Samtaler med Gud

Anmeldelse af Kim Fupz Aakeson: Bådens navn, udgivet på Gyldendal den 5. marts 2018

Anmeldt af Kristine Strandsby

Foto: Bogens omslag / Gyldendal.dk

Susanne er gift med Mogens, arbejder som fængselspræst, og så taler hun jævnligt med Gud. En dag lader hun Mogens drukne, og det kaster et nyt og mørkt lys over hendes ellers trivielle tilværelse. Bådens navn er fortællingen om menneskeligt forfald. Og det er ikke blot en velskrevet og underholdende fortælling, men også en tankevækkende beretning om værdien i gode relationer og rummelighed.

Hverdagen sat på spidsen  

Susanne, eller Susse som hun også kaldes, bor i et rækkehus i et pænt og roligt kvarter med sin mand Morgens, også kaldet Mugge. De lever en god og stabil tilværelse, men der er noget, der nager Susse. Mugge nærmer sig pensionsalderen og drømmer om at tilbringe alderdommen på havet. Susse er dog knapt så begejstret for denne ide. Men Mugge køber en båd – Grace, hedder den – alligevel og tvinger Susse til at tage med på tur hver evig eneste weekend:

Vi har sex om morgenen, det er ham der vil, jeg når ikke rigtig nogen steder hen før han ruller af mig uden at gøre mere ved det. Vi spiser morgenmad, vi læser avisen, det er lørdag, og han vil selvfølgelig ud igen.

Susse insisterer på, at bådens navn skal ændres. Dette på trods af, at det er alment kendt, at man ikke skifter navn på både, fordi det bringer uheld. En dag falder Mugge da også over bord, og det efterlader Susse med et valg: skal hun sejle tilbage og redde sin mand eller lade ham drukne. Hun vælger det sidste, og én ulykke kommer sjældent alene, som man siger.

På forfaldets præmis

Efter Mugges død forsøger Susse – meget paradoksalt – at drukne sine sorger i billig papvin, og hun bliver hurtigt ude af stand til at klare sig igennem dagen uden alkohol. Susse havde regnet med, at tilværelsen ville blive bedre uden Mugge. At hun nu skulle leve livet, som hun havde tiltænkt det – uden utilfredsstillende morgensex efterfulgt af dage på havet. Men Mugges død gør ikke Susse glad. Tværtimod bliver hun endnu mere forsumpet og irriteret over tilværelsen, der nu primært består af druk og løgne – men vedvarende samtaler med Gud.

Hallo Gud? Ja, det er mig igen

Særligt Susses samtaler med Gud er værd at fremhæve. Det er her, romanen virkelig vinder på originalitet, men også absurditet. Da man første gang erfarer, at det er Gud, Susse samtaler med, stopper man op og tænker: ”hvad skete der lige der?”

Samtalerne med Gud er udformet, så de forekommer hverdagsagtige og intime.  Gud er ikke et eller andet udefinerbart fænomen oppe i himlen, men en konkret person, man kan sniksnakke med, og som mest af alt kommunikerer som en ugidelig teenage-dreng:

Gud: ,,Er der en pointe i alt det her?”
Jeg siger: ,,Det er faktisk mit spørgsmål.”
Gud: ,,Uh, elegant.”
Jeg spørger: ,,Kommer der et svar?”
Gud: ,,Næppe.”

På mange måder burde samtalerne med Gud ikke fungere i sammenspil med hverdagens scener og de tragiske begivenheder, men de bliver gennemgående det element, der giver romanen kant og tilføjer en – om end mørk – humoristisk undertone. Det er denne humoristiske undertone, der adskiller Bådens navn fra andre fortællinger om hverdagens klaustrofobi og menneskets forfald, og jeg slugte samtalerne mellem Susse og Gud råt.

Bådens navn er ikke nogen stor roman, hverken størrelsesmæssigt eller indholdsmæssigt, men den vinder indpas med sine originale og underholdende passager om hverdagens paradokser, og den stiller skarpt på Gud og kristne værdier som en del af menneskets liv – og i særdeleshed forfald.

Udgivet: april 15, 2018 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *