårbarhed, så på grund af den helt basale fortælling om kærlighed, der danner fundamentet for romanens narrativ.

Room er ikke nogen krimi- eller sensationsroman. Kidnapningen af Ma og deres tilfangetagen er egentlig bare en kulisse, som Jacks fortælling kan folde sig ud fra. Det er en fortælling om kærlighed, frygt og nye begyndelser, og det er faktisk det, som gør romanen så anbefalelsesværdig. Den leverer nemlig et alternativt narrativ og indbyder læseren til at se verden med andre øjne. Room er både rørende, forfriskende og utrolig gribende læsning.

Udgivet: marts 12, 2018 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *