Anbefaling af Mette Norrie: Statister, udgivet d. 29. maj 2019 på EC Edition

Anbefalet af Simone Eriksen

Foto: Simone Eriksen

Mette Norries Statister indeholder 11 noveller, der alle omhandler en eller anden form for fællesskaber. Både dem, man aktivt vælger at være en del af, men også dem, man ikke vidste, man var inkluderet i. Denne påmindelse om, at fællesskaber kommer i forskellige former, er lige præcis det, som man har brug for under Coronakrisen.

Persongalleriet i Norries noveller i Statister spænder bredt. Som læser møder man alt fra en pladesamler til en journalist til en kvinde, der er i aktivering på et bibliotek. Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse, at de forskellige personligheder påvirker novellernes handlinger i forskellige retninger, men det gør ikke noget, da hovedtemaerne ’fællesskab’ og ’fascination’ danner rammerne, som alle novellerne holder sig indenfor.

Fællesskaber i alle former

I en af novellerne møder man den knap 35-årige pladesamler Johan, som er på en plademesse, hvor han handler med et ældre ægtepar, som ifølge Johan ikke passer ind i mængden. Da Johan beundrer deres samling, fortæller konen, at det er en, som de har arvet af deres søn for nogle år siden. Parret bliver hurtigt fascineret af Johan, og fortæller ham, at de har flere plader derhjemme, som han hellere end gerne må komme og kigge nærmere på, hvilket Johan først ikke tænker mere over, men da manden ringer og inviterer ham over, kan han heller ikke sige nej. Han besøger derfor parret, og manden viser Johan sin afdødes søns værelse og sætter en plade på, hvorefter han lægger sig ned på gulvet, og indirekte inviterer Johan til at dele denne musikoplevelse med ham:

”Johan står tøvende og betragter ham oppefra. De lukkede øjne bag brillerne. Rummet er på en gang for stort og for lille. Jeg skal gå nu. Jeg skal væk herfra, tænker han, men lægger sig alligevel ved hans side, en vis afstand mellem dem, men alligevel alt for tæt. Gulvet snurrer under ham, mens omkvædet sætter ind, en trykken i brystet til plakaterne i loftet langsomt flyder sammen.”

I en anden novelle møder man Maja, som har svært ved at passe ind i sin aktivering på et bibliotek, da hun ikke er inkluderet i fællesskabet hos de andre ansatte, indtil hun finder nogle øjenvipper inde i nogle af bøgerne. Hun fortæller  de andre om sit spøjse fund, og de synes straks, det er spændende, hvilket gør Maja glad, da hun begynder at føle sig accepteret. Da hendes tid på biblioteket er færdig, har hun bagt en kage til de andre, og de har købt blomster til hende:

”De har købt en fælles gave, en buket blomster, blandede tulipaner. Jeg bliver rørt, selvom den er ret lille og uden det kort med hilsner, jeg havde håbet på. Jeg ville have sat det op på mit køleskab med en magnet.”

Det, som Norrie formår at vise med Statister, er, at fællesskaber findes i mange former og størrelser; der er dem, der bliver lukket ind uden selv at vide det, og uden egentlig at ville være en del af det til at begynde med. Samtidig er der dem, som kæmper for at blive accepteret og blive lukket ind bag muren, hvor alle de andre er, da de selv står på den anden side alene. Der er både usagte fællesskaber og de offentlige, og jeg tror næppe, at Norrie havde forestillet sig, da hendes novellesamling blev udgivet i slutningen af maj sidste år, at den ville blive anbefalet i en tid, hvor vi alle må stå sammen hver for sig.