Anmeldelse af Veronika Katinka Martzen: Jeg bruger min krop som et møbel udgivet på forlaget Gladiator d. 7. februar 2019.

Anmeldt af Imone Dahl
Foto: Imone Dahl

Hvad skal man gøre med en digtroman, hvis forfatter er en fiktiv satirekarakter? Skal værket læses som en udvidelse af satiren eller tages helt seriøst? Disse spørgsmål vækker den fiktive forfatter Veronika Katinka Martzens nye digtroman, der udspringer af satireuniverset på Den Korte Radioavis.

En udvidelse af satireuniverset?

Der er udfordringer forbundet med at skulle anmelde et værk som Jeg bruger min krop som et møbel. Bare det at forklare forfattersituationen er kompliceret, for Veronika Katinka Martzen er ikke en rigtig person. Hun er en opdigtet karakter, der er en del af det satiriske radioprogram Den Korte Radioavis på Radio24syv. Her er hun en ung forfatterspire, der fungerer som et satirisk indslag, når hun tropper op på redaktionen og deler ud af sit utrolig selvoptagede væsen, der er fuldstændig blottet for ironi. Dog har hun erkendt, at hun har brug for hjælp til at få flere følgere på Instagram, og derfor har hun fået den også fiktive stjernejournalist Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm som manager. Veronika Katinka føler dog ikke, at hun får den hjælp og opmærksomhed, hun fortjener af Kirsten Birgit, og hun afbryder derfor samarbejdet – og her et par måneder senere får hun udgivet en digtroman på forlaget Gladiator.

I Den Korte Radioavis har mange lyttere allerede mødt Veronika Katinka og hørt hende læse op af sine tekster, hvor hun blandt andet har læst et digt med titlen ”Klam i Korea” – et digt, der nu også optræder i Jeg bruger min krop som et møbel. Med et godt litteraturteknisk begreb vil man kalde denne manøvre ’en udvidelse af værket’, for hvor stopper satiren og hvor starter værket? I dette tilfælde smelter det hele sammen og ligner umiddelbart én stor ’act’.
Men på trods af den komplicerede situation, hvor man som læser er i tvivl om, hvorvidt man skal tage digtromanen seriøst på grund af dets udspring fra satiren, så er der faktisk nogle sjove og ambitiøse greb i digtromanen, der er værd at nævne.

Digtroman gennemsyret af ironi

Veronika Katinkas digtroman er et virvar af sammenblandede stilarter og genrer. Der er både træk fra kammerspil med masser af dialog, græske tragedier med et talende kor og tweets til alteregoets store idol Taylor Swift. De mange blandede stilarter og genretræk har det til fælles, at de på forskellige måder belyser jegets selvudviklingsrejse igennem digtromanen. Men hvor jeget i selvudviklingsromaner typisk søger efter at acceptere sig selv, så er Veronika Katinkas jeg på jagt efter at vise, at det allerede elsker sig selv. Når selve rejsen ikke baserer sig på selvudvikling, men jegets insisteren på, at denne er ’ok’, er det bare ét af de mange tegn på, hvor gennemsyret digtromanen er af en voldsom ironi og et opgør med nutidens perfektionsideal. Den voldsomme ironi får læseren allerede fastlagt på digtromanens første side:

”BEKYNDELSEN
I begyndelsen var mørket.

Men så skete det i de dage at Jeget besluttede sig for

at have det godt med sig selv

i stedet for ikke at have det godt med sig selv.”

Alt kan umiddelbart ske på digtromanens sider, hvor jeget både taler med et ”tv-tilrettelæggermenneske” om at lave en film om jeget, men jeget taler også med psykiatrifondens formand Anne Lindhardt om at ’finde værdien i det man har’ og indimellem er der også løse digte, tweets og festtaler fra jegets far. Man skal derfor som læser være klar på lidt af hvert, for digtromanen skøjter fra sted til sted og har ikke en klar rød tråd – heller ikke i jegets indre liv, der går fra at denne er ’ok’ til pludselig at have en psykisk diagnose ved navn Preben. Dog er den ironiske stil med hele vejen, hvor den efter min mening fungerer bedre i nogle dele af digtromanen end i andre.

Overordnet set må jeg bare sige ’hold da op’ over Veronika Katinka Martzens overvældende digtroman, der formår at blande satire, virkelighed, ironi og ”selvudvikling” sammen i et stort kaotisk virvar. Nogle af tekstdelene fandt jeg utrolig underholdende, mens jeg fandt andre dele så mærkelige, at jeg lidt tabte tråden. Men uanset delenes forskelligheder giver digtromanen uden tvivl en satirisk vinkel på virkeligheden, og det gør, at digtromanen skiller sig ud fra så meget andet ny litteratur, og den er bestemt forfriskende læsning. Digtromanen er nok sjovest, hvis man kender til humoren på Den Korte Radioavis, men den kan bestemt også stå alene, da den er noget helt særligt og bryder med alle genrenormer på en humoristisk måde.